søndag den 26. september 2010

bikkjene har stilna
det er flere uker siden
fuglene skulle landa
ved bjørka her ute
står det en jeg aldri har sett før
fra sola står opp til sola går ned
leser jeg hvemsomhelst
og nyser i margen

ellers ingenting

jeg sover med lyset på
jeg våkner med knytta never
jeg er redd for å dø som alle andre

KVINDEHÅND

hun var født med hareskår
kanindræberkurset
kom først til senere
men uanset hvordan
jeg vender og drejer det
havde hun grønne øjne den nat
og det overstiger min
fatteevne hvordan
hun kunne tage fejl af
en kanin og min manddom
AV FOR HELV....

søndag den 19. september 2010

fredag den 17. september 2010

torsdag den 16. september 2010

Xiphos

Det er den frie viljes
Skygge
der binder mig
Og blodet der sultent
driver kroppen frem

tirsdag den 14. september 2010

våkner og har glemt hvor jeg er ikke her
er det jeg er ikke her er det jeg er ikke her er det jeg

mandag den 13. september 2010

u/t

Det er mere eller mindre tilfældigt hvor mange hjemløse der sidder på en given bænk på et givet tidspunkt, men det ændrer ikke på, at de altid synes mere ægte lige først på aftenen i solskin, hvor man selv er ædru og hvor de igen har glemt at skamme sig over deres vaner.

ATMOSPHERE (41)



The Post-Literate (R)Evolution:
MY LIFE WITH ANN 1,
THE BOYS FROM AMAGER II,
TWO YEARS AGO, TODAY
&
Postmodern Culture
(3 digte)
&
Otoliths #18 ("Warrior I & II" + digte)
&
BLOGS:
p-ramblings (Bill Allegrezza)
&
Samizdat Blog
&
In Quire

onsdag den 8. september 2010

lørdag den 4. september 2010

Messe for de synstrætte

En kolossal fladskærm af muligheder. Der er hul igennem
til ingenting. Jeg kan mærke, hvordan begrænsningen hænger ansvarsfulde folk langt ud af halsen. På den anden side af aftenen en svaleagtig fornemmelse af tid. Himlen og jorden mødes i et aftalt puslespil (og rødmer i kontakten). Synkrone svar. Hvordan navigere sig ind under huden på en fortløbende

identitet? De skakternede embedsmænd i forkontorene giver ingenting fra sig. Alle spiller med kort i ærmet. Jeg har forgrebet mig på Geodætisk Institut for at finde ud af, hvor meget min baghave er sunket. To milimeter på tredive år. Om nogle lysår hænger jeg nok tungt nede i sumpen. Dernede fra får jeg svært ved at følge med i den

tyske bundesliga, eller hvad det nu hedder til den tid. "Når du bliver slået (hårdt), er det ikke slaget i sig selv, men slaget for sig selv, der tæller - du bliver altså ramt i tanken en lille smule foran selve slaget, og allerede denne tanke skubber slaget endnu længere væk, snart kan du spørge dig selv om det overhovedet har

været der. Pelikaner i selve saksen er hjernens tyngde", truttede den underfundige
filosof og forsvandt i fjernsynets tykke tåger - en dirrende membran at delikate synsforstyrrelser. En gribende tom
fornuft satte sit mærke
i rummet