lørdag den 30. oktober 2010

Til Wallace Stevens

I stuen havde støvet gennem mange år samlet sig efter så tunge og jævne mønstre, at det efterhånden som en følge af sin egen præcise vægt holdt selve luften fuldstændig fri for støvkorn. Der stod placeret i hver af de fire høje vindueskarme en svær, hvid porcelænsvase på to meter med blåsnørklede blomstermotiver, der bevægede sig til højre op ad kroppen i en svagt drejende bevægelse. Omkring det fjorten meter lange spisebord stod i alt toogtredive høje spisebordsstole med fine sprækker i malingen og brune sæder af slidt, revnet læder, der var fæstnet til træet med små blanke bolte langs alle kanterne. En kunstfærdigt udført hvid og mintgrøn drapering løb på langs op gennem hele bordets midte. På den stod flere store, ornamenterede skåle af samme mælkehvide porcelæn som vaserne formet som gigantiske, overlappende blomsterblade. I dem lå bunker af tørre, sammensunkne appelsiner eller sorte blommer, hvis indre for længst var forsvundet... et falmet urværk hvis topklokke ringlede ganske svagt ved hvert timeslag... store puder med mørklilla velourbetræk flød i enderne af lange, røde sofaer, der var arrageret med front mod hinanden omkring opløste blomsterkonstellationer på lave mahogniborde. Foran vinduerne strakte sig fra loftet ned til gulvet nogle kæmpestore, solgulnede uldgardiner, hvis vægt så ud til hvert øjeblik at kunne trække sig fri af loftskonstruktionen og flænge den på tværs, så alting kollapede og al støvet, tiden og larmen fra den resterende verden ville blive lukket ind i den store opstilling. Hvis nogen nogensinde skulle komme til at opleve dette sted, ville de uvtivlsomt uviklårligt komme til at tænke på en døende oldings sidste åndedrag, der er blevet standset midt i udåndingen og derefter – lige inden det første stød fra den allersidste luft presses op fra lungerne og ud forbi tænderne – gået i stå.

mandag den 25. oktober 2010

søndag den 24. oktober 2010

SKYSKRABER

trappegængeri på ydersiden kun
ifølge med voksne i snor
vinduerne åbnes indad for at
forhindre de levende pynteelefanter
i at falde ud
ydersidens voksne i snor kan ikke
klare at få levende pynteelefanter i
hovedet mere end en enkelt gang
vinduespudseren må ikke benytte
elevatoren til gengæld kan alle
vinduerne klares indefra
hele vejen op
med lidt vand og en skraber
trappen på ydersiden er kun til pynt
og løsgængeri
i snor

mandag den 18. oktober 2010

dere ser forferdelige ut, klokka sju om morran

dere ser forferdelige ut
klokka sju om morran
du feks
du ser ut som du skal i kirka
i begravelse
og det er din begravelse
men det er bare du som er invitert
det kommer ingen prest engang
det blir ingen faktisk begravelse
ingen velvalgte ord
bare du og han fyren som drar i spaken
eller trykker på knappen
og renser ut av ovnen når du er borte
bare deg og han og det dere måtte finne på å snakke om
mens dere venter på at ovnen skal bli ordentlig varm
før han tar fram den gigantiske steikespaden
eller hva det heter
sånn som de bruker til å putte pizza i steinovn med på film
jeg har aldri sett det i virkeligheten
før han drar fram den gigantiske steikespaden og du legger deg oppå
i fosterstilling
med knea oppunder haka
vinkende
dere ser så forferdelig triste ut
klokka sju om morran


-----
http://lykteroghorn.com

lørdag den 9. oktober 2010

Fold

jeg ved
det er stilhed
jeg ved det hele livet ved det
nu
hvor blå er
tegn uden
hjælp
nu hvor
stilheden er tøet
undervejs til sten

tirsdag den 5. oktober 2010


Og hvem ved hvad sandheden er

Når du pludselig er det mest virkelige i verden

Når bølgerne grådigt kaster sig frem, for højtideligt at trække sig tilbage
Og det på en eller anden måde synes at betyde noget
Når alle ukortlagte længsler
vrider sig og skaber en ny regelmæssighed
der ophæver alt
Når verden er en kasse af groft, stikkende træ
med vægge i alle blå nuancer

Isblå

mandag den 4. oktober 2010

natta lengter etter dagen og omvendt
jeg skulle gjerne tenkt mer og breiere
jeg bor i welhavens gate 19
jeg jobber i økernveien 228
jeg har to nøkler
en i hver hånd
jeg er vanskelig for ikke å forsvinne
natta lengter etter dagen og omvendt
kroppen er et tempel
vi går dit for å dø