To digte

Solens dæmon hæver sig
over dagens matte sokkel og
kysser skoven med sine blide flis
I jorden en forstenet muldvarp: alle
under jorden sover trygt. Inde i cirklen
af ventetid sidder et postbud af filt
og rører i sovsen:
han har tænkt sig frem til en tilstand
af svævende identitet: det ene øjeblik
er han en lille fugl, det næste øjeblik
en islænder-sweater der luner sig selv
i de kølige sommernætter, det næste igen
en tivolidirektør
der råber op til dagens
forestilling mens han står fastklemt
mellem
to cirkusvogne på grund af sin
alt for store mave

Det er ikke lige til at se
at sommeren ikke er kommet rigtig
i gang i år. Men buskenes blade
sitrer ikke som de plejer og træerne
af jern signalerer kun til os via
underjordiske kanaler når vi svøbt
i søvnens pose under nattens myggenet
af sved råber på mere feber

Tanker af strå lægger sig på det
allervarmeste sted i hjernen,
det hele naglet fast med søm og skruer
midt i en sump af meningsløs oversvømmelse:
Tallene viser, at tragten er for snæver: de fleste
dyr vil uundgåeligt sidde fast i kontrastens
skarpe fremkaldervæske: som overeksponerede
falder de giftsyge ud i den ventende
sø af kød

Maj 2008.


Verden ånder
gennem spejlet af papir
og efterlader duggens
fine aftryk – bogstaver af salt
En nethinde af udsagn gennem
bandagen – du får øje på
dyret dér hvor lyset falder
ind gennem hjernens sprække
af metal

Verden er tung og gammel
Økonomerne svæver
som lette fnug i stratosfærens
kogende ozon

Bølgeslag af glemsel
holder dig vågen
som en lampe
i nattens svævende stof
Mens du leder efter spor
i sandet opdager du
at tiden har fundet dine

Som gammel krigsveteran
beholder du hjelmen på
til det sidste, men det hele er
sløret, åndedrættet er for tæt
på

1.6.2008