tirsdag den 30. september 2008

Mikado

Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen - gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Det er så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om hyldeblomster og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen

Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevede og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og det godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.

Havde det bare været en flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel altid tilstede. Hendes vrede er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hvorfor hun i stedet har valgt tristheden. De nedslåede øjne synes langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Åh jo, hun bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Og får således sin tyste appalus af uudtalt medfølelse. Hun opnår krigsveteranens fredning, og hun ved det.

Og vreden? Den lægger sig som giftig spy bag hendes malede øjenlåg og udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller de stadigt flere spydigheder i hjørnerne. På det seneste er hun også blevet stadig mere fraværende fra jobbet. Migræne, forstås.

Taunus bl.a.

Der skal ske noget, statsminister, du ser en rød gavl visne sten er mørke andre lyse og på det jævne, der skal ske noget du er i motoren i en Taunus, kender ikke forskellen på et-årige og fler-årige planter, der sker noget i en sten hvorfor ikke nævne de lyde hvor er det vanskeligt med rytmen overalt, også når den ikke er der, det er måske det inderlige, var på vej i en grå (bil) mekanikerne er skam ikke mekanikere de skifter hjul og alt det, hverken kommaer eller associationer skaber fremdrift eller forbrydelser for ikke at prale med drift et centrum cirkler forbi jeg hader jo påfund, Jobim! Det skal være virkeligt virkeligt virkeligt, det samme siger min ven han elsker at finde på, men jeg er imod, kan ikke li det, det er uværdigt. Så go back, go back. Måske til en gammel moderne opfattelse a la Borroughs ævl om handlingen i centrum han skød træskiver med geværet og solgte dem til gallerier træet flosser uden om hullet danner bestemte figurer afsætter farver interessant eller måske ikke, men skyhigh prices ifølge William vender man med dét tilbage ikke frem tilbage handlingen i centrum. Og jeg havde ikke tænkt på det historiske aspekt, statsminister, selv om der er flere ting såsom at aktionen på det tidspunkt helt tilbage til hulerne, og også senere, ikke kun er hel, det skønne ikke adskilt fra håndens bevægelse ejheller fra religion riterne myterne og hvad har vi, vi har senere udsondret det fra al ting som spyt vi har i munden spyttet, spyt, statsminister, spyt, siger jeg, måske er det myter som rifter, statsminister, ikke en performance på den måde okay pointen der skal vi hen igen på en anden måde jeg spørger, er det ikke forældet for 7.000 år siden, fluxus bliver det ikke ret kedeligt ret hurtigt man vil ikke dø af grin konstant, okay, det vil man måske ...
... men jeg tror nærmere det er kravet om friskhed autencitet kriteriet når alting løber guderne ved sikkert hvorhen, det må ikke være guderne i mig, ikke i mig, the piano has been drinking, og William satsede i performance på at være sjov dét sku være sjovt ikke ham og ikke for ingenting lignede han W.C. Fields og var på mange måder moderne, interessante ting fra 30erne sachen aus die dreizigerjahre men dels hvem er han ikke samtidig med, han blev ikke 214 år dels er han på en dels-måde med i alting det med moderne eller ikke er frygtelig forældet i øret i hjørnet i klubben i svømmehallen i søvnen en dagsorden, det er jo frygteligt.

Nekrolog - Allan Olmehud

Forhenværende Jørgen Nakke, senere Allan Olmehud, er død efter en tids sygdom. Manden, som blev kendt som Allan Olmehud, blev døbt Jørgen Nakke, men tog navneforandring, da han blev optaget i Dansk Tyrenakkeloges lokale afdeling i Herlev uden for København. Her forløb hans liv sig i dybeste ubemærkethed gemt bag den massive hemmeligholdelse, der er logens kendemærke. Det eneste, man i skrivende stund kender til den, er dens navn og Olmehuds medlemskab, som den nægter at udtale sig om, lige som den nægter at eksistere, udtaler logens talsmand N. N. (Niels Nielsen? kendt fra adskillige verserende sager om hemmelige selskaber og loger, der ligeledes hævder, at de ikke eksisterer) til pressen. Olmehuds personlige data og hans fødsels- og dåbsattest er således stemplet: Ikke-eksisterende af en embedsmand, der i midt 70’erne var medlem af logen, men fik sit medlemskab annulleret, da man tilsyneladende fandt, at han led af en vis overivrighed. Jørgen Nakke efterlader sig ikke, og Allan Olmehud er død af pæleorm i hjernen, som han pådrog sig under et forsøg med at trepanering efter manuskripter fundet i det daværende Esrum Kloster. Manuskriptet foreslår ikke, som Nakke/Olmehud hævdede, trepanering udført i gamle træbygninger eller på bunden af Esrum Sø; det beror på en oversættelsesfejl. Hvorvidt Nakke/Olmehud er eller skal bisættes, står hen. Pårørende kan henvende sig.

mandag den 29. september 2008

Hvad samtale vil sige

Nu skal jeg sige dig en ting, tung som et åndedræt, så træk vejret dybt, for du skal ud, skal du, ud, sagde jeg, hører du, hvad der bliver sagt, kan jeg godt fortælle dig, for du skal til samtale, sagde jeg, og jeg skal lære dig, hvad samtale vil sige.

Svigt

Der råbes fra gaden
og lyset går ud ved højlys dag.
Svigt du aldrig ville tro, mens en kniv
falder larmende til gulvet
og latter høres langt borte.

søndag den 28. september 2008

ØK i DEN SIDSTE HAL torsdag d. 2. oktober 2008



tonen høres længe efter fingre har slået den an

Klaveret spiller et brev med dine fingre

vandet vægtløst og skrøbeligt

Dét lungerne ånder forgæves blæses

hen over en blå nocturne

ØjeBlik

*

for mange øjne
for få blikke

*

HCA & demokratiet

Det ærgrede ham en kende, at hans hår omkring nosserne & pikken mere og mere kom til at ligne den sørgelige pels på hans hund, når denne var våd. Det måtte være alderdommen, jævnfør den forholdsvis unge H.C. Andersens stritte overskæg, en maske med grå strint. Havde HCA i øvrigt ikke haft et lidt vaklende forhold til demokratiet i sin vorden? Han knaldede kruset i bordet og satte sig, i nævnte rækkefølge. De andre to ved bordet gibbede om kap, skønt de kendte ham, han knaldede kruset i bordet, kaffen blev inde, det var hans måde at gøre opmærksom på, i den grad groet ind i ham, habitus fra guderne må vide hvornår. Han knaldede kruset i, med en kop var det aldrig gået. Her var så HAN.

lørdag den 27. september 2008

SULT

udveksler skriftsteder

SKRÆMMER

er der forskel på terror?
der er mange der sulter, men de er ikke terrorister!...

FORSTÅR DU DIG PÅ COCA-COLA?
_"_ _"_ MURE,
ARBEJDSLØSHEDSMURE?

fish'n'chips børn og vrede folk afhængige af vold...
fatter de fleste

(Jeg vil ikke sige ordet ANTI-KR)
ANTIK ANTIK

PRÆSTER PRÆDIKER FORBI BLUSERS "luk røven"

og tænk hvis der ikke fandtes børn man kunne tage op og holde om
eller dug på græsset? Så ville man da opfinde det, ikke?
Man ville pludselig begynde at tro på noget, fordi hvem kan leve uden dug på græsset?

SULT - det HEDDER SULT!!!

efter det man ikke forstår...der er altid noget man ikke forstår...fatter du det?

udover marker
er du der i stilheden
ved siden af mig?

Under bordet

De elsker dig under bordet til du til sidst ligger rallende stiv som en opløst nonne der takker nej til flere genstande fra Gud / De elsker dig under bordet til du til sidst udspytter dråbeformede mænd der elsker for meget / De elsker dig under bordet til du til sidst drømmer om vin der bliver til vand / og et Happy meal fuld af had

torsdag den 25. september 2008

Enkel luksus og elegant hygge.

Hvordan stænger man vreden inde, alene hjemme med de rigtige detaljer og hjemmelavede rædsler, små fine tuschtegninger og rigtige ægte oliemalerier af virkelige kunstnere, nej, de er ikke købt i Ilva og da slet ikke i Aldi, hvad tror hun egentlig, vi er for nogen, om vi må spørge, siddende ved bordet med kaffe fra Riccos og Limoncello, blandet i et surt opstød og spyttet ud i hinandens ansigter som en vrængen over den dårlige smag, i gensidig frygt for den andens afslørende blik ind i planer om flugt fra det smagfulde helvede, vi har bygget sammen og tapetseret med æstetiserende adjektiver, attributter og andre accessoires, fundet i de glittede håndbøger for middelklassefamilier med respekt for sig selv.

ManiFest

Det er ord i stridende strømme, som lunkne supper og varme omslag, de luner og lindrer men holder ikke en meter, så der må nyt på menuen, andre boller på dåsen, andre syn for sagn, nye øjne i nakken, lægge til, trække fra, lægges fra om man vil, som snøren om halsen og garnet om barnet, langt fra hjerte og smerte og nedslået blik

det er pondus der mangler, det er viljer og veje, det er liv og levned og lagkagefest, ingen følen og dvælen, ikke frem og tilbage, det er enten eller - take it or leave it, før døren lukkes og fælden klapper, før klokkerne ringer og masserne måber og spørger hinanden, hvem ringes der for?

slut på selvomsorgsdage og barselsfeber, intet nedsunket livsmod og feberhåb, det er slut med at fejre et punktum om dagen, slut med jubel og glæde over ret, rim og rusk, nu skal der knokles igennem og smøges ad åre, agurk på pølsen og vand til maden, det er slut med at drømme om kildevandskærtegn, om luftfrikadeller og bølget hår, nu er det ind i kampen, det er ud af kroppen, det er frem i skoen, igen og igen og igen

Fælde

smil er beskidt luksus på en dag som i dag
børn med is løbende foran sig
vi kvæles i solen smiler leger røver og politi
kommer til skade og griner
klæber til kraniet viser konturerne
ormædt græskar men det er fremtid
først får jeg bryster og børn der
løber foran mig mens jeg spiser deres is
sætter mig på gravens rand læser en bog og dør
derefter har jeg det sådan at jeg myrder dig hvis du
går din vej hvis du har det sådan i dag

onsdag den 24. september 2008


LEGEBARN

Mit hus er et rum for døende børn –
Her leger de og glemmer deres mor –
De har kun øje for hinanden –

Deres blå øjne lyser i døde hjerter – de dunkende små bryster – en, latter, der aldrig forstummer, men bliver til kød –

De glemmer deres mor, som gav dem deres død –

”Vi er mange, der har det som jeg.”

Han forestiller sig, at han en dag, af sig selv, opnår netop den tilstand af færdighed, modenhed eller hvad det nu hedder, der automatisk resulterer i, at alt han derefter giver sig i kast med lykkes. Han sætter sig ned og venter ved et vindue, der vender ud mod gaden. Hans mor og skiftende kærester, som han egentlig synes er for grimme, og som han får kontakt med på nettet, sørger for at holde ham i live. Der skal mere og mere til. En dag møder 3 stærke mænd op, og 2 af dem løfter ham, mens den 3. placerer et stærkt sugende flytoilet under ham. En gang om måneden kommer en mand iklædt et fluekostume og sprøjter mod kryb. Skiftende regeringer kender ikke til hans eksistens, men han har lavet en hjemmeside, der hedder: ”Vi er mange, der har det som jeg.”

4 kugler i Kongens have

Når jeg ser din mine, bli'r jeg glad!

( Melodi: ”Det’ hammer, hammer fedt…”)

Du ved, jeg er et kvaj ;
men jeg elsker dig
Du syn’s, jeg er for syg
Den sang er ikke ny
Jeg er for alene
Du kan bli’ den ene
Men du syn’s, at jeg er alt for syg.

Du ved, jeg er et kvaj ;
men jeg elsker dig.
Og du er bare sød
Og jeg er alt for blød.
Jeg ville gerne dele
mit liv med dig – det hele
Men du syn’s, at jeg er alt for blød.

Jeg har jo nu i sinde,
at du skal bli’ min kvinde
Men jeg er jo for lad
og du er ikke glad.
Men du er af de fine
Jeg skal bare grine
Når jeg ser din mine
- bli’r jeg glad!

Min sang er alt for syg
Jeg laver snart en ny
Gi’ mig så det kram
Det er jo ingen skam.
Så, nu lad dog hjerte
Rime lidt på kærte!
Du og jeg er ikke gjort af bly!

tirsdag den 23. september 2008

fortællingen om

måske skulle man skrive historien om sin mor. eller historien om en moder. ja egentlig ville man helst skrive om sin far, som man desværre er så ulykkeligt bundet til, at det ville blive en tragedie på c-niveau, en farce, en casestory i et 10.klasses undervisningsforløb i basalpsykologi. for klichefyldt, ligesom.

nå anyway, man skriver om sin mor istedet. den ømme mor. selve billedet af selvopofrelse og slidte hænder. alt det hun gør for at glæde andre og som for langt den overvejende del misforståes eller tages for givet. og der står hun så, moderen, med alle sine talenter og sine drømme og sit begær efter bekræftelse og venter. men der kommer ikke noget. ingen tak. ingen taknemlighed. ingen bukken eller skraben.

og pludselig bliver stilheden så høj. truer med at sprænge trommehinderne. og hun føler sig til grin, klædt af, forladt og snydt. lidt ligesom kontaktannoncer med løfter om kærlighed og lad os mødes og drømmen om den eneste ene. og de mødes og han er dorsk, ukvik og ustyrlig kedelig. og hvor fanden blev den eneste ene af? ja han står stadig et sted i kulissen og griner.

pludselig føler hun sig til grin, og gu fanden om hun vil være til grin. så hun bider af - bider i - det sure æble. eller lukker af og lukker ude. og vreden bliver en klump i maven - en vrængende bøvs ved middagsbordet. og hun ved godt, at det sandt hvad de siger, de andre, uden ord men med øjne tunge af bebrejdelse. at vreden er uberettiget, forkert, for meget. og hun hører dem tale om ”de små børn i Kina og de sultne i Afrika”, hun hører dem tale om proportioner og: ”se, så kan man tale om problemer”. og hun bærer stadig rundt på sin indre uformelig vrede, en gustengrå tunghed og ved, at det er en fis i en hornlygte.

så tag den væk, væk, ud, bort, forsvind, heraus.

men vreden forsvinder ikke, den lurer, gærer, fylder det meste. og hun vil ikke se det, ikke se det i øjnene, ikke mærke det. nej hun vil udvise ydmyghed og ansvarlighed og gemme vreden væk og fungere. så hun fortrænger og gemmer og skjuler og pudser sølvtøj om natten, lufter sengetøjet om dagen og det hele med en ildhu aldrig set magen. hun pakker i kasser og pakker ned, stabler og lukker kapitler af et liv, hun aldrig har levet.
og hun er ikke vred, nej hun er bestemt ikke vred, bare træt, så umådelig forbandet træt. kan ikke holde sig oprejst, så hun lægger sig, lægger våben. lægger låg på. det hele.

og lever det halve

mandag den 22. september 2008

Barnebytte

Hvis jeg ikke havde vendt ryggen til, var det måske aldrig sket. Men det er mig i en nøddeskal: jeg vender gerne ryggen til, eller rettere: jeg vender gerne forsiden af mig selv væk, for dér er jeg blød og nem at såre, men jeg kan dog ikke, som visse dyr, rulle mig sammen for at dække bugen, ikke fordi jeg ikke er smidig nok, men fordi menneskenes verden, som vi har formet den gennem de sidste årtusinder, ikke er indrettet til sådanne pludselige forsvarsstillinger. Der er altid møbler eller andre genstande i vejen, og så siger den almindelige etikette, at man ikke sådan bare kaster sig ned og ruller sig sammen, når man er sammen med andre mennesker. Måske lige undtagelsesvis i idrætssituationer, hvor det er en del af kropsforædlingsadfærden, at man indtager almindeligvis uhensigtsmæssige positurer, men sådanne situationer gør jeg meget for at undgå. Hvis jeg ikke havde vendt ryggen til, fordi jeg var nervøs for at blive såret – eller ubekvemt ramt – var det måske ikke gået så galt. På den anden side, kunne jeg jo ikke vide, at barnet havde gemt bogen på maven, og hvis jeg havde været klar over det, var det ikke sikkert, at jeg ville have opfattet situationen som alvorlig, idet barnet ikke, hvad på sin vis er mærkeligt nok, havde tænder, selvom det var godt og vel 4 år. Men det var til gengæld et gammelklogt barn. Det havde den mærkelige evne, at det sugede visdom gennem gummerne. Når det havde tygget i en bog, kunne det bagefter genfortælle den, opsummere, udlægge og fortolke (fordi det også havde tygget i resterne efter et kuldsejlet studie i litteraturhistorie), og i begyndelsen var det til almen morskab, og det genfortalte simple og naive historier om giraffer og aber og tomater, men i længden blev det ensformigt. Barnet havde selvfølgelig opfattet og taget til sig, at vi andre morede os over denne lidt aparte evne, og tog imod vore klapsalver og latterudbrud med stor glæde – og begærlighed. Og det tænkte vel, at hvis det var morsomt én gang, kunne det også være morsomt flere gange. Men det var det ikke! Barnet kendte ikke til den hærdelsesmekanisme, der plager de fleste voksne, og som gør, at ting og hændelser, der i første omgang vakte en vis moro, med gentagelserne bliver plagsomme trivialiteter. Så det satte i gang med at tygge sig gennem reolerne med bøger meter for meter. Og det blev plagsomt. Det var ikke længere morsomt, at blive afbrudt af et barn, der rev én i buksebenet og udsagde dele Proust, Grotrian, Major Sørensen, Homer, Marquez og Melville (og kommenterede dem) for ikke at nævne opslagsværkerne med faktuel viden, så vi isolerede barnet i et rum med almindeligt legetøj og et fastmuret tv, hvor vi afspillede tegnefilm beregnet til de helt små, lejede nogle jævnaldrende det kunne lege med, og efter et par uger var det ved at blive som et normalt barn. Det legede og sagde almindelige barnelyde, d.v.s. noget, der lignede almindelig tale, nogle selvopfunde ord og nogle andre lyde, der skulle udtrykke det, barnet endnu ikke havde opdaget ordene for; hvis de da fandtes. Det var ikke til at blive klog på, det barn. Der var et eller andet inden i det, som ikke skulle være i et menneske af den størrelse og alder. Da barnet fik fat i landkortene, vejkortene og hylden med atlas, blev det ikke til at holde ud. Det var én lang opremsning af europæiske hoved- og motorveje med byer og sidegader og lokaliteter. Vi blev enige om, at barnet ikke var i orden, og vi gik ned og fik det byttet til strikkemaskine (det var det bedste tilbud den dag), og siden var der ingen mangel på trøjer og strikket tøj i familien, som nu var skrumpet lidt.

MEN MOR ER I STUEN

Jeg går op af trappen. Jeg kan ikke finde mor. Men mor er i stuen. Jeg kan ikke glemme mor. Men mor er i stuen. Jeg har gentaget de skridt op af trappen. Og nu går jeg nedad igen. Og nu går jeg opad igen. Jeg har fundet min mor. Men i oktober mistede jeg min cykel. Så går vi bare baglæns og finder min cykel. Det er nemt at gå baglæns. Så vil jeg også finde far. Jeg mistede far for syv år siden. Jeg går mange skridt baglæns af trappen. Jeg går syv år baglæns og ender i et hav. Jeg vil svømme ud til de store verdenshave, siger du. Jeg vil være en havmand. Men du er jo død, siger jeg. Men jeg er levende, siger du. Og jeg ved ikke. Jeg er levende. Endnu. Jeg går syv år baglæns og for langt ud i et stort hav. Der er for dybt nede på bunden af havet.

Poetaktisk II


......og der er meget skov og megen skygge og ikke mindst den her velsignede ro når tingene ikke giver overskud, men som et sort hul suger kraft til sig og giver fyldigt underskud: træk mig ind til dig, æd mig, opslug mig, fyld mig, og lad mig forsvinde i centripentaltekst, og nok er måne og stjerner og sol og univers tykt af udtjent gerning, men ikke desto mindre er det jo stadig en virkelighed der banker derudaf ovenpå og som vi forsøger at gøre til vores, men som jo er fløjtende ligeglad, og stjernerne de lever sgu sit eget liv og det samme gør alt det andet, som vi vil eje og være en del af, men vi kan fange det med ord og et sekund gøre det til nærvær og tryghed og tæthed uden galaksers fjernhed og tusinder og atter tusinder af kilometers distance, vi kan ikke bare skrive det savn vi mærker, vi kan også skrive det savn vi ikke mærker og måske kan komplementariteten ophæve hele lortet .....


søndag den 21. september 2008

På med vanterne

Gro et barn ud af hver en finger
og plir med kloder ti

når neglene blir bløde
får du flere

Frekvenser

Højfrekvente ordsammensætninger
er statistisk signifikante, som planlagte gennemsnits-
familier til at regne med, kedelige vil nogle 
sikkert sige 
og indimellem
når gamle vaner og faste dage, kæder, tøjret 
til en fast forankring, vender og vrider sig af led
når hovedstrømmens brede flod
munder ud i et bristefærdigt øjeblik

fredag den 19. september 2008

modsat mosaik II

Går man bag om havneskuret og lidt til højre, vil man se den afskallede træbænk. Der står den og glor på dovne måger og lossekraner, der langsomt slæber sig over himlen, som har de undervejs glemt hvorfor og hvorhen.

Her lister gule trucks omkring næsten uden lyd, og hvisker om smuglergods, firskåren romantik og akkordrytmer.
Her letter lyde fra stilheden uden at skære igennem eller forstyrre: bare dump motorstart og hårde smæld af metalbjælke mod metalbjælke.
Her vågner himlen og står op, stærkt blå mod støvgrå regn og udtrykløse siloer.

En herreløs hund strejfer omkring med et stykke stof om halsen og sult i øjnene. Roder på må og få uden at kende tid og sted. Mænd i blå kanvas bevæger havnen som stykgods fra palle til palle. Et puslespil uden motiv, en mosaik af containerbjerge og grove hænder.

Tusind brikker finder plads uden plan.

torsdag den 18. september 2008

ATMOSPHERE (20)

Rafal Wojaczek, selected poems
Michael McClure, selected poems


Øjenvidneskildring

Vidne til noget, værd at nævne
har jeg ikke været.
Hvad er lidt gadekamp 
og lidt halløj,
taler, snik snak og fødsler 
i tide og utide
og et uheld hist, et dødsfald pist
i sidste ende?
 
Aldrig de momenter 
der er grundsten 
i Monumenter.

Ikke det store, kort fortalt
er historien.

Billede

Sort vidste ikke hvad klokken havde slået
sort var fornærmet på hvid,
så kom grå ind i billedet og præsenterede sig
i følge med en lille rød trekant,
der var nu en vis balance
indtil elfenben lagde sig tungt i et hjørne
og grøn langsomt krøb op ad rygraden,
en violet gren dunkede mod vinduet
der forskrækket lukkede sig igen

Den sorte klokke begyndte sine bedeslag forfra
bam bam bam,
et lille lyst lammehoved stak frem
i følge med hvem?
frøken tunge!
er det mærkeligt at blå nærmest eksploderede af glæde
og bagefter ikke kunne forstå det?
liden gul, æggegul
hoppede i sin hoppegynge

Gæt en forfatter

Hvad jeg rigtig godt kan lide ved Anarkiet i blog-form er, at man først ser forfatterens navn til sidst. Der er gået sport i at se, om jeg kan genkende en bestemt skribents stil, før jeg når slutningen :-)

onsdag den 17. september 2008

Sabroe Blues

Jeg stjal mig til et ord i en bog
og mærkede den skamfulde følelse ved at begære dets form og lyd
lod tungen glide over og omkring
og pustede det ud
mellem mine knap adskilte læber

Som et liderligt suk slap det ud
og verden lyttede forskrækket
til en telefonstønners forbudte hvisken

Ud og ind over
falske ledetråde, tilbageholdte løgne
og en drøm om i går
bølgede ordfald på ordfald gennem vers

"Sort elskov", "velsignet begær"
og duften af kunstig viol
fandt form
i tjæresort elfenbenslyrik
tændte grædende lys
og similistjerner
i øjnene på et længselsfuldt Jeg
så helvedes hungrende
at selv fortrydelsens suk og en afsked
føltes bedre
end fravær

tirsdag den 16. september 2008

Wilma




Ingen skal fortælle dig at du ikke ejer din egen vilje

Ingen skal fortælle dig du er en slags dyr, der ikke ejer evnen til at sætte studsen fast på bruseren, ganske simpelthen fordi du er en slags dyr

Ingen skal fortælle dig du ikke kan flyve

du har fløjet masser af gange siger du, og viser det med dine arme

Ingen skal fortælle dig du skulle ha været på biblioteket

al gæld til det offentlige er ok siger du. Det offentlige er et egern.

men ingen skal fortælle dig du rent faktisk skulle ha været der i går

for du ejer din egen vilje, du ved nok hvornår du skulle ha været hvor og hvornår

ingen skal fortælle dig du skal dø

du ved nok hvornår den skid er slået, hvis den overhovedet blir slået, for du har masser af

bekendte der ikke er døde

du har masser af beviser på det modsatte

Ingen skal fortælle dig at efteråret er på vej

vi har det vejr vi har fordi du bestemmer det

Ingen skal fortælle dig at efter sommer kommer efterår, og efter efterår, så vinter hvorfor dog det?

Ingen skal fortælle dig du ikke kan sove stående

folk sover som de vil. Du har tilfældigvis sovet vågen.

ingen skal fortælle dig du skal spise sundt, det er da det mest kraftidiotiske noget

ingen skal fortælle dig det måske er en mindre god idé at putte plastikheste ned i lokummet og trække ud

Ingen skal belære dig

Ingen skal flinkenøsse dig

Ingen skal tante konversere dig

Ingen skal Onkel grimassere dig

Ingen skal ville dig noget, med mindre de er virkelig virkelig oppe på dupperne

for du er 4 år og der er ikke noget pis med dig.

løsning på USA´s finanskrise

Hvis bare fanny mae havde været hende fanny hill, så kunne de ha bollet sig ud af problemerne.
Så kunne hun ha sat sig ned overskrævs på alle milliarderne, og på den måde ville alle småsparerene og alle kapital-interesserne ha svedt den samme sved og været mætte alligevel bagefter. Naive knald ville ha genlydt istedet for denne deprimerende sukken. Liderlighedens hofter ville ha holdt det på plads, indtil en pragtfuld orgasme. 690 millioner sædceller er immervæk osse en slat.

..

Jeg ligger tungt med sneen
ved
den vil trykke mine klæder
ned
tungt hvidt drævent trykke mine klæder
ned
men det kolde vil forsvinde
op
i himlen forsvinder det kolde
op
i takt med trafikken
musikken
kan du høre musikken?

mandag den 15. september 2008

Drengene

Drømmene er digterne / De impressionistiske ordfattige der lader dyden gå amok i prikker og parenteser / Og lader mig dø af tuberkulose

Digterne er drengene /
Drengene der er nærmere Gud og mit køn end jeg nogensinde vil komme / Og lige så langt fra pigerne som jeg selv

Drengene er darlings af Darwin /
En flok af efterabere der drømmer det samme som mig / Om glitrende kæder af sukkermødre og -fædre og -søstre og -brødre og diamanter

Dagens billede(r)




lørdag den 13. september 2008

Eksil


*

.....og må væk fordi fuglenes flagren forstyrrer mine drømmes frihed, fordi himle drukner i havet, fordi terningerne kastes for ofte og forkert, fordi jeg hører farver, der ikke kan smages, ser lyde uden form og hals.....

*

fredag den 12. september 2008

Grøn

Han synes, hun ligner en fugl. Han har haft en fugl engang. Kanarie. Grøn. Men hende her har langt reklamehår. Han drømmer, at det sætter sig fast mellem ruden og karmen. Og at hun skal lempes forsigtigt tilbage i buret. Da han vågner, må han løbe. Fumle og ingen morgenmad få. Hvad for en slags fugl? – tænker han, mens han løber. Hun er jo ikke så kulørt. Slet ikke grøn.

Næsten hver dag ser han hende. Når han har afleveret kaffen og mineralvandet. Ikke danskvand. Det hed det, da han var barn. Når der kom gæster. Nu er det noget udenlandsk. Nåh ja, der var for resten også Apolinaris til gæsterne. Hvor kom det mon fra? Han sætter også masser af frugt og slik frem. Og senere får de pizza. Men det er mest statisterne, der rigtig går til den. Al den ventetid.

Hun venter også nogle gange. Så sidder hun på den umagelige stol og bladrer i et eller andet. Han prøver på at se, hvad det er. Hun har briller på. Så ligner hun ikke en fugl. Man kan ikke se det mørke om øjnene, som sminkøren hele tiden dupper noget lys farve på. Hvilken slags fugl er hun? En lille ugle? Hun ligner slet ikke hans mor. Ikke hende her.

Han står der ikke så længe. Der er nok at gøre. Men der skal fyldes op med slik. Så ser han på hende.
Vil du ha’ en marsbar? – tænker han og forestiller sig, at hun kigger op over brillerne. Og hun er slet ikke bange. Hun vil gerne spise af hans hånd. Sminkøren går ind i hans synsfelt. Bagefter ligner hun ikke fuglen så meget. Hun er sminket blussende. Hun venter på sin elskede. Statisterne kan holde en pause.

Statisterne er ellers dem, der arbejder mest. De berømte kommer først i sidste øjeblik. En gang havde de arbejdet med en skuespiller, der var mongol. Han spillede en ung fyr, der var vild med chokolade. Han kunne bare ikke tåle det. Blev dødssyg af det. I filmens slutning var han nedtrykt, og så spiste han en stor æske chokolade alligevel og gik op på taget af en skyskraber for at begå selvmord. Statisterne skulle ligne menneskemængden på gaden. De gik frem og tilbage på pladsen i solen, mens kameraet blev sænket i et simuleret fald. Frem og tilbage. Da dagen var gået, fik de pizza og en lille sjat penge. Hvorfor gør I det? – havde han spurgt en af dem. Det er da sjovt at prøve – svarede en pige. Hun var korsanger. Statisterne skulle stå rundt om fyren, der lå på maven på asfalten. De skulle mime med på slutsangen. Så kom de til at stå ved siden af en rigtig berømt skuespiller. Det var det hele værd.

Nu er der frokostpause. Hun taler i mobilen. Skal mødes med nogen. Han ser efter hende, mens nu går over mod den store campingvogn, hvor hun klæder om. Det skinnende blanke hår er sat op. Nu løsner hun det. Det falder fuldstændigt som i reklamerne. I slowmotion. Med blændende reflekser. En stær, måske? Alt det blanke. Han får lyst til at gribe fat i det. Trække i det. Trække hendes ansigt tæt på.

Han går om bag en bygning, under en jerntrappe og ned til en lille kunstig sø. Der er et halvtag, og der står nogle rekvisitter. Det hele er brunt og orange og storblomstret. Han sætter sig i en sofa med sandwichen fra Linda’s. Det er nærmest et tilfælde, at han er havnet i det her job. Der havde ikke rigtig været noget, han havde lyst til. Eller jo, noget der var selvfølgelig et par ting, men der havde altid været en bremse et eller andet sted. Men det her er hans mor i hvert fald stolt af. Alle de spændende mennesker han møder.

Han lægger posen ved siden af sig og lukker øjnene. Der er sol og nogle store skyer, der trækker op. Hendes stemme er tæt ved hans øre. Hun vil bare lige spørge, hvorfor han ikke har talt med hende i dag. Kan han ikke lide hende? Har han ikke lyst til hende? Jo, selvfølgelig har han det. Og hun lukker fugleøjnene. Hans hånd er på alle de spinkle steder. Det blanke, blanke hår. Det støvregner lidt. Han åbner øjnene. Tager den uåbnede pose med tilbage. Campingvognen er mørk og lukket. De fleste statister er også gået hjem. I morgen er det kun den mandlige hovedperson, der skal møde. Det var så det.

Lyset, der kommer ind af vinduet, er hverken gult eller hvidt. Det er grønt. Det grunder han lidt over. Måne af grøn ost – tænker han og fnyser svagt. Som de smøreostetrekanter de fik, da han var barn. Den gule var vidst nok med svampe. Den røde med skinke, eller var det rejer? Og den grønne? Hvad var det for en smag? Han ville gerne spørge sin mor. Hun satte dem på bordet, når der var gæster til ost og rødvin. Var man uhøflig, hvis man tog en hel ostetrekant for sig selv?
Nu er han sulten. Men han sidder i stuens fjerneste hjørne. Og gulvet er grønt.

Bjergskred

Der er bjergskred i min vulva
Nu er der trekking forbudt
Hvad så Miss Fish
Har du nu fortrudt?

torsdag den 11. september 2008

GID, JEG VAR SVENSKER

Kullen drages ind af kulden – og når ret skal være ret – må vi fryse på toppen – titta ind – i vores hvide huse – fryse, når døren er låst – skratta, imens vi ryster

Det er skog at være fri – og når fuglen sætter sig – er vi ensam – på en snor – som en mand, jeg kjendte – der talte hvert eneste spor i sneen

Han gik ind i en skov – for at skrive en bog – på svensk – på et træ – der var væltet – som en degn – stod han op – ved at lægge sig ned

Det han skrev – hænger på den snor – som er kold – i vores frosne hænder – hvor vi tæller hvert skridt, hvert spor, hvert tegn på sne

Når den fugl sætter sig – har vi talt hvert eneste spor – vi har skrevet en bog – vi har mødt den mand – vi har frosset og leet på svensk

Sort kongeørn


Falk og falkonér


uden titel

Der er sole der skinner og fugle der synger, der er måner der skygger for nætternes fred, der er fuldfede hymner om kroppe der skælver, der er halvkvædne viser om druk og om svigt, der er veje der gåes og græs der betrædes, der er veje der skilles og mødes igen, der er biler der starter og stopper og dytter, der er kvinder der svinger med hår og med lyst, der er aftener så lange at de aldrig får ende og dage så korte at de aldrig får liv, der er digte om lys, om brikker der samles, der er digte om muser der kvæler sig selv, der er stiger der rækker langt mer´ end til himmels og andre igen der går lige lukt ned, der er smil der gemmes til bedre tider, der er tænder der blottes i skærende hvidt, der er byer der svømmer så smukt på kanaler, der er huse der klynger sig sammen i håb, der er smør på brødet og vindfrikadeller, der er flugt over planker og naboers mark, der er hænder der rækker og vinker til næsten, der er drømme om drømme og Helt vild med dans, der er rytmer og remser der danser en polka, der er hofter der vugger til sambaoptog, der er åer der løber og broer der bygges, der er ord på papir og farver i leg, der er nogen der hvisker i ører der lytter, der er nogen der råber i skov uden vækst, der er nisser på loftet og ræve bag øret, der er aber på skuldre og åg sammesteds, der er bryster der blottes og hår der må gemmes, der er tro der må troes og andet der vides, der er over og under og det mit imellem, der er helheder, halvheder og meget mer´ end

onsdag den 10. september 2008

alt_cph 2008


U.t.

Han var en mand, der havde et mørke i lommen,
sådan et, som børn kan se. Derfor blev han ofte
forfulgt af de store drenge, selv om han intet gjorde,
og de forsøgte at fange ham, mens de råbte mange
bandeord, som kun de store kan. Os i de mindre klasser
formodedes ikke at kunne sådan nogle, og hvis vi kunne,
måtte vi kun sige dem, når ingen kunne høre det.
Han slap altid væk.
Han skulle blot dreje om et hjørne, så kunne ingen
se ham længere. Han var meget uhyggelig. Senere
viste det sig, at han var en overlærer fra en nedlagt
skole, der gik igen, fordi han havde været ond mod
dem, der kom for sent i skole, og var den gårdvagt,
der gokkede de uvorne i knolden med en nøglering
omkring gokkefingeren. Så var det bedre til
at forstå.

tirsdag den 9. september 2008

U.t.

Jeg gik på en trappe, der gik ind i sig selv, så jeg måtte gøre mig stadig mindre, og til sidst fik jeg voldsomt ond i ryggen og skrabede knæene. Trappen førte i sidste ende kun tilbage til sin egen begyndelse. Dér stod, som før, stadig fyldte affaldscontainere og henkastede møbler, der var mugnet af regn og baggårdsfugt. Oven i det hele lå en brugt hinkerude, hvor 9-tallet var regnet væk.

mandag den 8. september 2008

ATMOSPHERE (19)

Torben Dalhof
UDVALGTE DIGTE (2008)

dybere

Det er svært at følge med
når kærlighed er mørkhåret, blond og karamel
Og man skal spare op af lidt af hvert
man skal have råd til cool kost og husleje
man skal ha råd til
ærlighed og
tålmodighed

Som når en tøs jeg ikke kender
fortæller mig at Jan Sondergaard, hvis man rigtig læser ham og leder
er dyb, dyb, dybere, end jeg tror
Jeg siger, hun er dum at høre på
Men hun fortsætter ufortrødent

Og jeg har lyst til at slå hende ihjel
Rejse mig fra lænestolen og kvæle hende
Kaste min bog om Bulgarien i maven på hende
Og jeg er ligeglad med Jan Sondergaard, han er ond i sulet og godt for ham
Og hvis hun siger dyb engang til, hugger jeg mine skarpe hjørnetænder i hendes hals og dræner hende for blod, bagefter voldtager jeg hende og fjerner hendes indvolde med mit personlige barberblad for til sidst at iføre mig en gennemsigtig regnfrakke og smadre resterne af hendes livløse krop med en velvoksen økse til tonerne fra min nye yndlingssang ”It’s hip to be square”.

Om forskellen på en pipfugl og en paphat

Nej, jeg fortryder intet
synger Piaf
Ja, jeg fortryder alt
sukker jeg

lørdag den 6. september 2008

point of no return
time for a new beginning
a dark day in Maj

Nekrolog - Enna Skopje

Enna Skopje, født Elling i Haderslev 1941, er død efter nogen tids dårligdom på Lindø Skibsværft. Enna Skopje blev i fotografiske kredse kendt for sin mesterlige evne til at lave knivskarpe forstørrelser af fotografier og udsnit af disse. Det lå ellers i kortene, at Enna Elling skulle gå i moderens fodspor og blive tørvegraverske, men en medfødt ryglidelse, Scheuermanns sygdom, der gjorde, at hun ikke kunne løfte hovedet ordentlig, og derfor kastede tørvene i hovedet på sine arbejdskolleger eller helt ved siden af, så de gik i stykker, rørte godsejer Nielsens (Plinderød Herregård) hjerte, som med forældrenes samtykke satte hende i den nærliggende skole. Hun klarede sig fint, og kom også på realskolen. Derefter fik hun atter godsejer Nielsens velvilje at føle, og hun blev sendt til Haderslev Gymnasium, hvor hun rendte ind i Flemming Skopje, der dengang supplerede den sparsomme studenterindtægt med at fotografere for egnens lokalaviser. De blev senere gift og flyttede ind på et lejet værelse oven over cigarhandleren. Flemming Skopje, som senere blev en anerkendt kunst- og reportagefotograf, dannede med bl. a. Herman Sule, Erik Aamod-Svendsen, Ulla Finkenborg den senere så berømte fotografgruppe ”Linserne”, som var blandt de fremmeste kræfter for at få fotografiet anerkendt som en kunstart på lige fod med de traditionelle. De udstillede her og der og alle vegne. På den tid var fotografiet stadig et medie, der anvendte sølvoxyd, mange kemikalier af forskellige slags og film. Det digitale fotografi lå stadig mange år ude i fremtiden, og håndværket var en essentiel del af den proces, der resulterede i et billede. At knipse var ikke nok i sig selv. Det største arbejde fandt sted i mørkekammeret, hvor man også arbejdede eksperimentelt med forstørrelsesapparater. For at komme tæt på et motiv, der befinder sig langt væk, må fotografen benytte sig af telelinser, men selv med sådanne kan det være svært at komme tæt nok på, og så må fotografen i mørkekammeret udvælge et udsnit af negativet, som skal forstørres op. Principielt er det kun mørkekammerets og det fotografiske papirs størrelse, der sætter grænserne for, hvor stort et udsnit kan forstørres op, men i praksis resulterer de fleste udsnitsforstørrelser i meget grynede billeder, der ikke kan ses tæt på. Til tider skal man stå adskillige meter fra fotografiet, for at se, hvad det forestiller. Her var det, at Enna fandt på metoder, der kunne fremstille meget skarpe billeder af selv relativt små udsnit af negativer. Det vil føre for vidt at komme ind på disse her, men interesserede kan med fordel læse ”Stor, større, skarpest – det fotografiske negativ i Enna Skopjes hænder” af Prof. J. Wallensky (Moskva 1965, Paris 1968, Kbh. 1970) eller ”Vi snitter ud – håndbog i forstørrelse” af Enna selv (Kbh. 1977). Hun vandt intEnnational berømmelse og havde hele verden som sin arbejdsplads, dog foretrak hun, hvis det var muligt, at arbejde i hjemmet på Klanstrupgård, hvor hun og ægtemanden havde indrettet et meget stort mørkekammer i 2 af gårdens 4 bygninger. Her kunne hun ”trylle”, som den herostratisk berømte franske fotograf Henri Marie Ouest, yndede at sige (hvilket var det eneste, han kunne sige på dansk). Ennas arbejdes natur betød, at hun aldrig selv stod i forreste række som synlig kunstner, men hun var ”den grå eminence” bag mange af tidens berømte kunstnere og en eminent sådan. Med årene blev hun tungere og tungere på grund af, at hendes krop havde en uheldig tendens til at optage og lagre de tunge sølvpartikler, som selve fremkaldelsesprocessen har som et restprodukt, og som man i 1970’ernes sølvmangel forsøgte at genindvinde, men som oftest blev skyllet ud med spildevandet, hvorved mængden af sølvfisk øgedes så voldsomt, at man i de efterfølgende år talte om ”sølvfisk-invasionen”. Med årene skulle Enna bæres i specielt konstruerede stativer fra hovedhuset til mørkekamrene, og brolægningens skader viser den dag i dag, hvor tung en byrde, hun var blevet. Enna Skopje blev indlagt i maj måned i Lindøværftets ene tørdok, men døde sidste uge. Flemming Skopje har i sin sorg udtalt, at nu er den sidste fotografiske håndværker død, og er gået over til digital fotografi. Han nyeste projekt ”Digitalis – mit hjertebarn” tilegnes hustruen.

Nye lærdomme

I dag lærte jeg noget om afstand
og iboende nærhed
da din hånd forlod mit lår
da du vendte dig om i søvne
da du sagde mit navn langvejs fra
da du rejste dig for at hente
mere kaffe. Kanden var blå.

Jeg har stadig varmen i huden
og sveder lokalt. Væggene
husker mig. De vasker biler
på tanken, cafeen spytter
John Mogensen ud i regnen.

Katten opvarmer grøden.

fredag den 5. september 2008

Jigsaw Haiku

the wintersky
on the snowy mountain
poor in mind

a thousand hills
in front of the door
stubble

the misty sea
old bamboo blinds hanging
sever and sharp

Erika

Erika fylder meget.


For meget, mener de mange. Som hun spankulerer rundt i sine kulørte dragter med den lille terrier ved sin side, gør hun indtryk. Hun er svær at overse. Lyser op og tager ingen notits af omgivelsernes let bebrejdende blikke.

Erika taler højt. Alt for højt, mener de mange. Om vejret, om de nye køreplaner eller om den nye tilbudsavis fra Føtex. Hun har meget på hjerte,- taler og taler i eet væk. Om forældrenes kolonihave og de mange frugttræer med æbler, som hun elsker at spise, selvom de er sure - og hun fortæller stolt, at hun altid spytter kernehuset ud, for så vokser der nye træer op med flere sure æbler, som hun kan spise, og….

Ingen lytter. I bedste fald ser de væk og haster forbi. Tager en seddel op ad lommen som studeres minutiøst og koncentreret. I værste fald vender de øjnene mod himlen og fniser sammensvorent til de omkringstående. Erika ser det hele. Hører sukkene og det tilbageholdte fnys. Og hun taler videre, nu endnu højere, som håber hun at overdøve foragten med sin stemmekraft.

Erika er altid på vej. Ud i verden med alle bilerne, som hun tæller og peger på og griner ad. Ikke fordi de er sjove, men fordi hun er glad. Erika er altid glad. Griner og griner højt. Af mærkelige ting,- af skiftet fra rødt til grønt i lyskrydset, af hunden der gør på det modsatte fortov. Lyden af en bus, der starter.
Hahahaha, ler hun. Højt og længe. Hahahaha. Sætter sig på hug og klapper terrieren kærligt og siger ”nååå er du så sød, hva?”. Igen og igen. ”Nåååå, du er da så sød, hva?”.


Og folk ryster på hovedet og skubber irriteret til pigen på hug, så de kan passere på fortovet. -Hastigt, som frygter de, at hun vil tale til dem, opholde dem. Frygter, at nogen skulle tro, de kender noget til særlingen med den spraglede påklædning og den alt for høje røst.

Erika fylder meget; er svær at overse. Alle bemærker hende, men ingen ser hende.

Erika går rundt i verden og taler og peger og ler. Passer ikke i firmaformater eller ringbindsorden, overholder ikke tidsskemaer eller kalendersystemer.

Og verden ser ned . Væk. - Glæder sig, når de ikke længere kan høre den skingre stemme

torsdag den 4. september 2008

Thinking-moving-feeling-no self

the old copper beech
praised to the skies
I stick in the mud

sunlight fades away
I stretch out
and glimpse the seeds

Midt på en side

Netop som jeg forstår
Lukker du bogen
Jeg smækker den i
Du åbner den
Netop som jeg læser den
Skriver du en ny linje
Netop som jeg lukker bogen
Forlader du stuen med en bemærkning
En sjælden bemærkning
Den står nu i bogen
Jeg læser den igen
Jeg begynder forfra
Jeg kan ikke huske
Du har forladt mig
Midt på en side

onsdag den 3. september 2008

Rasende ballerinaer gennem luften
forbi dit kønne lille hoved
WOW
Et par udtrådte superhelte
i kamp for (k)ærlighed
Hvor nuttet

siger du

Husk lige:



Program her

Nye lærdomme

Det er de særeste ting. Det er de særeste ting, man kan huske. Det er de særeste ting, man husker på de særeste tidspunkter, og takket være den uhæmmede og uforudsigelige associationsevne, der optager så meget af vor hjernevirksomhed, kan jeg huske det sted på Din krop, hvor låret foldes, hvor torso og ben går over i hinanden, og jeg er vis på, at det er verdens blødeste sted (har jeg jo sagt!), mens jeg forsøger at få støvsuget hytten. Ligesom når jeg kommer i tanker om den kat, vi engang havde, eller begge katte, når jeg kommer ind ad døren, efter at have gået 3 etager op ad trapper, og mine ører forventer at høre bløde kattepoter over gulvet, eller at se den dér rød-hvide-brune-sorte hårbunke komme trillende (for den var vist lidt for rund, den kat) eller mærke, hvordan den lille sorte, den der sked på gulvet ved siden af bakken, komme hoppende op i sengen og lægge sig på dynen bag mine bøjede knæ. Sært, ja. Sært. Eller når jeg kommer i tanker om et digt, der længe har vokset et sted tæt på inderlommen i den gamle jakke, mens jeg forsøger at vaske op. Så husker jeg noget, der egentlig ikke har materialiseret sig helt, men kun har rejst omkring i systemet som strejfende tanker.

***

Neden for vinduet glammer hundene
og istemmer verdens almindelige
klagesange om al den elendighed
der er levende væseners lod.

Flyet er for langt oppe til at gøre indtryk
som andet end en midlertidig flygtig stjerne
der forhåbentlig aldrig bliver en komet.
Nætter er til for at bruges. Ligesom børster.

tirsdag den 2. september 2008

slægt skal følge

En slægt fulgt af
afveje, biveje, vildveje,
udveje
stier beplantet, betrådte
betændte
med ugræs og småsten
der knaser om dagen
og knuser om natten

*

Forbi er en fortid, et lod, en æra
begyndt er en skæbne
af glas og af dage
af tåger der letter
moser der brygger
digte om liljer
der visner
om viljer, der vokser

Nye lærdomme

Næsen stopper til, når jeg ligger på ryggen.
Himlen falder ned, når jeg ligger på ryggen.
Jeg kan ikke drikke kaffe uden at svine,
når jeg ligger på ryggen, og får aske i øjnene
når jeg ryger eller verden brænder eller Ikaros
(min egen indre, en hånddukke af format og papmache)
falder mod jorden eller vulkanen, som jeg aldrig
får slukket helt går i udbrud igen,
når jeg ligger på ryggen. En dag vender jeg mig,
mens jeg tæller sommerfugles vingeslag
på den anden side Atlanten.

mandag den 1. september 2008

Et kønt syn

Universet er en bygning. Dets vertikale niveau udgøres af kors/flag/firma/parti/nation og bagved fortaber rækken af bastioner sig i tilbageblik mod horisontens forsvindingspunkt 
engang i renæssancen. 

Det er ikke sindbillede eller metafor. Det er et faktum, brutalt som skydeskåret i kirkens metertykke mur. Det er i orden eller i uorden, i stykker eller et fedt og lige godt groft. Det skal du slet ikke bryde dit kønne lille hoved med, håret, blondt som høsten der aldrig slår fejl. 

Himlen er blå og fuld af gud. 

At du ved det. 

Ungdomsportræt

Hun har gjort, hvad hun kunne, for at føle sig rigtig: hun har købt det rigtige tøj, har affarvet håret, som man bør, går i de rigtige ”forkerte” sko, kommunikeret med 35 løse bekendte pr. sms og instant-message-chat-klienter på computeren og ”kender” således rigtig mange mennesker, der i sin tur også ”kender” rigtig mange mennesker, så hendes netværk er der et eller andet sted, og de mødes på en computer som datastrømme, der ikke lugter. Hun har telefonen i det ene øre og mp3-afspilleren i det andet og tomme eller bange øjne. Hun bærer på en aura af forladthed og vil gerne savnes. Alligevel bider hun negle og kan ikke sidde stille, og hun hader tanken om, at hun har en puls. Når hun skal sove, hører hun meget høj musik, for at overdøve sit eget hjerteslag. Det kan fylde hende med angst. Det er ikke til at overskue en livsytring, man ikke kan se. Hun gribes af panik, da hun finder ud af, at hendes tarme bevæger sig, uden at hun kan mærke det.

*

Han lader sine fingerspidser køre omkring hendes håndled, men han tør ikke sige, at han kan mærke hendes puls, for ikke at ødelægge den i forvejen skrøbelige stemning, der er mellem dem. Han håber, at fingrene taler for sig selv. Han håber, at der udgår en usynlig men mærkbar energi fra ham selv til hende, og han håber, at hun er i stand til at mærke det, men han tvivler. Hun taler hele tiden, og det hun siger, har ikke noget med situationen eller dem selv at gøre. Hun er ved at genfortælle ligegyldige detaljer fra en vild bytur, og hvis hun gør sig umage, kan hun få det til at vare længe. Nervøsiteten, der er kommer af, at han hele tiden er i nærheden af hendes pulsåre på håndleddet med sine fingre, giver hendes ekstra taleenergi. Hunden tygger i hendes nye støvler. Den hedder ”Skat”, har en lyserød snude og er en dræberhundehvalp.

at.ville.for.meget.

I.

Pseudo?
It´s fucking real!


II.

Tak. For alt. For meget.
Kasse. Kærtegn. Karies.
Krop. I stedet. Krop. Krop. Krop


III.

Intentionerne er sendt til tælling
Det hele kortlægges. Blotlægges, om man vil.
Udklækkes. Som spy.


Ad I, II, III

Hvor meget lort går der på et guldkorn?
Hvor meget guld kan man spinde på ren lort?
Måske skulle man se sig om efter et andet Gebet?

Hjemsøgt

et dårligt digt har slået sig
ned i græsset ved min side
og smager af bitre frugter
uden nogen videre betydning

imens han sover
smager jeg på vinden
nu er der hul i himlen og
frakken jeg sidder på
er blevet varm.