mandag den 29. december 2008

Duel

Og så slår tanken hende, at hun er fanget i en lomme mellem at være og at leve. Hun er i verden i andres øjne, men ikke i sine egne. For sit indre blik er hun alene dette: Et blik. En betaget tilskuer, der forundret erkender slagets gang, uden hverken at deltage eller have indflydelse på retning eller udfald. Og hun går og går, forsøger at indhente, strækker armene frem og trygler ordløst. Og hun bliver budt indenfor, men fortryder eller ser det ikke eller tør ikke tro det og græder og bander og sørger som ind i helvede over en drøm, hun aldrig har haft, men alligevel kender.


Hun er en parallelskabning: Ved siden af sig selv og ved siden af alt andet og i sidste ende udenfor det hele. Låst fast i en virkelighed og en krop, hun ikke kender, men som skræmmer. Og hun må løbe - væk fra, men ikke mod noget. Bare bort. Flugt uden fjende. Det puster i nakken og knuger i maven og hun kan ikke få luft, men heller ikke lade være og hun hader, hun elsker, hun må kaste op af udmattelse og forvirring og noget mere. Noget andet.


I rollen som både bøddel og offer graver hun sig ned i skyttegrave - skyder i blinde mod alt, der bevæger sig. Opdager for sent, at alt hvad hun rammer, er sin egen skygge. Hun skyder og skyder. Skyder igen.
Lyden af kuglen, der hviner i rummet, er hul.
Minder mest af alt om et suk.

onsdag den 24. december 2008

Stickerhjerter

Jeg skal lige vide, at det undrer dig, at jeg ikke bare kommer herned til jul; vide, at du har andre og andet at se til: patienterne, defineret af deres funktion i relation til kredit og debet på din konto hos den Gud, du tror på, at formler for nærvær, såsom "kærlig hilsen", stickerhjerte og frimærke med mistelten, doseret i pilleform - æd den og det eller dø - er alt nok; vide at et postkort med stive naivistiske skikkelser i en stiv naivistisk park, malet for et århundrede siden, er en fin fin hentydning til, at det er mit ansvar at bevæge mig, for du bevæger mig ikke.  

Og jeg skal bare være klar over, at hvis jeg melder mig ud af kirken, får jeg en skrabet begravelse. 

mandag den 22. december 2008

ODESSA

Flyets vinge strækker sig ud mod Odessa på det fotografi. Og vi tror, at Odessa er et rigtigt sted. Men det er det ikke.

Odessa er ikke et rigtig sted, siger jeg og kigger ud af vinduet. Der gror træer dernede, kan jeg se.

Og bittesmå mennesker går tur på trappen i Odessa, men de findes ikke. De har hatte på, der skygger for solen.

Der findes et fotografi, der forestiller en vinge, som er virkelig. Den strækker sig ud mod et uvirkeligt sted.

lørdag den 20. december 2008

PURPLE RAIN

våde bliktrommekys
på byens tage som
klirrende faner og
støvletramp fra
tusinde monotone
marcherende fødder

regnbueblå vingesus
i timeglassets sands
sukkende strøm som
en syndflod af
forvaskede vildskud
på evighedens alter

syregns afpillede
kind berøringer
som isterninger på
nøgen hud og en
snigende kulde
fra underlandet

torsdag den 18. december 2008

klang

Selv hér mellem døre og brevkortssprækker tier tavsheden

undervejs fra et du til et jeg, fra en tanke til en handling, gik noget i stå da andet begyndte, som disse evighedsskulpturer der sættes i gang for aldrig at slutte, og dog

selv tavsheden tier, højlydt synger lydenes fravær og man ved ikke hvad er værst: manglen på lyd eller lydenes mangel på
fylde

mandag den 15. december 2008

du

kan blomstre
når som helst visne flakse
stilleknust blandt træernes uglede unger
viben på vej over gaden bruser
alt hvad der før lå af jord
flyver op som du vender et blad

fredag den 12. december 2008

Psalme

barokke
bare bare

tristessetunge
blinde
a lfa b et c etera


blablablues

onsdag den 10. december 2008

DET MINDSTE BLAD

Det er, som om vi danser og hvirvler ind i gartneriet. Der, hvor min farfar stod og podede træer, og jeg troede, han var Gud.

Når du træder mig over tæerne, synger jeg Halleluja! Og Guds magt er stor, mens vi danser en vals og planter et træ, mens vi tager den skovl og graver den grav, bliver vi frie og hvirvler rundt i en vals, mens du kysser min hals, strækker jeg nakken længere ned mod min fædrene jord og møder en regnorm med al Hans magt og ved at Gud er stor, når du sætter det mindste blad på en nælde.

tirsdag den 9. december 2008

Jeg har en kasse
med elektrisk dagslys
den tager jeg frem
kort før vintersolhverv.

Jeg bilder mig ind
at jeg hjælper lidt til.
Hoftens bro begynder i Bengalen

mandag den 8. december 2008

**

Som en martyr lader du dig slikke af en længsels flammegustne bål, og vrider dig kælent i smerte.

torsdag den 4. december 2008

det griber simpelthen ikke nok om sig længere

kan tælle mine fingre igen jeg kan sé dem
de var ellers forsvundet i byen vi var ude sammen
og så var de med ét væk de var væk siger jeg

og det var ikke usædvanligt ingen gloede og lo

og så kukker jeg såden en politiserie
det er ikke mig der har tændt for kassen
benhårde løg stener mig med brint
kom med tændstikken råber nogen
og så løber vi

det er næsten ikke til at bære
bare
at være mærkelig fordi jeg er mærket fordi
der ikke er nogen der deler sig
når jeg kommer

harkende spyttende jeg elsker hende
og de elsker hende også
de griber UD efter hende

kan ikke lade være harkende spyttende
vi må nå målporten inden solnedgang
hvis vi skal finde hænder og
jeg er også lidt ufordelagtigt rammet ind

onsdag den 3. december 2008

GAMMELLIVET

Blomsten i Sproget. Bølgen i Dybet. Sporet i Revlen. Døren ved Moren. Hjælpen der fryser. Kammen der løber. Håret i Sækken. Skoven der falmer. Livet og Ånden. Springet i Graven. Græsset på Plænen. Jorden og Gården. Pigen som Drengen. Vælter mod Nord. Gud skaber Håb.

Han lægger sig ned. Hun åbner en Grav. Et Træ springer ud af sin Sorg. En Kiste er langt fra den Eneste Vej. November må ikke bringes til Last. Når Måren forsvinder, er Alting forbi. Et Barn falder ud af sin Vugge. Og Hun løber hen for at kysse din Kind. Vi lever som varige Mén.

Men Jorden, som elsker at røre din Hud. Og Hunden der drømmer om Evige Liv. Og Natten, der giver Dagen sit Lys. Som du sætter din Lid til Hans Værk. Ligesom Granen, der føjer for Vinden. Og Verden, der drejer en Himmel omkring. Og din Sjæl derude et Sted.
Jeg rammer en forkert
åre, en
Aarestrup. Jeg synger
i badet, jeg smelter i
gletsjeren. Det skal ikke lyde
forkert. Noget er der
om det. Hvordan går det
med dig? Har du regnet
det ud? Må jeg
ikke gøre det
færdigt. Det skal lige
pyntes lidt. Det får de små
til at synge. Denne gang må jeg
blive omkastet. Denne gang vil jeg
uden tvivl høre.
Det skal ikke fortsætte.
Det skal kun strækkes.
En suppeterning
ruller. Når du fortæller
går jeg i
baglås. Det skal blive dejligt
at synge.

tirsdag den 2. december 2008

Brud

Ingen magter at magte et punkt uden prikke, at stige som fjer mod top uden tinde. Nej, en hudcelles skifte er alt vi kan bære, som badekarskulde og krympede fingre. Vi må leve den tanke for tung at tænke, for god at standse, for hård at bryde. Vi må drømme den drøm for våd til at drukne, i havet, i blikket, i skålformet eet. Vi må kaste et anker på himlen der falder, som skyer mod jorden, som tåger og tabu, og skrive en bølges digt om at kæntre

på land