Poetaktisk II

......og der er meget skov og megen skygge og ikke mindst den her velsignede ro når tingene ikke giver overskud, men som et sort hul suger kraft til sig og giver fyldigt underskud: træk mig ind til dig, æd mig, opslug mig, fyld mig, og lad mig forsvinde i centripentaltekst, og nok er måne og stjerner og sol og univers tykt af udtjent gerning, men ikke desto mindre er det jo stadig en virkelighed der banker derudaf ovenpå og som vi forsøger at gøre til vores, men som jo er fløjtende ligeglad, og stjernerne de lever sgu sit eget liv og det samme gør alt det andet, som vi vil eje og være en del af, men vi kan fange det med ord og et sekund gøre det til nærvær og tryghed og tæthed uden galaksers fjernhed og tusinder og atter tusinder af kilometers distance, vi kan ikke bare skrive det savn vi mærker, vi kan også skrive det savn vi ikke mærker og måske kan komplementariteten ophæve hele lortet .....