Duel

Og så slår tanken hende, at hun er fanget i en lomme mellem at være og at leve. Hun er i verden i andres øjne, men ikke i sine egne. For sit indre blik er hun alene dette: Et blik. En betaget tilskuer, der forundret erkender slagets gang, uden hverken at deltage eller have indflydelse på retning eller udfald. Og hun går og går, forsøger at indhente, strækker armene frem og trygler ordløst. Og hun bliver budt indenfor, men fortryder eller ser det ikke eller tør ikke tro det og græder og bander og sørger som ind i helvede over en drøm, hun aldrig har haft, men alligevel kender.


Hun er en parallelskabning: Ved siden af sig selv og ved siden af alt andet og i sidste ende udenfor det hele. Låst fast i en virkelighed og en krop, hun ikke kender, men som skræmmer. Og hun må løbe - væk fra, men ikke mod noget. Bare bort. Flugt uden fjende. Det puster i nakken og knuger i maven og hun kan ikke få luft, men heller ikke lade være og hun hader, hun elsker, hun må kaste op af udmattelse og forvirring og noget mere. Noget andet.


I rollen som både bøddel og offer graver hun sig ned i skyttegrave - skyder i blinde mod alt, der bevæger sig. Opdager for sent, at alt hvad hun rammer, er sin egen skygge. Hun skyder og skyder. Skyder igen.
Lyden af kuglen, der hviner i rummet, er hul.
Minder mest af alt om et suk.