Barnebytte

Hvis jeg ikke havde vendt ryggen til, var det måske aldrig sket. Men det er mig i en nøddeskal: jeg vender gerne ryggen til, eller rettere: jeg vender gerne forsiden af mig selv væk, for dér er jeg blød og nem at såre, men jeg kan dog ikke, som visse dyr, rulle mig sammen for at dække bugen, ikke fordi jeg ikke er smidig nok, men fordi menneskenes verden, som vi har formet den gennem de sidste årtusinder, ikke er indrettet til sådanne pludselige forsvarsstillinger. Der er altid møbler eller andre genstande i vejen, og så siger den almindelige etikette, at man ikke sådan bare kaster sig ned og ruller sig sammen, når man er sammen med andre mennesker. Måske lige undtagelsesvis i idrætssituationer, hvor det er en del af kropsforædlingsadfærden, at man indtager almindeligvis uhensigtsmæssige positurer, men sådanne situationer gør jeg meget for at undgå. Hvis jeg ikke havde vendt ryggen til, fordi jeg var nervøs for at blive såret – eller ubekvemt ramt – var det måske ikke gået så galt. På den anden side, kunne jeg jo ikke vide, at barnet havde gemt bogen på maven, og hvis jeg havde været klar over det, var det ikke sikkert, at jeg ville have opfattet situationen som alvorlig, idet barnet ikke, hvad på sin vis er mærkeligt nok, havde tænder, selvom det var godt og vel 4 år. Men det var til gengæld et gammelklogt barn. Det havde den mærkelige evne, at det sugede visdom gennem gummerne. Når det havde tygget i en bog, kunne det bagefter genfortælle den, opsummere, udlægge og fortolke (fordi det også havde tygget i resterne efter et kuldsejlet studie i litteraturhistorie), og i begyndelsen var det til almen morskab, og det genfortalte simple og naive historier om giraffer og aber og tomater, men i længden blev det ensformigt. Barnet havde selvfølgelig opfattet og taget til sig, at vi andre morede os over denne lidt aparte evne, og tog imod vore klapsalver og latterudbrud med stor glæde – og begærlighed. Og det tænkte vel, at hvis det var morsomt én gang, kunne det også være morsomt flere gange. Men det var det ikke! Barnet kendte ikke til den hærdelsesmekanisme, der plager de fleste voksne, og som gør, at ting og hændelser, der i første omgang vakte en vis moro, med gentagelserne bliver plagsomme trivialiteter. Så det satte i gang med at tygge sig gennem reolerne med bøger meter for meter. Og det blev plagsomt. Det var ikke længere morsomt, at blive afbrudt af et barn, der rev én i buksebenet og udsagde dele Proust, Grotrian, Major Sørensen, Homer, Marquez og Melville (og kommenterede dem) for ikke at nævne opslagsværkerne med faktuel viden, så vi isolerede barnet i et rum med almindeligt legetøj og et fastmuret tv, hvor vi afspillede tegnefilm beregnet til de helt små, lejede nogle jævnaldrende det kunne lege med, og efter et par uger var det ved at blive som et normalt barn. Det legede og sagde almindelige barnelyde, d.v.s. noget, der lignede almindelig tale, nogle selvopfunde ord og nogle andre lyde, der skulle udtrykke det, barnet endnu ikke havde opdaget ordene for; hvis de da fandtes. Det var ikke til at blive klog på, det barn. Der var et eller andet inden i det, som ikke skulle være i et menneske af den størrelse og alder. Da barnet fik fat i landkortene, vejkortene og hylden med atlas, blev det ikke til at holde ud. Det var én lang opremsning af europæiske hoved- og motorveje med byer og sidegader og lokaliteter. Vi blev enige om, at barnet ikke var i orden, og vi gik ned og fik det byttet til strikkemaskine (det var det bedste tilbud den dag), og siden var der ingen mangel på trøjer og strikket tøj i familien, som nu var skrumpet lidt.