efternat

det er efternat, han sover og har forlængst forladt dagenes manglende berøring og sofaens umagehed, som de tidligere på aftenen delte. nu er han undervejs i søvnen, på vej mod flere dage, flere vågne timer med fjernblik og tavse appeller, for en stund fredet i og af søvnen.
med kroppen formet som et omvendt S, synes han at tegne et spørgsmålstegn mod det hvide lagen.

hun står i døren og betragter ham, hans sitrende øjenlag og den lette savl der har lavet en mørk plet på puden. hun kan svagt høre køleskabets mekaniske vejrtrækning fra køkkenet og møblerne der giver sig en smule, som vånder de sig under nattens åg. hun er helt, helt tæt på skumringsgråheden, hun er opløst og fri af tanker og kan mærke hans krops dufte som en tyngde i rummet. en tyngde der får hende til at skutte sig en smule i den tynde bluse, som fornemmer hun pludselig, at der ikke er rum til hende, derinde bag søvnens dør.

hun mærker trætheden men vil ikke sove, nej hun vil stå her til han vågner.
så vil hun sige ”godmorgen”, mens han vil knibe øjnene sammen for at skærme mod lyset bag gardinerne. han vil strække sig, og hun vil vide at han et kort øjeblik føler sig fremmed, afsløret, nøgen. han vil se på hende med en slags frygt, som læser hun hans tanker og drømme, der handler om alt andet end dem og deres. så vil han skubbe dynen til side og med den også frygten, han vil kærtegne hendes skulder, gå mod badeværelset og svagt mumle et ”godmorgen” til svar.

hun vil vende sig om og forgæves søge hans blik, men han er længe væk, han er trådt ind i dagen og vasker nu nattens længsler af under bruseren.

så vil hun lægge sig på lagnet og søge at fange det spørgsmål hans krop tegnede i nat - hun vil snuse og mærke fordybningen, hvor hans krop har ligget.
og hun ved, at hun vil søge forgæves. at hun må kvæle et savn før det opstår, og søge mod søvnen for at finde.