torsdag den 16. oktober 2008

Erindrings erosion

Jordens læderhud er skoldet, en drøms dagsrest brændt i kød, en grill tiltet omkuld i græsset og ad flugtvejen forbi et flået fabeldyr, afslagne hænder som tyves, kløvede stamtræer faldet i baghold. I blå stænk ligger regnen spredt, strimler af stof hængt i hegnet, blafrer som vimpler, små flag, stormen har sat på det erobrede land. Skypumpen kaster op i skvulp og spytter vraggods fra en falden himmel, som verdens fede vom vendt på vrangen. 

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hver gang jeg læser dine tekster så bliver jeg på een gang fuld af næsegrus beundring men samtidig pissetræt af, at jeg ikke selv har skrevet det.

Din harme rykker. Dine ord vil noget. Mere. End bare ord.

(og jeg ved godt, at jeg roser for meget, men her er da blandet en anelse misundelsens malurt i bægeret ;-) )

Vibeke Nielsen sagde ...

Hej Louise

Du roser ikke for meget. Jeg har sagt det før - jeg bliver altid glad for ros (det gør alle mennesker for øvrigt).

Til gengæld er du god til at beskrive fastlåste situationer uden løsning. Og til dine egne helt personlige og skæve vinkler på skrift og verden.