torsdag den 30. oktober 2008

Nekrolog - Ole Peder Haske

Ole Peder Haske, Udviskeren, er død 16. februar 2006 efter kort tids vemod i Luleå, Sverige. Ole Peder Haske blev født 12. december 1899 i Vestre Lungelse af gårdmand Hans Peter Haske og hustru Eline Haske f. Blauenrumpff, og gennemlevede en stort set begivenhedsløs barndom. Han blev verdenskendt som Udviskeren, da han længe før Robert Rauschenberg og hans samtidige, gjorde udviskningen af eksisterende kunstværker, fortrinsvis tegninger og værker på papir, til en kunstart; ”Et statement om kunstens – og dermed alt menneskeskabt - flygtighed i en verden, der hele tiden falder sammen og fra hinanden. En understregning af paradokset, der ligger i, at mennesket bevidst om sin egen og sit værks forgængelighed – det være sig på grund af naturlige eller menneskeskabte kræfter – alligevel forsøger at skabe noget, der har evighedens karakter, eller rækker ud over den tid, det selv lever i, og hvor værket så at sige fødes til at skue mod det uskuelige. … de værker, der har holdt sig bedst gennem tiden, er de værker, ingen har set. Eller kun meget få.” (Citat fra interview i ”Art & Disappearance. Art Periodical. London 1944 (på engelsk, forstås)). Han startede som palimpsestør (palimpsest: håndskrift, hvis oprindelige tekst er slettet for at give plads til en ny. Det er undertiden muligt, fx vha. kemikalier eller UV-lys, at skelne den oprindelige tekst. Palimpsestør: en, der fremstiller palimpsester), men opgav snart denne karriere, da han ustandselig kom i karambolage med arkivarer, bibliotekarer og andre, der blandt andet talte hans studiekammerater Per Viking Glob og Herman S. Borthe, begge rigsarkivarer, og da han var en mand af få ord, der mente, at værket måtte tale for sig selv, og fordi, han ikke var så original i den tilføjede tekst, som han ville være, gik han over til tegninger og anden kunst udført og indført på papir, som var det tætteste, han kunne komme håndskriften, brevet, notatet, bogen in spe. En anden årsag til at holde sig til disse medier var, at han fandt lærreder for uimodtagelige for viskelæder og i det hele taget for klodsede, og statuer i det hele taget for umedgørlige; på alle punkter. Ole Peder Haskes foretrukne redskaber var netop viskelædere, af hvilke han selv udviklede forskellige typer og radérvand, som han kombinerede med skalpeller og specielle små knive, han havde ladet fremstille i Sydamerika hos en indianerstamme, der var kendte for at skrumpe insekter (på samme måde som andre stammer krymper hovederne af deres fjender), og derfor måtte have fine redskaber, for at borttage eventuelle letfordærvelige bløddele. Ole Peder arbejdede over hele verden. Han besøgte mange anerkendte kunstnere, gjorde sig gode venner med dem – bl.a. med hjælp fra sin bon-kammerat Jern-Svend (Svend Ingenstans), som var en glimrende hypnotisør og sin hundehvalp, der kunne blødgøre selv det hårdeste hjerte – for derefter at få dem til at overdrage sig et værk på papir, en tegning for det meste (Ole Peders foretrukne medie som sagt), som derefter blev registreret i et udstillingskatalog eller en officiel værkfortegnelse, så den officielle siden af sagen var i orden; værket var et anerkendt kunstværk. Så blev tegningen omhyggeligt visket ud, fjernet på den overordentligste måde, og papiret bar nu kun svage spor, der for det meste kun blev synlige under specielle belysningsforhold, og spor efter at have været under Ole Peder Haskes behandling. Håndværket var vigtigt for Ole Peder, og han var sig bevidst om, at overfladen på et papir altid vil bære spor efter det, der er sket med det. ”Papiret er en bærer af historien, og vidner om menneskelig ihærdighed,” sagde han tit og ofte. I årene efter 2. verdenskrig kom der rigtig gang i karrieren og han viskede, slettede, udraderede og bortkradsede utallige store værker, ligesom han, med den tiltagende udbredelse af grammofonpladen og båndoptageren, fandt lejlighed til også at begive sig ind på musikkens område, hvor han kunne arbejde med musikken på anden måde, end ved blot at udviske partiturer. Han opfandt en mekanisme, der kunne skrælle rillen af en grammofonplade i én lang streng, men fandt, at de magnetiske bånd var en anelse for nemme at slette, hvorfor han kun arbejdede med disse ved helt særlige lejligheder som f.eks. dengang, da Kaptajn Hermod Flühne vendte hjem fra Arktis med kaskelothvalernes fangstlyde og grindehvalernes korsang, som det havde taget 6 år at optage, og Ole Peder Haske så sit snit til ”at komme til at tabe” en vældig stor magnet ned i kassen med spolebånd. Der gik flere år, før han vedkendte sig værket. Men han kunne også angribe musikken fra den anden, den traditionelle, vinkel, nemlig ved at udviske nodeark kort før en opførsel, hvilket bl.a. fandt sted, da den amerikanske komponist Johan Kage (norsk afstamning) besøgte København og skulle opføre sit værk ”4:33” for kor og orkester. Dette blev et gennembrud, hvor komponistens og palimpsestørens værker gik op i en højere enhed. Værket er senere fremført over hele jorden og er udkommet i mange indspilninger. Det består i al sin enkelhed af et fuldtonet orkester og et 100 mands kor, der intet spiller eller synger i 4 minutter og 28 sekunder, men indledes med en heftig nervøs rømmen i 5 sekunder. Oprindeligt hed værket: ”The Rise and Fall of the Handmaids of the Titanic and the Icebergs or Lament of the Tibetan Whalers”, men blev efter opførelsen i Tivolis Koncertsal med det af Ole Peder Haske udviskede partitur omdøbt til netop”4:33”. Dirigentens (Peter Lühre) partitur var det eneste, der ikke hvad været under Haskes behandling. Senere blev Peter Lühre – efter endt ophold på det dengang berømte sanatorium ”Im See”, Østrig - lærer i tegnsprog for døve, som han udviklede til også at omfatte musiske partiturer. I denne, den oprindelige, fremførelse bankede dirigenten tillige på nodestativet, men det tog komponisten ud, idet han ikke mente, at det passede rent klangmæssig, og nemt kunne tolkes som et lån fra ”Skrivemaskine-sonaten”. Ole Peder havde da fast adresse i Borup på Midtsjælland, men fra midten af 1960’erne og indtil 1988 rejste han overalt i verden og udstillede og udførte sin kunst. Dog slog han sig på sine ældre dage til ro på opfordring af sin hustru, som indtil da ikke havde set ham siden ægtevielsen i 1947, og som nu insisterede på at ville have børn. ”Det var sandelig på høje tid,” skulle han have sagt, og dermed blev det. Som for at understrege sin målrettethed og i lyset af beslutningens betydning for fremtiden, kravlede han samme nat op på Århus Rådhus klokketårn og ”lod uret forsvinde”. Da det ikke var hans sædvanlige medie og fremgangsmåde, var der ingen, der mistænkte ham for ”udåden”, som dette forsvindingsværk blev kaldt i den almindelige presse. Senere, da han havde sikret sig, at Århus ikke havde udvekslingsaftaler med Luleå, sendte han Ur-værket, som han selv kaldte det, tilbage til rådhuset fordelt i mindre pakker og sendt fra flere forskellige posthuse i Nordsverige. Familien flyttede altså til Luleå i Sverige; også fordi de syntes, at navnet lød sjovere end Borup. Men selv om Ole Peder blev far i en meget høj alder, lagde han dog ikke arbejdet helt væk. Luleå Kommune og Det Svenske Rigsarkiv erholder ifølge hans efterladte papirer og en række personer, der har fundet ud af, at de er ikke-eksisterende, samt byggeprojekter, der har måttet skrinlægges på grund af manglende plantegninger, stadig et for offentligheden ukendt antal udviskninger. Tiden vil vise, hvor mange der er tale om. Ole Peder Haskes fysik havde det ikke godt med at flytte så højt nordpå, og som tiden gik blev han mere og mere nedtrykt. Han savnede karrierens udfordringer. Han forstod heller ikke det svenske sprog, skønt hans hustru vil vide, at det var et spørgsmål om ikke at ville tale et sprog, der lyder så fjollet, og fordi han ikke vidste noget om rensdyr og elge. De sidste 2 år boede han i et udhus, hvor man eller skulle have haft brænde til vinteren. Der havde han låst sig inde i en gammel kuffert, og her sang han i alle sine vågne timer danske sange, sådan som de blev fremført af Aksel Schiøtz. Han havde kendt Schiøtz i sine unge år, hvor han var med i en dilettantteaterklub, hvor også denne prøvede kræfter med de skrå brædder. Hans fremførelse bestod af en tro kopi af de grammofonplader af Schiøtz’ indspilninger, han i sin tid havde skrællet. Den var komplet med ridser, nålestøj og ”fluepletter”, altså små forekomster af almindeligt snavs, der på forskellig måde havde klistret sig fast til grammofonpladen, og som stadig sad fast på den lange plastik-snor, der var resultatet af en ”skrælning”. Ole Peder Haske efterlader sig 8 børn og en ganske livskraftig hustru, Elvira Haske. Bisættelsen foregår.
et spejl
et æg

onsdag den 29. oktober 2008

Den sidste....

Den sidste
fantasi
vores dialog
bliver en film
hvor hver
replik
skal chokere
og
til sidst
løbe ud som
våd
croquis.

Prænet

Før nettet så alle mennesker tv
Før tv lyttede alle mennesker radio
Før radioen læste alle mennesker aviser
de gik i teater
de orienterede sig i rygter
de troede på ALT hvad de hørte
Alle lyttede
eller holdt deres kæft
og ingen kunne tale
så utroligt smukt som du kan.

SigNatur

Hun er helt sin egen

Altid på farten, på podiet, på vej.
I tilbagelænet hast gribes et gøremål, mens hun svinger med døren - ”derudaf og væk”.
Hun er hverken til dates eller dosmerliv, poesi eller nærværsprostitution. Nej, fanden stå i rim, remser og blikfjerne betroelser; her danses på gloende kul og inkvisitionens øjeblikke nydes, mens tid er.
Hun kaster med bolde på tværs af baner og høster flere sæsoners point på en enkelt halvleg. Lever af off- og insides, rene tacklinger og et stærkt forsvar.
Hun ejer navne som von og De la, men holder sig til skødesløst nedfældede initialer -”just like that”.
Hun befinder sig i overhalingsbanen, i slipstrømmen, på forreste række.
Underspiller med enhver tænkelig bagtanke rollen
som
heeeeelt sin egen

tirsdag den 28. oktober 2008

Det ses

verden bliver mere og mere lykkelig, lande smilende smilende, til højre fryder Sverige sig til venstre er der vand. Når en ny Ø skyder op, venter den med at lyse, den skal lige være flydevoren før det hele bliver grønt, men så tror vi også på den, langsomt. Der er mange dyr, de har knogler fulde af luft, de har vinger der kan spragle under solens viadukt. Himlen har vist os fuglene, som sikkert var børn engang. Læg dig med hjertet opad og syng min sang

mandag den 27. oktober 2008

Valium

Destruktion skal være hurtig
som omsætning i en regnskov
Konstruktion skal ikke noget
Den er på luksushotel i Costa Rica

Drogas

Nogle bliver
mere hårde
af drogas
ikke os
-bløde som
de mest
skinnende
muslingehjerter.

søndag den 26. oktober 2008

Det er et billigt trick
at skrive om krager.
De kan ikke engang
flyve ordentligt, de
flakser bare rundt
på naturens bagside, hænger
som affald i træerne,
altid tæt på togskinner,
motorveje, industrikvarterer.
De skræpper op, skælder ud
på hinanden, tilsyneladende
uden grund, kragerne.
Men uden krager intet sprog, derude
er det svært at få øje på noget, helt
derude i tågen, det bakkede landskab
af glemsel.
Kragerne er ligeså virkelige som
en varmtvandspumpe, et kontoudtog,
et gennemblødt girokort i vejkanten,
som fejemaskinerne glemte at få med. Ikke
girokortet, men dets helt naturlige,
halvt opblødte tilstand er
kragernes signatur.

og vandet er tykt

du kan skære i det med din mund
salt om din hals blinker til
lændens tæppe bevarer vildskab
tungen besvarer med vildskab
jeg ved ikke om jeg har
råd til at skrive ved siden af
når vandet fantaserer og
din mund vil så meget mere?

Atlantis


lørdag den 25. oktober 2008

Endnu en regnfuld eftermiddag

De har været ved lægen. Ingen siger noget. Så ringer det på døren. Jeg lukker op. Udenfor står en meget høj, meget smuk, meget lyshåret, meget ung mand i en gulvlang frakke. - Er Inge hjemme?
- Nu skal jeg se, siger jeg og vender mig om i gangen. Så kommer Inge inde fra huset. Hun har et værelse hos os. Mit gamle værelse. - Du har fået gæster.
Jeg vender mig mod døren igen. Der står en lille, lav, gammel, pukkelrygget mand.
Jeg går ind til mig selv. DET der kommer vist ikke lige mig ved.

fredag den 24. oktober 2008

ATMOSPHERE (23)

Black Robert Journal
&
Robot Melon
carry me on the shoulder of a siamese cat

hei lisboa, du er to byer når jeg drømmer om deg/ jeg fotograferer deg i begge byer, uvitende om din doble natur/ bildene avslører ingenting, men viser et stykke rosa tøy mot en forfallen vegg/ dette kunne være porto, dette kunne være ourense/ this could be avalon/ jeg bor gratis på hotell, kaster skitne håndklær i søppelsjakten/ jeg portretterer de hjemløse og gateløse i havnen/ de er likegyldig til hvilken av byene de bor i/ de bor gratis overalt, sover på skitne håndklær i søppelkjellere/

torsdag den 23. oktober 2008

Beat-it-up

Vi taler også om at alle disse...mennesker.. er levende døde, som Jack og Neal talte om det.
I dag tales der camouflageagtigt Punkt 1 om det...det er kommet for tæt på.

Vi elsker med øjnene åbne, som når vi slås, og så filmer vi lortet og kigger på det bagefter, som jordlopper der gør alting småt...

U.t.

Under sofaen ligger de græske øer
i et alt for havgrønt tæppe. Langhåret
salt og måger. Er havet en kvinde

og bølgen en mand? Er klippen
et barn ingen kan nå eller en sær
gamling, der har fået fikse ideer?

Luften flytter sig, og det kalder vi
noget, vi ikke kan huske. Søvn
og muntert marmor forenes.

*

Vi er oppegående.

onsdag den 22. oktober 2008

modsat mosaik III

Han tabte noget af syne engang. Noget rundt og rigtigt og fandt kant i stedet:
en ridsende blødhed, en slibesten at runde vreden på

Han greb chancer der ikke var. Pakkede det ubegribelige ind i mærkbare savn efter Et noget og Et nogen
uden ansigt, og dog

Han tabte noget af syne og skabte Et syn i stedet:
en em af morgenfugt, aftengus og havskumringsblink. Pustede liv i ufødtheder uden fremtid
en spejling af en spejling af et gulnet foto
på en væg af hvidt

Nu venter han bare
på knuste krystalkugler, Nemesis og gangarytmik

tirsdag den 21. oktober 2008

Gude Sludder

Til helvede med formler
tårne rager ud af ilden

Fire hjørners ørne
sluger Johannesbrød

Askens gløder
på marmorbryster

Uvidenhed gør sig klar
som utilpassede børn strejfer

mandag den 20. oktober 2008

Illusion

Hun finder svar på spørgsmål aldrig stillet og sidder tilbage med favnen fuld af uafklarede udråbstegn, mere i tvivl end tvivlen selv

Hun griber ord der ikke findes, aldrig er sagt og ender med skrift på vægge der for længst er væltet

Hun finder drømme uden ejer og længsler uden krop
Hun skaber konturer uden omrids og savner tyngden af en skygge

Hun lever et fatamorgana og hun ved det

søndag den 19. oktober 2008

Nyhederne

Godaften,
det er TV-avisen
Nye undersøgelser viser,
at det alligevel ikke vil være
muligt at nå ind til
virkelighedens kerne. Eksperterne
udtaler, at vi må leve med at observere
tingenes overflade som den er
De teknologiske vismænd,
der har lavet undersøgelsen,
er ellers nogle af de
lykkeligste i verden, viser en rundspørge
i foreningen af forsvundne
kioskejere
Dog har en nødvendig kæde af
misforståelser
ført til en del kritik. Overalt på
landets posthuse har sagen været
diskuteret. ”Den der finder frem til
sandheden,
vinder en gris”, har generaldirektøren
udtalt.
Og vejret: tåge over det meste af landet,
koldskål
fra vest, kaniner og rådyr
med grå stær i vejkanten, fare for
udskridning

19.6.2008

lørdag den 18. oktober 2008

EFTERLADT

melodisk vanddrypperi
i dukkens gyldne hår
efterladt i badekabinen
mixes med rotternes
gnaven i tørre brødkrummer
som hovedløse jægere
uden haler overtog
ormene lidt efter lidt
magten over torsoen
i stuens eneste stol
de indtog overtog og
sørgede for at der igen
kom liv i tomme øjne
i badet gispede dukken
efter vejret da lyset
forsvandt

albuesmykke

Hun kan lære det
kniven i ryggen kniven
skarp som bjergets krop

fredag den 17. oktober 2008



fortiden klæber
til det glemte lange skrig
det blå aftenlys

Fartøj

I det primære øjeblik
af sort
gjorde livet indtryk
af parathed
og polaritet

bevægelsen fremad
hvor verdenen
bag mig
blev holdt fast

jeg indstillede
mine knoglers
løse strenge
strakte dem
imod omkredsen
for at høre
det uhørlige

Mmmmmm.....

Tænk at bære navnet Jerichau - at kunne tænde en syvarmet lysestage,
drømme om tabte lande og mindes det unævnelige i et fælles sprog af tavshed

Tænk at bære navnet på en by, et træ, en sunken skonnert
at spejde forgæves og kende ordet tyst, som en tyngde i kroppen

Tænk at vinke fra et vindue i en bus undervejs
rejse bort og vende tilbage i een og samme håndbevægelse

At vide sig tilstede i en tanke et sted

Tænk at nynne ”Mmm...”
og mærke jorden svinge med samme frekvens.

torsdag den 16. oktober 2008

Erindrings erosion

Jordens læderhud er skoldet, en drøms dagsrest brændt i kød, en grill tiltet omkuld i græsset og ad flugtvejen forbi et flået fabeldyr, afslagne hænder som tyves, kløvede stamtræer faldet i baghold. I blå stænk ligger regnen spredt, strimler af stof hængt i hegnet, blafrer som vimpler, små flag, stormen har sat på det erobrede land. Skypumpen kaster op i skvulp og spytter vraggods fra en falden himmel, som verdens fede vom vendt på vrangen. 

tirsdag den 14. oktober 2008

To digte

Solens dæmon hæver sig
over dagens matte sokkel og
kysser skoven med sine blide flis
I jorden en forstenet muldvarp: alle
under jorden sover trygt. Inde i cirklen
af ventetid sidder et postbud af filt
og rører i sovsen:
han har tænkt sig frem til en tilstand
af svævende identitet: det ene øjeblik
er han en lille fugl, det næste øjeblik
en islænder-sweater der luner sig selv
i de kølige sommernætter, det næste igen
en tivolidirektør
der råber op til dagens
forestilling mens han står fastklemt
mellem
to cirkusvogne på grund af sin
alt for store mave

Det er ikke lige til at se
at sommeren ikke er kommet rigtig
i gang i år. Men buskenes blade
sitrer ikke som de plejer og træerne
af jern signalerer kun til os via
underjordiske kanaler når vi svøbt
i søvnens pose under nattens myggenet
af sved råber på mere feber

Tanker af strå lægger sig på det
allervarmeste sted i hjernen,
det hele naglet fast med søm og skruer
midt i en sump af meningsløs oversvømmelse:
Tallene viser, at tragten er for snæver: de fleste
dyr vil uundgåeligt sidde fast i kontrastens
skarpe fremkaldervæske: som overeksponerede
falder de giftsyge ud i den ventende
sø af kød

Maj 2008.


Verden ånder
gennem spejlet af papir
og efterlader duggens
fine aftryk – bogstaver af salt
En nethinde af udsagn gennem
bandagen – du får øje på
dyret dér hvor lyset falder
ind gennem hjernens sprække
af metal

Verden er tung og gammel
Økonomerne svæver
som lette fnug i stratosfærens
kogende ozon

Bølgeslag af glemsel
holder dig vågen
som en lampe
i nattens svævende stof
Mens du leder efter spor
i sandet opdager du
at tiden har fundet dine

Som gammel krigsveteran
beholder du hjelmen på
til det sidste, men det hele er
sløret, åndedrættet er for tæt


1.6.2008

Det er sommer på månen i dag

ingen grund til at tage lån i solen
selv om den har så meget

Tekst TV 93.

Min dør
burde ikke ligge lige der
men til venstre
som på snoede græske hoteller
i en tid
hvor al
tekst tv
blev lavet i
Albanske pixilerede strøg.

mandag den 13. oktober 2008

Om kriser

Kan man ikke finde på andet, kan man altid finde en krise, der kradser. Og man kradser igen, og der går hul på bylden. I heldigste fald også betændelse i skidtet. Og det bløder og pletter tøjet og så går tiden da med det. Plefjerner og kogevask. Man sætter sig lidt foran maskinen med tromlen, der kører og kører. I ring. Og man tænker: ”trædemølle”. Det gør én så trist. Trædemøller er per definition triste.

Man forsøger at tænke på noget andet, men tristheden har bidt sig fast, ligesom kulden og krisen. Der kradser. Så man rejser sig og sætter sig igen. Triller tommelfingre. Først den ene vej, og så den anden vej og tju og tju og skomagerdreng. Så triller man igen: først den anden vej og så den ene vej. Bare for at se tingene fra en anden vinkel. Det gør ikke den store forskel. Tommelfingre er tommelfingre, hvordan man end vender og drejer dem.

Så prøver man noget andet. Man fejer lidt for egen dør, for ekempel. Det bliver hurtigt kedeligt og skidtet sætter sig under neglene. I stedet flytter man ind i et glashus. Så kan man kaste lidt med sten. Eller bedre: håbe at nogen kaster med sten. Mod eget glashus. Og der bliver kastet og man råber:
Pas dit eget glashus, så skal jeg nok smadre mit”.
Så går tiden jo med det.

Men som man råber i skoven, får man svar. Og som man råber mellem glashusene finder man sten. Til sin kiste. Dem kan man så rydde af vejen. Mens krisen kradser og vasketøjet tumbler. Man kan også lade være.
Godnat og sov godt

ATMOSPHERE (22)

Joe Strummer & The Mescaleros:
"Walk on the Wild Side" (St. Ann's Warehouse,
Brooklyn NYC, 5 April 2002)
POEMS by TED BURKE
TED BURKE Blog: like it or not

fredag den 10. oktober 2008

Den danske språg

"Der er løbet meget vand under åen siden da."

En dansk "mediefigur" (bl.a. forfatter).

Blådykker

At synge
med
lånte fjer
smykke sig
ved
andres næb
*
at flyve
en himmel
og
dykke et blå
*

Ak!

det er jeg som buer månen over kafé Heimdal/ Saxo Phony, den umelodiøse svindleren/ vill etter nakne silhuetter og velgjørere med fjær i hatten/ tigerbalsam under hvert øyelokk/ jeg!/ buer månen til et lekk krus og drikker ustanselig/ danser på vampyrenes grav/

torsdag den 9. oktober 2008

En digters død

*
tomme recitativer
*
af
*
elfensbenshad
ibenholtssavn
modfasepuls
og
hverken eller
*

Det Ærlige Digt

Døden den dramakvien flakser lifligt
i slipstrømmene fra en flower roterende
a la Rigshospitalets helikopters rotorblade
- når den snitter står blodet så det ligner
et helt springvand - medens jeg står og betagter og
betages af skæbnens potens medens
livet rinder ud af en tilfældig vidunderlagt
hvorpå en knyttet hånd åbner sig langsam
hvorpå en blomst en rypelyng vokser frem af venstre bryst
og den springer ud og jeg plukker den, jeg spiser den, jeg gumler den.

onsdag den 8. oktober 2008

If you go away like I know you will..

















Kunstneren vil være anonym, men jeg kender hendes navn og må gengive maleriet her.

Stop!

Du skal passe på 8 især
når det ligger for dine fødder
som et sæt øjne eller dobbelt punktum
Achtung baby, 2 ringe eller håndjern
der knipser dig fast
knipser dig fast så du ikke
kan bevæge dig over
over eller tilbage
tilbage vent til i morgen
9 er trods alt den højeste Herre
Derefter starter du forfra
une mirage





hva finnes av fjell



hva finnes av språk for fjell



hvilke portretter finnes av fjell



alle tre meget interessante spørsmål vedrørende fjell



her er tre ikke så interessante spørsmål vedrørende fjell:



hvorfor finnes fjell



hvorfor finnes språk for fjell



hvorfor finnes portretter av fjell



dette sier nok mye om meg, og lite om fjell



om diktet, hvis det finnes, sier det ingenting

tirsdag den 7. oktober 2008

En efterårstragedie

Der var en gang et stort træ, der gerne ville være pænt om efteråret. Det ville stå der, hvor det stod på brinken, der, hvor den kærlige og pæne skovsti snoede sig på vejen rundt om søen, som var den lagt af en ulykkeligt forelsket guldaldermaler, og vise sine blades mange farver frem for dem, som kom forbi dernede under kronen. Men denne oktober var en uvenlig én af slagsen, og der gik ikke mange dage, før vinden havde revet alle bladene af træet, og det stod nøgent tilbage, og fremviste sine spinkle grene og slappe bark. Selv de snyltere, der kunne have ventet til, den første nattefrost havde været der, gik i hi i utide, egernene nægtede af kravle op ad stammen. Den var dog for ulækker. Alt i alt var efteråret slet ikke, som træet havde tænkt sig. At gå ind i vinterens udsathed og de mange normale storme som en mosgroet vanskabning, var ikke noget at se frem til. Træet tog en beslutning. Dybt inde i stammen, hvor de største træmuskler sidder, begyndte det at spænde op, og efterhånden som spændingen arbejdede sig udad, blev træet stivere og stivere. Hvis nogen havde været der for at se på det, kunne de have set, hvordan træet efterhånden blev så overspændt, at man skulle tro, at det var invaderet af frost, der fik alt vand i veddet til at udvide sig, og med et lille pfft faldt træet sammen i flere millioner tændstikker (m. svovl). Det tog et aktiveringshold fra den tidligere Farum Kommune hele vinteren at samle dem sammen i æsker, og på dem klæbe små fine billeder af kommunalbestyrelsen.

naturens evindelige fitness

Om efteråret taber naturen sig.
Det er ligesom den går på Nupo kur
Det må være ekstremt usundt
Men fadbamse-daggryet er ovre
Det er tid til at rense ud
Alle de blade der ryger af
Og alle de fedtede grene
Sensommer-slasken
For-vinter dasken
Fuglene flygter
Åååååh
Fittness september
Kronhjorte kardiogrammer
uuuh
Spinning oktober
Havet får Nike-løbe-lort på
Henad november står den så uden et gram for meget
Slank som et siv
Lidt ligesom Elvis i 68
Fuld af overskud
Fuld af fever
Men også lidt overkold og hysterisk spændstig
Naturen i en boksering med tætsiddende læder

mandag den 6. oktober 2008

Jeg har
tunge
fugtige
viskestykker
lagt
over
mig
siddende i
skudtæt
lotusstilling.

NU ER DET SNART NU


Ældste Oktober ligner min far
tænder lyset sent
spreder blod over sengen
Lille mor med venstre kind
vendt på vrangen over puden
"Hvor mange tårer har du?"
"Jeg har 80 resten ligger i bunker."
Den dag han døde var der sne i sengen
og December

fredag den 3. oktober 2008

ATMOSPHERE (21)

CLASH/SPANISH BOMBS
Adam Zdrodowski, POEMS, Jacket Magazine 29

efternat

det er efternat, han sover og har forlængst forladt dagenes manglende berøring og sofaens umagehed, som de tidligere på aftenen delte. nu er han undervejs i søvnen, på vej mod flere dage, flere vågne timer med fjernblik og tavse appeller, for en stund fredet i og af søvnen.
med kroppen formet som et omvendt S, synes han at tegne et spørgsmålstegn mod det hvide lagen.

hun står i døren og betragter ham, hans sitrende øjenlag og den lette savl der har lavet en mørk plet på puden. hun kan svagt høre køleskabets mekaniske vejrtrækning fra køkkenet og møblerne der giver sig en smule, som vånder de sig under nattens åg. hun er helt, helt tæt på skumringsgråheden, hun er opløst og fri af tanker og kan mærke hans krops dufte som en tyngde i rummet. en tyngde der får hende til at skutte sig en smule i den tynde bluse, som fornemmer hun pludselig, at der ikke er rum til hende, derinde bag søvnens dør.

hun mærker trætheden men vil ikke sove, nej hun vil stå her til han vågner.
så vil hun sige ”godmorgen”, mens han vil knibe øjnene sammen for at skærme mod lyset bag gardinerne. han vil strække sig, og hun vil vide at han et kort øjeblik føler sig fremmed, afsløret, nøgen. han vil se på hende med en slags frygt, som læser hun hans tanker og drømme, der handler om alt andet end dem og deres. så vil han skubbe dynen til side og med den også frygten, han vil kærtegne hendes skulder, gå mod badeværelset og svagt mumle et ”godmorgen” til svar.

hun vil vende sig om og forgæves søge hans blik, men han er længe væk, han er trådt ind i dagen og vasker nu nattens længsler af under bruseren.

så vil hun lægge sig på lagnet og søge at fange det spørgsmål hans krop tegnede i nat - hun vil snuse og mærke fordybningen, hvor hans krop har ligget.
og hun ved, at hun vil søge forgæves. at hun må kvæle et savn før det opstår, og søge mod søvnen for at finde.

Uforsigtig omgang

Han optrådte velmenende, og skrev digte, der var ligesådan. Han var kommet direkte hjemmefra med en stak nye skriblerier i tasken og en pæn flok stærke øl. Han havde læst cirka 25 digte op, og jeg var blevet mere og mere irriteret og –tabel. Jeg kunne ikke ha’ det! Det var noget umodent pis, for at sige det rent ud, men jeg handler altså nogle gange, før jeg taler, og jeg blev nødt til at klappe ham hårdt på kinden. Han kaldte det for et slag. ”Må jeg be’?”, sagde jeg, idet jeg véd med mig selv, at jeg ikke er voldelig, men nogen eller noget, hvilket i mit tilfælde kan være det samme, måtte få ham rystet så meget, at han ville skifte synsvinkel og indstilling. Jeg havde jo kun tjattet til ham for hans eget bedste. Det var, og det kan jeg ikke betone kraftigt nok, ikke et slag. Hvis jeg havde slået ham, ville han ikke længere have været at tælle blandt de levende, og jeg havde ikke til hensigt at myrde ham mere end tilstrækkeligt. Men det nytter ikke med det dér velmenende, altfavnende, filosofiske, middelmådige, lommeplatte pjat! Han tog sig til underkæben, og jo, det var måske mere en kajetrækker, en gedigen uppercut, end en lussing, han havde taget imod fra min velmenende (en positiv betegnelse i denne forbindelse) hånd, der knap nok havde strejfet ham, og det siger noget om hans almene konstitution. Man må gøre sit for at få folk på ret køl og få dem til at bevæge sig i den rigtige retning, få dem på rette kurs, for nu at blive i det maritime, så de ikke kuldsejler i banalt vås, som er lige så farligt et farvand som Sargassohavet og Bermuda-trianglen. Da han havde læst nok af digte om i sit køkken pludseligt opdukkende påfugle, der jo egentlig blot var en lettere abstraktion over de høns, der altid havde bevæget sit rundt i hans hus, om kold kaffe med mælkeskind, om hvor dybt banaliteterne stikker etc., var der jo nogen, mig, der måtte få disse overfladiske ligegyldigheder rystet løs fra hans oversensitive hjernes vindinger. Måske var det lettere prætentiøst af en klamphugger som mig selv, at gøre sig til domsmand og eksekutor, men helt grundlæggende, drejede det sig først og fremmest om, at jeg ville slippe for kvalmen. Han blødte lidt, og jeg gav ham en nogenlunde ren klud at tørre sig med, og når jeg siger nogenlunde, er det fordi, jeg opdagede, at jo mere han tørrede sig, jo mere forsvandt hans ansigtstræk. Jeg kiggede efter, hvorfra jeg havde taget kluden. Det havde jeg nemlig forsømt i første omgang. Det viste sig, at den kom fra en kasse med klude og væsker, jeg bruger til at opløse irriterende ting og sager – og uvelkomne dyr. Jeg dækkede i skyndingen et par næsten opløste påfuglehalefjer til. Jeg ville jo ikke føje spot til skade. Jeg sagde ingenting, men det, der fandt sted foran mig, havde fanget min interesse. Det var jo et ganske fortrinligt terror- og overraskelsesvåben. Jeg mener nok, at han sagde en hel del, mens han således ømmede sig og viskede mere og mere af sit ansigt ud, men jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad det var. Måske var det noget af det dér: ”Av, for helvede, marn! Hvorfor fanden gjorde du det? Idiot, mæfikke” … og sådan noget. Jeg lod ham tale. Han kunne alligevel ikke sige noget, jeg ville finde interessant. Det viste hans skriverier mig. Jeg lod ham tale, mens jeg så, at hans næse blev væk, men i stedet for at efterlade et hul, der skulle fyldes som Tycho Brahes, blev ansigtet blot fladt og så lyserødt som en barnerumpe. Det blev ved, og til sidst var alle hans ansigtstræk væk. Hvordan han stadig kunne se og tale og høre, for der, hvor ørerne skulle være, var der ligeledes bart og glat, kan jeg ikke sige, men det var med til at gøre det mere interessant end et almindeligt syreangreb. På et tidspunkt gik han på toilettet, men kom hurtigt skrigende og råbende tilbage til stuen – eller værkstedet – hvor vi havde siddet. Igen sagde han en hel masse, og igen hørte jeg ikke efter. Kald mig bare kold, men jeg har jo forklaret sagens sammenhæng én gang. Jeg knappede endnu en 47’er op til ham og skænkede ham også et tandglas whisky, men han spildte det ned ad sig, da han ikke kunne få det indenbords. Munden manglede ligesom, og det er ikke noget, der ligefrem gør det lettere at drikke. Jeg fandt et gammelt dropstativ frem, hvorpå der stadig hang en tom flaske, der engang havde være formaldehyd i. Den fyldte jeg nu med en blanding af førnævnte varer. Jeg fandt også en gammel og stump kanyle, som jeg bruger til at fylde blæk og tusch i diverse små beholdere med, og jog den i armen på ham, og allerede efter et par minutter blev han roligere. Der måtte dog have været nogle rester af kemikalie i slangen, for efter at være gået omkuld med et par krampeagtige spjæt, fik han den dér underlige farve og overflade, som f.eks. balsamerede får. Nå, men han faldt dog på en måde til ro, og jeg kunne fortsætte med det, jeg have været i gang med, før han kom for at læse sine umanerlige digte op. Jeg fik opløst resten af påfuglen, katten og hans enlige ged, og gik i seng til en god nats søvn. Der er intet, der er så godt, som at hvile efter veludført gerning. Dog lagde jeg mig på sinde, at jeg for eftertiden måtte mere omhyggelig med, hvor jeg lagde mine kemiske klude. Jeg besluttede mig for, at han, hvis han vågnede, kunne få bygget et nyt sæt ansigtstræk af de optøede kyllinger (5 for 200 kr.), som alligevel lå og rådnede i køkkenet. Sådan noget er jeg god til. Jeg kan nævne adskillige kendte personer ved navn, som har været turen igennem, men af helt andre årsager.

onsdag den 1. oktober 2008

Symphony

En orm borer
pibler frem vælter
rødder
som livet er på jorden
det skriger
vildt i riste
vrister sener
svaler stiger
svinder vind
omkring aorta
bruser bryster
imod udstødte
børn
ridser med knive
blev du nysgerrig?
ja, en chance
What a chance!
se det
en chance
lydene stiger
en periode med sprog
formuleret til:
alle er kunstner
en stol med blod og vox
stress lægges på materialer
enhver hemmelighed
fornægtes
ingen ord bruges
monotone lyde stiger
varme skulpturer
men sproget/hænger på spørgsmål
om sprog
dem der kender verdens sprog
altså du og jeg?

Et billede

KRABBESHOLM SKOV

Jeg ville tage et fotografi af dig dengang.
Du håbede.
Du grinede .
Og du kiggede på mig.
Og du kiggede på min søster.
Og du kiggede på anemonerne.
Og du kiggede på bladene.
Og du kiggede på grenene.
Og du kiggede på træerne.
Og du kiggede på skyerne.
Og du kiggede på solen.
Og du kiggede på himlen.
Da du glemte at være lidt bange.
Men det gjorde jeg ikke. Det glemte jeg.
Men. Det gør jeg nu
BLITZ! KAPOW! Og nu
Er du her.

Hver nat får jeg den idé, som skal redde dig
Men jeg glemmer den, når jeg vågner igen.

Når jeg vågner. Har jeg glemt
I søvne. Husker jeg alt
Det er. Upraktisk

Et HÆ
er en osteklokke
dinglende
over et hampereb
med rådne måger
der sluger hinanden
fra røven til halsen.

Kommunikation...

Det er fint at snakke sort
Talen flyver længere bort
Sproget er jo stadig vort

Men hvorfor er det stort
At skrive sort
Nammenam og dikke dikke
Se det forstår jeg ikke!

Man skulle tro
Kommunikation bli’r go’
Når budskabet er klart
Det ville da være en start.

Nej, det er den første oktober nogensinde