Om kriser

Kan man ikke finde på andet, kan man altid finde en krise, der kradser. Og man kradser igen, og der går hul på bylden. I heldigste fald også betændelse i skidtet. Og det bløder og pletter tøjet og så går tiden da med det. Plefjerner og kogevask. Man sætter sig lidt foran maskinen med tromlen, der kører og kører. I ring. Og man tænker: ”trædemølle”. Det gør én så trist. Trædemøller er per definition triste.

Man forsøger at tænke på noget andet, men tristheden har bidt sig fast, ligesom kulden og krisen. Der kradser. Så man rejser sig og sætter sig igen. Triller tommelfingre. Først den ene vej, og så den anden vej og tju og tju og skomagerdreng. Så triller man igen: først den anden vej og så den ene vej. Bare for at se tingene fra en anden vinkel. Det gør ikke den store forskel. Tommelfingre er tommelfingre, hvordan man end vender og drejer dem.

Så prøver man noget andet. Man fejer lidt for egen dør, for ekempel. Det bliver hurtigt kedeligt og skidtet sætter sig under neglene. I stedet flytter man ind i et glashus. Så kan man kaste lidt med sten. Eller bedre: håbe at nogen kaster med sten. Mod eget glashus. Og der bliver kastet og man råber:
”Pas dit eget glashus, så skal jeg nok smadre mit”.
Så går tiden jo med det.

Men som man råber i skoven, får man svar. Og som man råber mellem glashusene finder man sten. Til sin kiste. Dem kan man så rydde af vejen. Mens krisen kradser og vasketøjet tumbler. Man kan også lade være.
Godnat og sov godt