Under sofaen ligger de græske øer
i et alt for havgrønt tæppe. Langhåret
salt og måger. Er havet en kvinde
og bølgen en mand? Er klippen
et barn ingen kan nå eller en sær
gamling, der har fået fikse ideer?
Luften flytter sig, og det kalder vi
noget, vi ikke kan huske. Søvn
og muntert marmor forenes.
*
Vi er oppegående.
torsdag den 23. oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
oppegående, ja, men nok ikke meget mere...nærmest sovende, ikke?
vh
Mona L
Send en kommentar