Fragt mig, husk mig

Jeg må bæres bort,
fra kampscenen.
Mit livs skueplads.
Jeg må bæres bort
af hænder.
I mængdens jubel,
og med triumfens rus
pulserede i blodet.
Hvor hænderne kaster mig,
i vejret og jeg bliver
sejrens symbol.
På et stadie
hvor ingen skygger
kan nå mig –
jeg legemliggør lyset.
Et folk der elsker mig,
de elsker det de ser for deres øjne,
de forguder mig som lyset
i sejrens pragt.

Jeg må bæres bort
af hænder.
Slukket af de sidste
slag, der endte mig.
Nederlaget markeret
i hændernes ruhed.
I den matte atmosfære,
der følger mine kødelige rester –
til krematoriet, hvor min stolthed
brændes.
Mit livsværk gjort til skamme
i den arena, der skabte mig.
Hænderne bærer mit kadaver højt
for at undgå berøring.
Jeg rådnes allerede
Og
Mit publikum
ved bedst.
Men så længe jeg blev
båret ud af hænder,
vil jeg ikke blive glemt.
Hukommelsen om min exit,
vil florere – og det er målet 2.0.
Om I har set mig
syde eller sejre,
vil ingen huske.
Men den glorværdige afsked,
på håndflader med blå
blink eller glitter som tapet,
vil ingen glemme.