onsdag den 30. september 2009

mandag den 28. september 2009

Øverste kirurgiskes månedlige oplæsning

Den sidste hal, Enghavevej 82, den 1.10., kl. 20.

Foreløbigt program:

Vagn Steen
Amalie Smith
Anette Højlund
Niels Henrik Svarre Nielsen
Thomas Krogsbøl
Sternberg

Flere navne følger.

søndag den 27. september 2009

Tiltagende

Du kan ikke huske bulgarske nætter
men du kan mærke lagnerne
med omrids af det
du ikke efterlod
mens træerne trøster sig
bag jord og frodighed
i flæbende grønt

Kontrasten er slående
det samme er du og jeg
og alt det vi taler om
hver for sig
mens dagen aftager og
tiden tiltager
imellem os

lørdag den 26. september 2009

Dowlands lut

Dowlands lut træder
med spæde skridt i lyset
en dans på støvets
korn i luften, i nattens
stilhed, i høstsolens kurv.

Som en hvisken mellem de,
der kun i enrum taler

højt.

fredag den 25. september 2009

Kære G

knuget fimbuløje
smukt med solen missende
smukt med frosten i klemme i sprækken
tynd stribe af vår

Øm haiku

Måske satte jeg
mig på en hveps, der sad på
stolen før mig. Nu

er den død, og jeg
er øm i røven. Sommer,
morskab og ømhed.

*

Når året hælder,
løber tiden ud. Hullet
hedder oktober.

torsdag den 24. september 2009

Detalje

*
knopsort bryder
Du
mit
*
jeg har aldrig været
mindre Levende
mere Jeg
*
End
Nu
*
End
Da
*
End
*

Så er det altså sådan

Vi vinker farvel til vore drømme
de ligner hvide måger
med retning mod havet
ind under aften
Så er det altså sådan det er
vi nivellerer vore længsler
afstemmer håbet med realiteten
synker en smule mere ned i mosset
dybere nu dag for dag
accepterer uden nævneværdig smerte
at himlen blot er et astronomisk fænomen
vi erindrer glimtvis men stærkt
bærer den tyngde med os i cellerne
ind i skumringstimen
Så er det altså sådan det er
at blive ældre

Flid og foretagsomhed

Jeg får lavet det jeg kan overkomme, men pligterne
knækker mig ikke, får mig dog til at knejse
med nakken og dukke den regnvejrsstemning igen
med komplet filmlyd og forfængelig
påståelighed, lige som den skrivende der aldrig læser
en bog af et ærligt hjerte
så går jeg beslutsomt op på tyvende etage
for at se den legendariske udsigt
og hvad ser jeg så, jeg har været her før
så må jeg tilbage ad trappen hvor jeg kom fra
med hunden fra i går efter mig
og alle mønterne i hovedet som om
jeg skulle tælle efter hvor jeg går

Jeg kan ikke vente længere

Jeg er gået ned til vandet i bare tæer. Jeg kan høre regnen knitre i klitterne, der har ligget her i mange år uden nogensinde at have været helt som de er nu. Nede ved strandkanten kan man høre regnen sludre med havet: det lyder som tusind små glade børn med klare øjne der tysser på hinanden i et teater. Med det underste af mine fødder undrer jeg mig over, at vådt sand er mere hårdt end tørt sand, og så går jeg helt ud til kanten og begynder at gå langs brydningslinien, og presser hælen eller mine tåspidser ned i sandet hver gang jeg tager et skridt, og det er på sådan en abrupt prøvende måde, jeg ligner en maratonløber, der ikke kan huske hvordan man gør. Himlen virker på en måde tilfreds med sig selv, fordi regnvejret er så høfligt og hemmeligt et foretagende, som det er. Den har en meget flot farve, som også er meget stille.

Jeg blev ved lige til det holdt op.

Tungsindigt

Favnende
elskende og
brydning i mønstre
med havet som lyd

sortnende havskum
starter og
bryder mod sandet
hørbart
knitrende

befriende
ufravendt og
hud på hud
du kysser
diskant
du kysser

tirsdag den 15. september 2009

Ufortalt

jeg ønsker ikke, at du spørger igen, men jeg savner, at du mangler svar

lørdag den 12. september 2009

Moderne tider

Det er altid moderne tider. Et sted i fortiden er der én, der undrer sig over det første elektriske lys, mens der er rigeligt med personer, der i disse tider undrer sig over, at vi ikke er kommet længere i vore fremskridt, og jeg, jeg undrer mig over, at der findes så uendelig meget fred i William Byrds og John Dowlands musik, og de levede immerhen i en noget mere turbulente og sygdomsramte tider, og kunne vel sagtens have haft gavn af rindende vand, både koldt og varmt, f.eks. Måske de også havde en så meget desto større trang til at søge ”det skønne”.
Vinden lyder i de sensommertørre blade som var det havet, der hviskede udenfor min nordvendte dør.
Underboen, der har en rød bil, har fået en kæreste, som også har en rød bil. En anden nuance, ganske vist, og visse krakilere ville vel også hævde: ”En anden farve, min Herre!”, men jeg er ingens herre, og, skal jeg sige Dem, jeg har en fortid som kunstmaler, så jeg véd, hvad jeg taler om, når jeg taler om farver, men jeg er doven, så jeg nøjes med at sige rød, når jeg f.eks. lige så godt kunne have sagt vinrød, marroon eller bordeaux-rød. En bil er vel i bund og grund en bil.

søndag den 6. september 2009

Om at tale med sig selv

Markerne omkring vores hus var således anrettet (af det ubenævneliges ældgamle hænder), at en dreng i sin sjette sommer kunne skue ud over dem fra forældrenes soveværelsesvindue; og skue så længe, at han begyndte ubevidst at vente på evighedens indtræden. Denne langsomme udstrækning af sindet mod landskabets døsen kom pludselig til live, når han fik en ubeskrivelig trang til at bevæge sig ned i dette billede, bevæge sig i det mandshøje græs og modtage solens stråler sammen med det. Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse, og når drengen kom derned, kunne han mærke stenene langs åen sitre ærværdigt i den blide varme, som naturens kirkegængere der hver dag modtager solens prædiken og drikker uafvendeligt af vandets bugtende kile. Således slog tiden sig selv ihjel og fiskede drengens hjerte ud af hans bryst, som med kroge af filt omvundet med blomsterranker. Således blev grusets sælsomme knasen under hjemturen så velkendt en ven, at han efter endt liv blot ville ønske, at den var alt, der ledsagede hans vej til himlen. Således taler årstiderne ufatteligt.

torsdag den 3. september 2009

AMTOSPHERE (32)

E'ratio Poetry Journal
&
MUDLARK, An Electronic Journal
of Poetry & Poetics, Never in and
never out of print...
&
5_TROPE
&
JAAM
&
BRAZILIAN VISUAL POETRY

Halvmåne af uløselig ligning

Der var engang et land, hvor mennesket og den

iberiske skovsnegl levede i harmoni side om side.

Men alle spor er forlængst slettet på naturlig vis,

da det er 40.000 somre siden. Vi ved ikke, hvad

der gik galt. Resultaterne kan blot ses. Mennesket

kultiverer hvert et landskab. Ubærligt let. Vi må

antage, at hvis bæveren havde samme grad af
dårskab var den sikkert overvældet af misundelse.
Det er dog et større mysterie, hvorfor mennesket
anlægger disse græsplæner.