På modtagelsen. En
03.12.00 Modt.
lægesamtale uden
Pt. henvender sig med
nogen som helst kontakt.
et ønske om samtale.
Det lod sig åbenbart ikke
Begrunder dette med,
udtrykke, i hvert fald
at han tidligere på
ikke før bagefter, da lod
dagen har følt sig
jeg tårerne få frit løb.
”dårligt tilpas”. Pt.
Da gennemspilledes i mig
oplyser, at det som
i hvert et vers det drama,
regel hjælper at
der under samtalen
gå en længere tur
manglede. Men jeg græd
og skrive sine tanker
ikke i lægens påsyn.
ned. Dette har
Den glæde skulle hun
imidlertid ikke
ikke have, tænkte jeg først.
hjulpet i dag.
Dernæst fik jeg den
Pt. har siden
tanke, at det vel snarere
sidste udskrivelse
var af hensyn til hende,
overnattet 4 gange
for ikke at krænke hendes
på Nabocentret,
blufærdighed. Egentlig
Amager, idet han
fortjente hun ikke bedre,
ikke bryder sig om
end at få kastet et
at være i sin
blødende hjerte i sin favn.
egen lejlighed.
Tag den, kammerat, hvis
Pt. kan ikke helt
du ellers kan.
sætte fingeren på,
hvad det er,
Desværre, forstod jeg på hende,
der er problemet,
var der ingen ledig plads.
føler sig utryg
Til gengæld fik jeg lov til at blive,
uden at kunne
til jeg skulle hjem i seng.
sætte fingeren på
Forpint og ensom som jeg var,
noget specifikt.
talte jeg hver eneste minut, kun
Pt. møder hver
med den lindring, som en
mandag i DPC-
smuk mørklødet sygeplejerske
Møllegade og får
kunne bibringe mig. Imidlertid
der udleveret
forværredes tilstanden først på
medicin i
aftenen, og da jeg søgte
doseringsæsker.
om hjælp, hørte jeg en
Tager medicinen
anden sandhed. Plads havde
regelmæssigt. Hans
de nok kunnet finde, men jeg
kontaktperson er
syntes ikke egnet til indlæggelse.
sygeplejerske Kirsten,
Disse ord ramte mig som
som han godt kan
piskesmæld, men jeg tog imod
lide at tale med.
dem uden et kny, selvom tårerne
Imidlertid har pt.
strømmede. Og den unge
fået den opfattelse,
mørklødede sygeplejerske talte
at han kun kan
til mig, ansigt til ansigt,
føle sig tryg
men jeg forstod hende ikke.
ved at tale med
På dette tidspunkt havde jeg
os herinde, hvorfor
taget stort set al den medicin,
han ofte opsøger
jeg sad inde med. Skæv som
modtagelsen, efter
jeg var, ændredes hendes
at han har
ansigt pludseligt. Hun var
talt med
smukkere end nogensinde før,
medarbejderne i
ja, fandens fager, som en
DPC. Jeg taler
Jerusalems datter.
en del med
Men hun var blevet tilføjet
pt. om det
noget dæmonisk, noget
uhensigtsmæssige i
som slog mig med lige dele
dette, idet det
rædsel og vemod,
primært er distrikts-
smukkere end noget jeg
psykiatrien, som
længe har oplevet,
skal støtte ham
som kunne blot Sct. Hans
i det daglige.
være hende rangen stridig.
Pt. kan til en
vis grad godt se
Endnu engang mærkede
dette.
jeg anklagen mod mit ansigt,
Klinisk/ psykiatrisk
halvt formuleret:
vurdering:
at jeg er digter og
Vågen, klar,
værre endnu,
orienteret. Den
at jeg bruger modtagelsen
formelle kontakt
som central for
god, den
de sværeste vers,
emotionelle læderet,
dem som jeg ikke turde
pt. fremstår yderst
tænke udenfor murene.
tilbagetrukken,
Dem som tårerne skrev
og noget garderet.
i mit hjerte, og jeg
Grundstemningen
efterfølgende fik på papir.
vurderes neutral
Jeg kan vælge at leve mit liv
med naturligt
som digter, eller rettere sagt,
psykomotorisk
jeg har en gang for
tempo. Pt. huser
alle valgt det. Men
utvivlsomt paranoide
andre kan vælge at lægge
forestillinger og
forhindringer på min vej.
er præget af
Lader disse sig
en ikke ubetydelig
da blot formulere
ambivalens.
i tårer og efterfølgende i vers,
Benægter syns-
har jeg valgt en vej,
og hørehallucinationer
som ingen læge nogensinde
og fremstår ikke
vil kunne forstå.
hallucineret
Ikke fordi det strider mod
under samtalen.
lægeløftet, men fordi det
Fremstår rolig,
strider mod den
samlet og venligt
småborgerlige snusfornuft,
imødekommende.
der gemmer sig bag
Pt. har et ønske
de fleste hvide kitler.
om at måtte
Er kroppen inden under
opholde sig
en kvindes, som det
i psykiatrisk
var i dag, kan
modtagelse
en digter blot undres.
i aften, hvilket
Er en sådan virkelig alle de vers værd?
efterkommes.
(Lykkegaard/ læge fra Rigshospitalets psykiatriske modtageafdeling)
tirsdag den 27. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Denne tekst er opbygget efter samme princip som tekstcollagen i går. Altså at en læge fra modtagelsen ved en visitationssamtale, som gik for sig få dage før, mens jeg desperat ventede på at komme på Sct. Hans, har stået for teksten i kursiv. Den er nemlig også hentet fra min journal, såvel som at den ikke-kursiverede tekst er hentet fra min dagbog fra samme aften. De er også henholdsvis indtalt og skrevet simultant, idet jeg efter samtalen nedgriflede det skrevne i min dagbog, nogenlunde samtidig med at hun indtalte journalteksten på sin diktafon. I øvrigt er der ved eftersyn et andet tema, der her springer i øjnene, nemlig det tabu som seksuelle følelser mellem patient og behandler er. Eller omvendt, følelserne kan gå begge veje, og kan, som her blot antydet, i alle tilfælde få voldsomme konsekvenser.
Ellers har udgangspunktet for mit sjælelige, såvel som åndelige, liv siden min spæde ungdom været psykiatrien. Og jeg har i øvrigt her fundet en langt mindre grad af tabuisering, især patienter imellem, og en langt højere grad af autenticitet, trofasthed og oprigtighed over for både andres og egen følsomhed og skrøbelighed, end hvor jeg ellers måtte have færdedes. Især dengang jeg havde min gang på Institut for Litteraturvidenskab slog det mig, at forholdet mellem eventuel litterær begavelse og personlig autenticitet og oprigtighed over for egen følsomhed var omvendt proportionalt. Mærkeligt nok, tænkte jeg. Og fandt egentlig på Sct. Hans livets sande digtere, om man så kan sige. Egentlig kan enhver, der mener at være som så, kalde sig digter. Det er heller ikke særligt svært at være. Det er det at være menneske, livets størst tænkelige opgave, der er det svære. Og her fandt jeg gang på gang på Sct. Hans mennesker, der i kraft af såkaldte tanke- og sprogforstyrrelser havde en ganske umiddelbar tilgang til sproglig kreativitet, som levede de dag ud og dag ind i de tilstande, som vi andre blot momentvis, når vi skriver, har lod og del i. Derfor glæder jeg mig meget over digteren Simon Grotrians produktion. Ikke fordi den adskiller sig særligt meget fra nævnte patienters ytringer på Sct. Hans, men tværtimod fordi han, som den eneste af mig kendte, på et forlag har fået udgivet digtsamling på digtsamling, der er fyldt med, hvad der til enhver lægesamtale uretfærdigvis ville karakteriseres som tankeforstyrrelser, alene med det prædikat at være symptomatiske for den rodekasse af sprogligt kreative tilstande, man under ét har givet navnet skizofreni.
Kærlig hilsen Ture.
Kære Ture.
Hvis du skriver dit navn i etiketteboksen under tekstfeltet (samme sted hvor du også vælger f.eks. "digte" som kategori), hver gang du er inde og lægge et indlæg op, så kan læserne få hurtig adgang til alle dine tekster på én gang med et simpelt klik på "Ture" under etikettelisten ude til højre på Anarkiets forside :-)
Tak for dit tip, det vil jeg gøre fremover.
Kh. Ture.
Send en kommentar