tirsdag den 20. maj 2008

Digt til min ven, Gitte Luise Nielsen

Græd ikke, min kære
sagde jeg gerne
hvis ikke jeg troede på
at de fjerne marker
der omgav os engang
og stadig gør det
har taget bolig i dine øjne
hvor engen efter regnen
ikke længere er våd og smattet
men er frodig som
markerne før høsten
lige før det øjeblik
hvor livets endeløse flod
bliver som en dråbe
af alt det tabte blod…
ak, denne frost af rim
der stammer fra
hvert blik jeg har stjålet
og som jeg aldrig
kunne have nedfældet
hvis ikke jeg i drømme
havde hvilet mig
på denne eng
og hvis ikke jeg gjorde det
i din favn med ordene
der rastløst hviler på mine læber;
så græd, min kære, ja græd
om så dine tårer
har sit udløb i et hav
og tiden vel nok er som et ocean
så ender det, som al tid gør det, ved kysten
hvor dit liv er begyndt
nu venter i blikket de fjerne marker på høsten
hvor dit liv ikke kun begynder
men hvor det er begyndt.

1 kommentar:

Ture sagde ...

Dette digt er skrevet til min bedste ven, Gitte, da hun for et år siden blev voksendøbt, og jeg blev fadder til hende. Men det kunne lige så godt være skrevet til en barnedåb. Følelserne er de samme, bortset fra at Gitte har så uendelig meget mere at græde over, end noget barn måtte have.

Kærlig hilsen Ture.