Grøn

Han synes, hun ligner en fugl. Han har haft en fugl engang. Kanarie. Grøn. Men hende her har langt reklamehår. Han drømmer, at det sætter sig fast mellem ruden og karmen. Og at hun skal lempes forsigtigt tilbage i buret. Da han vågner, må han løbe. Fumle og ingen morgenmad få. Hvad for en slags fugl? – tænker han, mens han løber. Hun er jo ikke så kulørt. Slet ikke grøn.

Næsten hver dag ser han hende. Når han har afleveret kaffen og mineralvandet. Ikke danskvand. Det hed det, da han var barn. Når der kom gæster. Nu er det noget udenlandsk. Nåh ja, der var for resten også Apolinaris til gæsterne. Hvor kom det mon fra? Han sætter også masser af frugt og slik frem. Og senere får de pizza. Men det er mest statisterne, der rigtig går til den. Al den ventetid.

Hun venter også nogle gange. Så sidder hun på den umagelige stol og bladrer i et eller andet. Han prøver på at se, hvad det er. Hun har briller på. Så ligner hun ikke en fugl. Man kan ikke se det mørke om øjnene, som sminkøren hele tiden dupper noget lys farve på. Hvilken slags fugl er hun? En lille ugle? Hun ligner slet ikke hans mor. Ikke hende her.

Han står der ikke så længe. Der er nok at gøre. Men der skal fyldes op med slik. Så ser han på hende.
Vil du ha’ en marsbar? – tænker han og forestiller sig, at hun kigger op over brillerne. Og hun er slet ikke bange. Hun vil gerne spise af hans hånd. Sminkøren går ind i hans synsfelt. Bagefter ligner hun ikke fuglen så meget. Hun er sminket blussende. Hun venter på sin elskede. Statisterne kan holde en pause.

Statisterne er ellers dem, der arbejder mest. De berømte kommer først i sidste øjeblik. En gang havde de arbejdet med en skuespiller, der var mongol. Han spillede en ung fyr, der var vild med chokolade. Han kunne bare ikke tåle det. Blev dødssyg af det. I filmens slutning var han nedtrykt, og så spiste han en stor æske chokolade alligevel og gik op på taget af en skyskraber for at begå selvmord. Statisterne skulle ligne menneskemængden på gaden. De gik frem og tilbage på pladsen i solen, mens kameraet blev sænket i et simuleret fald. Frem og tilbage. Da dagen var gået, fik de pizza og en lille sjat penge. Hvorfor gør I det? – havde han spurgt en af dem. Det er da sjovt at prøve – svarede en pige. Hun var korsanger. Statisterne skulle stå rundt om fyren, der lå på maven på asfalten. De skulle mime med på slutsangen. Så kom de til at stå ved siden af en rigtig berømt skuespiller. Det var det hele værd.

Nu er der frokostpause. Hun taler i mobilen. Skal mødes med nogen. Han ser efter hende, mens nu går over mod den store campingvogn, hvor hun klæder om. Det skinnende blanke hår er sat op. Nu løsner hun det. Det falder fuldstændigt som i reklamerne. I slowmotion. Med blændende reflekser. En stær, måske? Alt det blanke. Han får lyst til at gribe fat i det. Trække i det. Trække hendes ansigt tæt på.

Han går om bag en bygning, under en jerntrappe og ned til en lille kunstig sø. Der er et halvtag, og der står nogle rekvisitter. Det hele er brunt og orange og storblomstret. Han sætter sig i en sofa med sandwichen fra Linda’s. Det er nærmest et tilfælde, at han er havnet i det her job. Der havde ikke rigtig været noget, han havde lyst til. Eller jo, noget der var selvfølgelig et par ting, men der havde altid været en bremse et eller andet sted. Men det her er hans mor i hvert fald stolt af. Alle de spændende mennesker han møder.

Han lægger posen ved siden af sig og lukker øjnene. Der er sol og nogle store skyer, der trækker op. Hendes stemme er tæt ved hans øre. Hun vil bare lige spørge, hvorfor han ikke har talt med hende i dag. Kan han ikke lide hende? Har han ikke lyst til hende? Jo, selvfølgelig har han det. Og hun lukker fugleøjnene. Hans hånd er på alle de spinkle steder. Det blanke, blanke hår. Det støvregner lidt. Han åbner øjnene. Tager den uåbnede pose med tilbage. Campingvognen er mørk og lukket. De fleste statister er også gået hjem. I morgen er det kun den mandlige hovedperson, der skal møde. Det var så det.

Lyset, der kommer ind af vinduet, er hverken gult eller hvidt. Det er grønt. Det grunder han lidt over. Måne af grøn ost – tænker han og fnyser svagt. Som de smøreostetrekanter de fik, da han var barn. Den gule var vidst nok med svampe. Den røde med skinke, eller var det rejer? Og den grønne? Hvad var det for en smag? Han ville gerne spørge sin mor. Hun satte dem på bordet, når der var gæster til ost og rødvin. Var man uhøflig, hvis man tog en hel ostetrekant for sig selv?
Nu er han sulten. Men han sidder i stuens fjerneste hjørne. Og gulvet er grønt.