Uforsigtig omgang

Han optrådte velmenende, og skrev digte, der var ligesådan. Han var kommet direkte hjemmefra med en stak nye skriblerier i tasken og en pæn flok stærke øl. Han havde læst cirka 25 digte op, og jeg var blevet mere og mere irriteret og –tabel. Jeg kunne ikke ha’ det! Det var noget umodent pis, for at sige det rent ud, men jeg handler altså nogle gange, før jeg taler, og jeg blev nødt til at klappe ham hårdt på kinden. Han kaldte det for et slag. ”Må jeg be’?”, sagde jeg, idet jeg véd med mig selv, at jeg ikke er voldelig, men nogen eller noget, hvilket i mit tilfælde kan være det samme, måtte få ham rystet så meget, at han ville skifte synsvinkel og indstilling. Jeg havde jo kun tjattet til ham for hans eget bedste. Det var, og det kan jeg ikke betone kraftigt nok, ikke et slag. Hvis jeg havde slået ham, ville han ikke længere have været at tælle blandt de levende, og jeg havde ikke til hensigt at myrde ham mere end tilstrækkeligt. Men det nytter ikke med det dér velmenende, altfavnende, filosofiske, middelmådige, lommeplatte pjat! Han tog sig til underkæben, og jo, det var måske mere en kajetrækker, en gedigen uppercut, end en lussing, han havde taget imod fra min velmenende (en positiv betegnelse i denne forbindelse) hånd, der knap nok havde strejfet ham, og det siger noget om hans almene konstitution. Man må gøre sit for at få folk på ret køl og få dem til at bevæge sig i den rigtige retning, få dem på rette kurs, for nu at blive i det maritime, så de ikke kuldsejler i banalt vås, som er lige så farligt et farvand som Sargassohavet og Bermuda-trianglen. Da han havde læst nok af digte om i sit køkken pludseligt opdukkende påfugle, der jo egentlig blot var en lettere abstraktion over de høns, der altid havde bevæget sit rundt i hans hus, om kold kaffe med mælkeskind, om hvor dybt banaliteterne stikker etc., var der jo nogen, mig, der måtte få disse overfladiske ligegyldigheder rystet løs fra hans oversensitive hjernes vindinger. Måske var det lettere prætentiøst af en klamphugger som mig selv, at gøre sig til domsmand og eksekutor, men helt grundlæggende, drejede det sig først og fremmest om, at jeg ville slippe for kvalmen. Han blødte lidt, og jeg gav ham en nogenlunde ren klud at tørre sig med, og når jeg siger nogenlunde, er det fordi, jeg opdagede, at jo mere han tørrede sig, jo mere forsvandt hans ansigtstræk. Jeg kiggede efter, hvorfra jeg havde taget kluden. Det havde jeg nemlig forsømt i første omgang. Det viste sig, at den kom fra en kasse med klude og væsker, jeg bruger til at opløse irriterende ting og sager – og uvelkomne dyr. Jeg dækkede i skyndingen et par næsten opløste påfuglehalefjer til. Jeg ville jo ikke føje spot til skade. Jeg sagde ingenting, men det, der fandt sted foran mig, havde fanget min interesse. Det var jo et ganske fortrinligt terror- og overraskelsesvåben. Jeg mener nok, at han sagde en hel del, mens han således ømmede sig og viskede mere og mere af sit ansigt ud, men jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad det var. Måske var det noget af det dér: ”Av, for helvede, marn! Hvorfor fanden gjorde du det? Idiot, mæfikke” … og sådan noget. Jeg lod ham tale. Han kunne alligevel ikke sige noget, jeg ville finde interessant. Det viste hans skriverier mig. Jeg lod ham tale, mens jeg så, at hans næse blev væk, men i stedet for at efterlade et hul, der skulle fyldes som Tycho Brahes, blev ansigtet blot fladt og så lyserødt som en barnerumpe. Det blev ved, og til sidst var alle hans ansigtstræk væk. Hvordan han stadig kunne se og tale og høre, for der, hvor ørerne skulle være, var der ligeledes bart og glat, kan jeg ikke sige, men det var med til at gøre det mere interessant end et almindeligt syreangreb. På et tidspunkt gik han på toilettet, men kom hurtigt skrigende og råbende tilbage til stuen – eller værkstedet – hvor vi havde siddet. Igen sagde han en hel masse, og igen hørte jeg ikke efter. Kald mig bare kold, men jeg har jo forklaret sagens sammenhæng én gang. Jeg knappede endnu en 47’er op til ham og skænkede ham også et tandglas whisky, men han spildte det ned ad sig, da han ikke kunne få det indenbords. Munden manglede ligesom, og det er ikke noget, der ligefrem gør det lettere at drikke. Jeg fandt et gammelt dropstativ frem, hvorpå der stadig hang en tom flaske, der engang havde være formaldehyd i. Den fyldte jeg nu med en blanding af førnævnte varer. Jeg fandt også en gammel og stump kanyle, som jeg bruger til at fylde blæk og tusch i diverse små beholdere med, og jog den i armen på ham, og allerede efter et par minutter blev han roligere. Der måtte dog have været nogle rester af kemikalie i slangen, for efter at være gået omkuld med et par krampeagtige spjæt, fik han den dér underlige farve og overflade, som f.eks. balsamerede får. Nå, men han faldt dog på en måde til ro, og jeg kunne fortsætte med det, jeg have været i gang med, før han kom for at læse sine umanerlige digte op. Jeg fik opløst resten af påfuglen, katten og hans enlige ged, og gik i seng til en god nats søvn. Der er intet, der er så godt, som at hvile efter veludført gerning. Dog lagde jeg mig på sinde, at jeg for eftertiden måtte mere omhyggelig med, hvor jeg lagde mine kemiske klude. Jeg besluttede mig for, at han, hvis han vågnede, kunne få bygget et nyt sæt ansigtstræk af de optøede kyllinger (5 for 200 kr.), som alligevel lå og rådnede i køkkenet. Sådan noget er jeg god til. Jeg kan nævne adskillige kendte personer ved navn, som har været turen igennem, men af helt andre årsager.