Nekrolog - Enna Skopje

Enna Skopje, født Elling i Haderslev 1941, er død efter nogen tids dårligdom på Lindø Skibsværft. Enna Skopje blev i fotografiske kredse kendt for sin mesterlige evne til at lave knivskarpe forstørrelser af fotografier og udsnit af disse. Det lå ellers i kortene, at Enna Elling skulle gå i moderens fodspor og blive tørvegraverske, men en medfødt ryglidelse, Scheuermanns sygdom, der gjorde, at hun ikke kunne løfte hovedet ordentlig, og derfor kastede tørvene i hovedet på sine arbejdskolleger eller helt ved siden af, så de gik i stykker, rørte godsejer Nielsens (Plinderød Herregård) hjerte, som med forældrenes samtykke satte hende i den nærliggende skole. Hun klarede sig fint, og kom også på realskolen. Derefter fik hun atter godsejer Nielsens velvilje at føle, og hun blev sendt til Haderslev Gymnasium, hvor hun rendte ind i Flemming Skopje, der dengang supplerede den sparsomme studenterindtægt med at fotografere for egnens lokalaviser. De blev senere gift og flyttede ind på et lejet værelse oven over cigarhandleren. Flemming Skopje, som senere blev en anerkendt kunst- og reportagefotograf, dannede med bl. a. Herman Sule, Erik Aamod-Svendsen, Ulla Finkenborg den senere så berømte fotografgruppe ”Linserne”, som var blandt de fremmeste kræfter for at få fotografiet anerkendt som en kunstart på lige fod med de traditionelle. De udstillede her og der og alle vegne. På den tid var fotografiet stadig et medie, der anvendte sølvoxyd, mange kemikalier af forskellige slags og film. Det digitale fotografi lå stadig mange år ude i fremtiden, og håndværket var en essentiel del af den proces, der resulterede i et billede. At knipse var ikke nok i sig selv. Det største arbejde fandt sted i mørkekammeret, hvor man også arbejdede eksperimentelt med forstørrelsesapparater. For at komme tæt på et motiv, der befinder sig langt væk, må fotografen benytte sig af telelinser, men selv med sådanne kan det være svært at komme tæt nok på, og så må fotografen i mørkekammeret udvælge et udsnit af negativet, som skal forstørres op. Principielt er det kun mørkekammerets og det fotografiske papirs størrelse, der sætter grænserne for, hvor stort et udsnit kan forstørres op, men i praksis resulterer de fleste udsnitsforstørrelser i meget grynede billeder, der ikke kan ses tæt på. Til tider skal man stå adskillige meter fra fotografiet, for at se, hvad det forestiller. Her var det, at Enna fandt på metoder, der kunne fremstille meget skarpe billeder af selv relativt små udsnit af negativer. Det vil føre for vidt at komme ind på disse her, men interesserede kan med fordel læse ”Stor, større, skarpest – det fotografiske negativ i Enna Skopjes hænder” af Prof. J. Wallensky (Moskva 1965, Paris 1968, Kbh. 1970) eller ”Vi snitter ud – håndbog i forstørrelse” af Enna selv (Kbh. 1977). Hun vandt intEnnational berømmelse og havde hele verden som sin arbejdsplads, dog foretrak hun, hvis det var muligt, at arbejde i hjemmet på Klanstrupgård, hvor hun og ægtemanden havde indrettet et meget stort mørkekammer i 2 af gårdens 4 bygninger. Her kunne hun ”trylle”, som den herostratisk berømte franske fotograf Henri Marie Ouest, yndede at sige (hvilket var det eneste, han kunne sige på dansk). Ennas arbejdes natur betød, at hun aldrig selv stod i forreste række som synlig kunstner, men hun var ”den grå eminence” bag mange af tidens berømte kunstnere og en eminent sådan. Med årene blev hun tungere og tungere på grund af, at hendes krop havde en uheldig tendens til at optage og lagre de tunge sølvpartikler, som selve fremkaldelsesprocessen har som et restprodukt, og som man i 1970’ernes sølvmangel forsøgte at genindvinde, men som oftest blev skyllet ud med spildevandet, hvorved mængden af sølvfisk øgedes så voldsomt, at man i de efterfølgende år talte om ”sølvfisk-invasionen”. Med årene skulle Enna bæres i specielt konstruerede stativer fra hovedhuset til mørkekamrene, og brolægningens skader viser den dag i dag, hvor tung en byrde, hun var blevet. Enna Skopje blev indlagt i maj måned i Lindøværftets ene tørdok, men døde sidste uge. Flemming Skopje har i sin sorg udtalt, at nu er den sidste fotografiske håndværker død, og er gået over til digital fotografi. Han nyeste projekt ”Digitalis – mit hjertebarn” tilegnes hustruen.