Ungdomsportræt

Hun har gjort, hvad hun kunne, for at føle sig rigtig: hun har købt det rigtige tøj, har affarvet håret, som man bør, går i de rigtige ”forkerte” sko, kommunikeret med 35 løse bekendte pr. sms og instant-message-chat-klienter på computeren og ”kender” således rigtig mange mennesker, der i sin tur også ”kender” rigtig mange mennesker, så hendes netværk er der et eller andet sted, og de mødes på en computer som datastrømme, der ikke lugter. Hun har telefonen i det ene øre og mp3-afspilleren i det andet og tomme eller bange øjne. Hun bærer på en aura af forladthed og vil gerne savnes. Alligevel bider hun negle og kan ikke sidde stille, og hun hader tanken om, at hun har en puls. Når hun skal sove, hører hun meget høj musik, for at overdøve sit eget hjerteslag. Det kan fylde hende med angst. Det er ikke til at overskue en livsytring, man ikke kan se. Hun gribes af panik, da hun finder ud af, at hendes tarme bevæger sig, uden at hun kan mærke det.

*

Han lader sine fingerspidser køre omkring hendes håndled, men han tør ikke sige, at han kan mærke hendes puls, for ikke at ødelægge den i forvejen skrøbelige stemning, der er mellem dem. Han håber, at fingrene taler for sig selv. Han håber, at der udgår en usynlig men mærkbar energi fra ham selv til hende, og han håber, at hun er i stand til at mærke det, men han tvivler. Hun taler hele tiden, og det hun siger, har ikke noget med situationen eller dem selv at gøre. Hun er ved at genfortælle ligegyldige detaljer fra en vild bytur, og hvis hun gør sig umage, kan hun få det til at vare længe. Nervøsiteten, der er kommer af, at han hele tiden er i nærheden af hendes pulsåre på håndleddet med sine fingre, giver hendes ekstra taleenergi. Hunden tygger i hendes nye støvler. Den hedder ”Skat”, har en lyserød snude og er en dræberhundehvalp.