Mikado

Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen - gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Det er så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om hyldeblomster og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen

Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevede og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og det godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.

Havde det bare været en flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel altid tilstede. Hendes vrede er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hvorfor hun i stedet har valgt tristheden. De nedslåede øjne synes langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Åh jo, hun bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Og får således sin tyste appalus af uudtalt medfølelse. Hun opnår krigsveteranens fredning, og hun ved det.

Og vreden? Den lægger sig som giftig spy bag hendes malede øjenlåg og udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller de stadigt flere spydigheder i hjørnerne. På det seneste er hun også blevet stadig mere fraværende fra jobbet. Migræne, forstås.