GID, JEG VAR SVENSKER

Kullen drages ind af kulden – og når ret skal være ret – må vi fryse på toppen – titta ind – i vores hvide huse – fryse, når døren er låst – skratta, imens vi ryster

Det er skog at være fri – og når fuglen sætter sig – er vi ensam – på en snor – som en mand, jeg kjendte – der talte hvert eneste spor i sneen

Han gik ind i en skov – for at skrive en bog – på svensk – på et træ – der var væltet – som en degn – stod han op – ved at lægge sig ned

Det han skrev – hænger på den snor – som er kold – i vores frosne hænder – hvor vi tæller hvert skridt, hvert spor, hvert tegn på sne

Når den fugl sætter sig – har vi talt hvert eneste spor – vi har skrevet en bog – vi har mødt den mand – vi har frosset og leet på svensk