PASO DOUBLE

barnet hører
byer flyver overskrifter
uniformer kysser spurve

barnet forsvinder
karrusellen hviner bravo
tvivlen drukner dåren

barnet danser
desertørens snore knækker
anarkiet synker tilbunds

barnet falder
barnet skriger

stands musikken
stands musikken
næsehornet sidder på trompeten

.

Abalone snegl
dit blåsorte søøre
skålformer vandet

Langt ude i ingenting

Skyd ikke folk

Rantzausgade, sommeren 2009.

lissom en linje i det

når jeg skriver noget giver jeg som regel de enkelte tanker og linjer god plads fordi det er min holdning at der skal være plads til både eftertanke og begejstring, med mindre emnet i sig selv lægger op til at teksten skal stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kan ske, og i virkeligheden er det meget nemmere rent skriveteknisk hvis jeg bare hamrer løs i tangenterne efterhånden som ordene kommer til mig uden at tænke på om modtageren bryder sig om formen, for egentlig har jeg aldrig været i tvivl om hvordan jeg skal sætte en tekst op, det gør jeg intuitivt, selvom man aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, men når jeg selv skal læse noget på en computerskærm bliver jeg langt hurtigere utålmodig og træt i øjnene hvis der er mange linjer i massive tekstafsnit, og så har jeg det med at lade blikket flakke for at få et overblik over om det nu også kan betale sig at læse det hele, eller om jeg bare skal nøjes med overskriften og tage resten med et halvt øje, for det er jo pudsigt at det er noget helt andet når jeg læser bøger eller aviser, hvor det ikke gør det ringeste at der står side op og side ned med sammenklemte bogstaver, men måske ligger det i internettets natur at man ikke vil opholde sig alt for længe på den samme side, for hvad nu hvis der er mere spændende læsning og bedre information på de hjemmesider man kun er et enkelt klik fra, og hvis det forholder sig sådan gælder det om at fastholde læserens opmærksomhed ved at skrive personligt og dramatisk så vedkommende ikke kan nære sig for at få slutningen med, hvis ellers starten har været interessant nok, og har den det tror jeg ikke det er noget problem for læseren at følge med i teksten for at få det hele med, tværtimod tror jeg at hvis ordene på forhånd har fået masser af næring kan de befrugte hinanden på en måde som minder om pauser i musikken, hvor stilheden får sin egen betydning i forhold til lydene før og efter, og på den måde kan ingenting pludselig betyde alting, også kaldet ’det, der står mellem linjerne’, men hvis der er meget lidt plads mellem linjerne er det begrænset hvor meget livsforlængende ilt fortællingen kan tilføres, og så blokerer man jo bare læserens mulighed for at fortolke frit og selv digte med og blive en del af den gensidige kommunikation mellem tekst og læser, selvom jeg godt ved at ordene ikke uden videre kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men helt sikker er jeg nu ikke, for der er mange eksempler på at to personer opfatter den samme tekst helt forskelligt, og hvis det ikke var sådan ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner og dosmersedler og parkeringsbøder og grundlove og indlægssedler til receptordineret medicin, og hvem gad så bruge kræfter på at finde på noget der var tvetydigt, underfundigt og tankevækkende på den gode måde, endsige skrive digte hvor ordene og stroferne lige så meget handler om sprogets musik og farver og rytme, for slet ikke at tale om daglige hyggeklummer om bogudgivelser, busture, kærlighed og prisen på kunstigt sødemiddel i supermarkederne

Så nu har sneens møbelpolster været her igen, mit bord, mit bord, hvorfor er du blevet tykkere? smagen kan man diskutere, men hådværket er sgu i orden, her kommer hele mormors inventar, fra rokokosvinets svingdørs-briks, til sofaen på min scooter. Hunden er blevet sindsyg, kan ikke genkende sit kødben. Kaster sig over det, sniger sig ind, ruller sig, i møbelpolstrerens fodspor. Hele natten har han udbredt sit stof, han har syet det ind i verden med lydløse svirp, og bagefter har han smidt sit hvide velour på vejen. Ja jeg skal nok feje en vej til min dør, men bed mig ikke om at ødelægge hans hovedværk, den overvægtige kineser på min bils tag. Fandens til karl, giv os mere huggesukker til vores sokker. åh du tyste, formummede verden.

Sagen uvedkommende

Når vi modtager gæster her i receptionen, skal de ikke have den der fedtede fornemmelse. Forstår du. Lyset skal skære gennem glasset, så klokkeklart som på den første dag.

Der er en mumlen i kludens folder. Omkring læberne er der vrængende ansigt. Jeg er dig modbydelig, kan jeg se. Fingrene er som sladrehanke, deres aftryk, snakkesaglige på glasbordet, idet de griber i alt andet end det, der nu engang er fremlagt, nærmest sludrevorne i deres gliden med spidserne, over det, jeg er blevet bedt om at polere, om og om igen. Du er uvedkommende, siger du. Det skal være let gennemskueligt. Neutralt. Objektivt. Her i virksomheden har vi fokus på facts, og det skal blankt afspejle sig i alt, vi gør. Også her, hvor vi modtager vores kunder.

Forstår du ikke, at det er derfor, det hedder en husalf. Hun er kønnest, mest indtagende, når hun næsten fordufter. Sporløst. Og hvad skal der så blive af mig, spørger jeg, med det, du kalder min brede røv, siddende på kanten af en blød lav stol i receptionens ventehjørne. Dumt spørgsmål, jeg ved det godt.

Vinteren har produceret nogle gigantiske testikler nede i vandkanten af Korsør. Det sker når den har hersket længe.

Den lille mand

Frygten var den faste følgesvend når vi fik besøg af "den lille mand." Egentlig var han en forhenværende grossist som min far skyldte penge, så venskabet var ikke helt rent i filten. I starten kom han altid alene, men med tiden tog han andre dværge med. Det gik sjældent stille af, da de var meget akrobatiske, og ikke kunne lade være med at danne de mærkeligste figurer. Om natten så det ganske uhyggeligt ud, med disse mennesker, fastgjort til hinanden, i spisebordslampens skær. Nu er de der igen, sagde min mor, med vildt opspærrede øjne når hun kom mig i møde fra skole. Jeg kan snart ikke mere. Hvem mor? Den lille mand og alle hans venner. Min mor ville helst bare gemme sig, men fordi "den lille mand" var min fars bekendte fik han altid lov at komme indenfor. Han havde en særlig høj "lyd" som han fremkaldte når han var utilfreds med betjeningen. Min far kunne godt sige ham i mod, men engang brummede eller fløjtede han så højt og så længe at sovsekanden på bordet gik i stykker. Da jeg var lille tænkte jeg ikke over at han var mindre end de fleste. Men efterhånden som jeg blev ældre kunne jeg jo godt se han var det vi kalder dværg. Dog var der ikke noget småt over ham. Han var massiv, som de største dværge vi har i universet. Han var så tung at linolium-gulvet måtte skiftes ud i køkkenet, og så havde han en evne til at suge alle andres ord til sig, og genfortælle dem, forvansket, drejet, så vi kom til at tvivle på vores dømmekraft. Når han tog af sted, havde han derfor fået lovning på rigtigt meget. Det skal siges at "den lille mand" også havde venlige sider, han kunne springe lodret op i luften og gribe vasketøj der skulle ned.

fragment - billeddigt

remix

Vildsvinene kommer tæt på om natten. Jorden er gravet
op omkring oliventræerne og ved gyngestativet
helt tæt på huset.
I dag læste jeg et digt om et vildsvin
med børster og vrede øjne.
Jeg går gerne mellem egetræerne i skumringen.
Håret flyder ud i himlen og sammen med træerne.
Nede ved deres rødder er mit ansigt, en lille hvid trøffel
nogen kan snuse op.

at avmakt
er verdens lønn
det tror jeg på

Rocky Mountains

Flugt over granerne, klipper, sne på spidser af svimlen, tinder mod blåblå himmel. Klipper. Fotostaten på vaskeriet er et falmet alpelandskab at flyve i, bjerge, skove og vandfald på tapetet, brat stigning og styrt, klipper, mens tromlen kører og kværner om tanker i cirkler, om bluser og skuldre af led.

Maskintonen taber højde, klipper, og letter igen i en slingren. Lyden af et varslingsanlæg, sirenens sang over skolen. Den hæves og sænkes, i en gliden som bilen i fart gennem bjergkæden, køresyg. Sving ud i den anden vognbane, trækker vejret og mærker ilten svinde, klipper.

Det er far bag rattet. Altid far bag rattet. Som det sig hør og bør i en rigtig familie. Rigtig familie. I en spiral bevæger vi os op ad bjerget gennem skyers tågebanker uden anelse om, hvad der findes bag næste fremspring. Eller vi er måske så meget sagt. (Mangler et citationstegn). Ved siden af os selv.

Vi er højt oppe. Atmosfæren føles så anderledes.

Klipper.

Jorden er giftig

For ejendommens fod
trin uden tyngde
vægtløse sætningsvæv

Bygning

Selv mellem linjerne er bygningen utvetydig, et faktum står, hvor det står, herfra og dertil og ikke længere, og dog er den lun og lodden som menneskets bedste ven, tæppet og pelsen, jeg putter mig i, dyret, der piler gennem dagligstuen med mørtel på ryggen.

Strejfer

Gennem gader flakker blikket, lader det fare eller fæstnes, opslugt af et vinduesglas midt i hårvasken, fingrene begravet i skum og våde lokker, fortaber sig i hvad, der falder det ind, gennem ruden eller og glemmer og ser sig tilbage.

7

og han så
at det var
såret godt

BRETON

ene som dag
hen mod sat
zar kro fag
bad zen gal
sin alt bas
ben til bud
bag hus dyr
syg ren man
sæl mål tid

Hvilket ord er i din digtermund
digtermand?
(spurgte tøvende spurven)
og fløj væk da
verdens gråd
samledes i min pen.

Fastelavn

Vi har
vinger
horn
lugten af blod
lugten af blod under negle
knive fra hjerterne
knyttede kar
poterne fremad fremad

Lydløst

Denne stenørken
skuldre imod skuldre

Elementer

Tag:
25° hældning,
gitter
-spær,
beklædt m.
tag sten. Isoleret
m. 100 m m mine-
raluld og damp-
spærre.
(K-værdi: 0,33)

Ydervægge:
Vac uu m-im-
prægneret
stol-pe-kon
-struk-tion,
100 mmminera
luld, plastfolie og
17 mm Spåndex-
plader® i
helerumlængder
, 10 mm asfalti-
mprægnerede
træ f i b e r plader,
ventil-
eret h u l r u m og
1/2 st ens fa-ca-de
-mur. Mel lem
vin du er be klædes m.
vandfast plade,
sålbænke er rulleskifte,
el-e-men-
ternes K-værdi
er 0,32.

Gulve:
Over krybe-
kælder bæres
af vacuumim-
prægnerede gulv-
bjælker. Gul vel e
men terne er
af vacu umim-
prægnerede træ-
rammer m.
Dæk-o-fol og 19 mm
godkendt spå n plad
e på over-
siden, iso leret
m. 100 mmmineraluld.
Væg-til-væg-tæ
-pper i opholds-
r u m
, hall og gang.
Vind-
fang og bryggers
belægges m. kli n-
ker. (K-værdi: 0,31)

Lofter:
Ele-
men-
ter af
træ-
rammer
m. 12 mm
profil-
eret s p å n
-p
l
a
d
e.

ATMOSPHERE (36)

CLEAVES JOURNAL 1
&
Exoskeleton
&
Cipher
&
SIBILA
&
Adler/Wróblewski/Wink, CounterPunch

standpunkt

jeg har ikke vinger
til gengæld står jeg på jorden

SKØNHED

enkelthedens triumf
på nøgen scene
hvor blod forvandles
til en rose

er dit øje ondt

Skrab bare i lakken: Selv rustrødt er jo smukt, på sin egen hæslige måde
(Metalsmagen klistrer sig fast og du spytter for at undvige)
Sveden på din overlæbe er mørk, eller måske det er noget andet
(Kirsebærlyst. Hindbærhunger. Blodmangel? )
Jeg ved det ikke, dømmer ikke, konstaterer blot at din mund svulmer som en betændt blomst. Du mangler vand, dét er tydeligt
(Tørst. Blodtørst? )
Måske er tørsten i mine øjne, måske er hævnen i min krop, mens du og dine læber er, hvad de altid har været: hjerteformede løgne

THE INITATOR OF A HUG GETS TO LET GO

Having a discussion with someone, who sees Islam as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Christianity as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Buddhism as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Sufism, Judaism, Hinduism as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Capitalism as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Liberalism, Socialism, Sex as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Ecology as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Family as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Class Division as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Personal Empowerment as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees One Nation, One Education as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Automobilism, Two-wheelerism or Pedestrianism as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Self-caught Food or Vaccuum Packing as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees Love as the only right way, is not possible. Or Aggression for that matter too.

Having a discussion with someone, who sees the Way of the Warrior or the Healer as the only right way, is not possible.

Having a discussion with someone, who sees him or herself as the only right way, is not possible, full stop.

No.

Having a discussion with someone, who sees Discussion as the only way and unity as the only result, is not possible, so what do I do?

What do I do, when I cannot talk my way to terms of being here, both of us?

Do I sleep badly at night from fear or anger? Do I ignore them?

Do I take their unwillingness as a threat in itself? Do I try to understand them, embrace them, become the one to create the space inside of me and my world for those, who have no room for me?

Am I the warrior just waiting for the cup to be filled, or the healer, whose cup never runneth over?

Or am I the Man in the middle, endlessly pondering which of the two I actually ought to be, now, right now!?

Having a discussion with someone, who sees Faith as the only way. Not possible.

Having a discussion with someone, who sees Doubt as the only way. Not possible.

Having a discussion with someone, who has all bases covered, just isn't possible.

There is only one way.

Find it yourself.

En dump lyd i mit liv

Her, midt i mig, kan du plante dine sommerblomster og begrave dine slægtninge.

jeg går efter dig kasket lommeuld gun tager looket på no one hurts me
drejer nøglen rundt i det fjerne måske nærmere svar? stables sammen trappen uden retning

Zen?

I morgen tager jeg
beslutningen om
at leve her og nu ...

tre 'harku'

Jeg legger skyggemunn mot mur
jeg drømmer ikke
jeg kjenner mørket slå

-

I skogen
blant maur og i måsa
drikker jeg myra tom og ligger i lyng

-

Jeg drikker meg full
og det er her vi må leve
ustanselig

*.ut

Katten venter
under trappen

mine fodtrin
betyder mad.

Ulykkelige mand
jeg driver mine bryster
igennem din skygge

ÆLDNING

livstræets visne
kalenderblade slipper
taget et for et
!
!
!
!
!

En hånd lækker himlen
prikker hul på det blå
vand på vej ned til is
over jordens mange byer
finder ilden inderst inde
klodehjertet banker stødt
mellem bliv og flygt

Stædig efeu

Stædig efeu
klamrer sig til huset
tålmodigt grøn.

Mod verdens afgrund
naturen med dens sindsro
gulned snedrive

Gaetano

Han kører skævt ind i båsen, kommer for tæt
på den anden bil, så der ryger en baglygte.
Med en knasende lyd, der kan høres i hele p-kælderen.
Folk kigger underligt på ham i elevatoren.
Hvorfor lagde han ikke en seddel med sit navn?
Hvorfor?

*

Det vi kan gøre - og de lægger fingerspidserne sammen
mens de siger det - det vi kan gøre, er at give dine
allergrimmeste erindringer (dine traumer, om du vil)
nyt omslag. Og ja, det må gerne være læder
men det skal være blødt. Ingen kanter. Erindringer
skal pakkes ned igen, når man har haft dem fremme. De
ændrer sig hver gang. Nu kan du se på dem
uden at det gør ondt.

*

Han hænger i kløerne på en stor fugl. Hver gang
han får et glimt af horisonten, kommer den sorte
vinge og dækker udsynet. Det er sådan set ok.
Det var næsten værre, hvis fuglen gav slip.

*

Han kommer til at skrabe kontrolfeltet, lige præcis
det felt man IKKE må skrabe.

Bikkjene har stilna

Bikkjene har stilna
det er flere uker sia
fuglene skulle landa
jeg leser hvemsomhelst
og lurer på hva han sier
jeg drikker meg full
og her vi må leve
ustanselig

En mulig læser

Hvem er den Henning Grønurt
som du vil give dine digte
er han ikke et produkt af din fantasi
kan du se ham
er han lille
er han bevægelig
hvorfor tror du at han vil lytte
eksisterer han overhovedet
Henning Grønurt
det lyder mistænkeligt
ved nærmere eftertanke
tror jeg dig ikke over en dørstærskel
det kunne lige passe
Henning Grønurt er da ligeglad
med dine digte