fortællingen om

måske skulle man skrive historien om sin mor. eller historien om en moder. ja egentlig ville man helst skrive om sin far, som man desværre er så ulykkeligt bundet til, at det ville blive en tragedie på c-niveau, en farce, en casestory i et 10.klasses undervisningsforløb i basalpsykologi. for klichefyldt, ligesom.

nå anyway, man skriver om sin mor istedet. den ømme mor. selve billedet af selvopofrelse og slidte hænder. alt det hun gør for at glæde andre og som for langt den overvejende del misforståes eller tages for givet. og der står hun så, moderen, med alle sine talenter og sine drømme og sit begær efter bekræftelse og venter. men der kommer ikke noget. ingen tak. ingen taknemlighed. ingen bukken eller skraben.

og pludselig bliver stilheden så høj. truer med at sprænge trommehinderne. og hun føler sig til grin, klædt af, forladt og snydt. lidt ligesom kontaktannoncer med løfter om kærlighed og lad os mødes og drømmen om den eneste ene. og de mødes og han er dorsk, ukvik og ustyrlig kedelig. og hvor fanden blev den eneste ene af? ja han står stadig et sted i kulissen og griner.

pludselig føler hun sig til grin, og gu fanden om hun vil være til grin. så hun bider af - bider i - det sure æble. eller lukker af og lukker ude. og vreden bliver en klump i maven - en vrængende bøvs ved middagsbordet. og hun ved godt, at det sandt hvad de siger, de andre, uden ord men med øjne tunge af bebrejdelse. at vreden er uberettiget, forkert, for meget. og hun hører dem tale om ”de små børn i Kina og de sultne i Afrika”, hun hører dem tale om proportioner og: ”se, så kan man tale om problemer”. og hun bærer stadig rundt på sin indre uformelig vrede, en gustengrå tunghed og ved, at det er en fis i en hornlygte.

så tag den væk, væk, ud, bort, forsvind, heraus.

men vreden forsvinder ikke, den lurer, gærer, fylder det meste. og hun vil ikke se det, ikke se det i øjnene, ikke mærke det. nej hun vil udvise ydmyghed og ansvarlighed og gemme vreden væk og fungere. så hun fortrænger og gemmer og skjuler og pudser sølvtøj om natten, lufter sengetøjet om dagen og det hele med en ildhu aldrig set magen. hun pakker i kasser og pakker ned, stabler og lukker kapitler af et liv, hun aldrig har levet.
og hun er ikke vred, nej hun er bestemt ikke vred, bare træt, så umådelig forbandet træt. kan ikke holde sig oprejst, så hun lægger sig, lægger våben. lægger låg på. det hele.

og lever det halve