En efterårstragedie

Der var en gang et stort træ, der gerne ville være pænt om efteråret. Det ville stå der, hvor det stod på brinken, der, hvor den kærlige og pæne skovsti snoede sig på vejen rundt om søen, som var den lagt af en ulykkeligt forelsket guldaldermaler, og vise sine blades mange farver frem for dem, som kom forbi dernede under kronen. Men denne oktober var en uvenlig én af slagsen, og der gik ikke mange dage, før vinden havde revet alle bladene af træet, og det stod nøgent tilbage, og fremviste sine spinkle grene og slappe bark. Selv de snyltere, der kunne have ventet til, den første nattefrost havde været der, gik i hi i utide, egernene nægtede af kravle op ad stammen. Den var dog for ulækker. Alt i alt var efteråret slet ikke, som træet havde tænkt sig. At gå ind i vinterens udsathed og de mange normale storme som en mosgroet vanskabning, var ikke noget at se frem til. Træet tog en beslutning. Dybt inde i stammen, hvor de største træmuskler sidder, begyndte det at spænde op, og efterhånden som spændingen arbejdede sig udad, blev træet stivere og stivere. Hvis nogen havde været der for at se på det, kunne de have set, hvordan træet efterhånden blev så overspændt, at man skulle tro, at det var invaderet af frost, der fik alt vand i veddet til at udvide sig, og med et lille pfft faldt træet sammen i flere millioner tændstikker (m. svovl). Det tog et aktiveringshold fra den tidligere Farum Kommune hele vinteren at samle dem sammen i æsker, og på dem klæbe små fine billeder af kommunalbestyrelsen.