En kvindelig medpatient, der førstegangsindlagt skal
20. indlæggelse
overflyttes til en gangplads
Indlæggelse af 28-årig mand, velkendt
midt i en depression. En simpel hændelse, men samtidig
under
en grusomhed, som egentlig
diagnosen skizofreni, henvises af
gør alle digterens sproglige kunstnerier inadækvate
overlæge
Hvad kan jeg gøre fra eller til,
Uffe Juhl Povlsen, DPC-Møllegade, pga.
hvordan kommer min digtning hende til gavn?
udtalt
Fandens også,
angst og overforbrug af Truxal og Rivotril
tænker jeg, og igen trangen efter et skud så rent og klart
gennem
at vise det hele verden
den sidste uges tid. Pt. er indstillet til SHH,
med det fineste stof af dem alle. Den meningsløse lidelse
oplyser, at
Kunne jeg dog bare,
han netop står for at blive indkaldt til
men nej. Månen skinner så klart, og mit hjerte er så
forsamtale.
formørket, at det nærmest
Samtale med pt. Pt. forklarer, at han
er som at vandre i dagslys. Så fandens klart. Hvad kan
gennem den
en digter da gøre?
sidste uges tid er kommet op på at
Systemet kan i det mindste lidt, en gangplads er bedre
indtage store
end ingenting. Men
doser Truxal og Rivotril i et forsøg på
en digter, hvad kan han? Måske af uransagelige veje og
at kooperere de
med mystikerens vision
panik/angstanfald, som han får specielt
om sjælenes enhed mejsle en statue af guld for hvert
om aftenen.
et knust hjerte
Angiver, at han nogen gange nærmest
Kommer det ingen til nytte, har jeg spildt mit ganske liv
har taget
og vil spilde det resten
medicinen i ”håndfulde”. Skønner, at han
af mine dage. Kommer det blot dig, min elskede ukendte,
den sidste
til gode, er ikke et minut
uges tid har brugt ca. 1000 mg Truxal og
på modtagelsen gemt for evighedens lup. Således på
5-7,5 mg Rivotril
den sædvanlige bænk
dagligt. Måtte i går aftes næsten flygte
på Blegdamsvej. En pludselig sorg over et andet menneskes
ud af
skæbne, et liv,
lejligheden og sad i første omgang nogle timer på
jeg formodentlig aldrig igen vil stifte bekendtskab med.
en cafe,
Måske forsagede jeg
hvorefter han ringede efter moderen,
mit betroede talent i hendes ansigt at læse et digt
der kom
Og dog kommer ansigtet
og hentede ham. Har sovet hos hende
igen, dag efter dag og aften efter aften. Og altid, altid er det
i nat, men
kvinden, som lider
føler det belastende at være hos
Martin Luther ville rent ud benægte et sådant tragisk element
moderen,
i livet. Men måske,
når han har det psykisk dårligt, da
når tragedien lader sig høre og se, forstår vi i og med kødet
hun så
Guds lov bedre end
bliver ked af det og nogle gange
han tør indrømme. Og dog, manden lider også, men på en
græder.
sær anderledes vis
Har i den periode han har taget de
Han lider som digter, og går hans lidelse end dybere, går
ekstra Truxal
kvindens skæbne forud
og Rivotril faldet i søvn allerede ved
for ham. Alene rent biologisk, men også i livet i almindelighed
20.00-
En mand alene, om han
tiden om aftenen, sover uden problemer
aldrig så meget som blot rører en kvinde, er fortabt uden hende
hele
Hvor er da digterens glorie?
natten igennem. Føler sig i løbet af
Ikke længere overgivet Gud, ikke længere over mit hoved,
dagtiden
men i elskovs varetægt, hvor
træt og hukommelsesbesværet. Sidder i
lidt jeg end bryder mig om at sige det, fordi jeg tærsker
øjeblikket og
langhalm på en pige, for hvem jeg
forsøger at skrive på en dagbog, som
beredvilligt skulle have givet et offer. Men jeg tav og lod hende i
han
stedet være et fabeldyr for min pen.
håber kan blive udgivet engang.
(Lykkegaard/ læge fra Rigshospitalets psykiatriske modtageafdeling)
mandag den 26. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Endelig, efter visse tekniske og etiske problemer, håber jeg nu, at teksten rent typografisk er blevet nogenlunde læselig, om end den, på grund af den for overskuelighedens skyld dobbelte linieafstand, blev lidt længere end meningen var. Den ser meget anderledes ud på mit eget tekstbehandlingsprogram, men pyt med det. Jeg håber, den kan læses alligevel, som den er ment, nemlig som en sammenstilling af to tekster, der er flettet ind i hinanden. Som titlen viser, er begge nøjagtigt lige gamle, bogstaveligt talt på minutten. Og som det er anført nederst, har den faktisk to forfattere, nemlig mig (med efternavnet Lykkegaard) og den læge i modtagelsen (hvis navn står i min journal), som jeg denne aften, altså den 7. december 2000, talte med. Hvis man da kan kalde det en samtale. For når man samtænker teksten i kursiv (som er hendes udtalelse i journalen fra samtalen), med hvad der under denne tilfældige udveksling af ord fløj gennem mit hoved, og som jeg efter samtalen griflede ned (nemlig den tekst, som ikke står i kursiv) bliver manglen på egentlig samtale, endsige følelsesmæssig samklang, ret så påfaldende. Og sammenstillingen vidner vel også om, at såkaldte læsioner i den emotionelle kontakt (sådan hedder det faktisk i den psykiatriske jargon) sjældent, som her under en visitationssamtale på den psykiatriske modtagelse, er et spørgsmål om patientens mentale habitus alene, men snarere handler om lægegerningens udgangspunkt for mødet med patienten. Og dog kommer der spredt i journaludtalelsen, trods den såkaldt objektivt analyserende informationsindsamling, et menneske af kød og blod til syne. Heldigvis. For jeg kender læger godt nok til at vide, at ensomheden, trods den i øvrigt massive forskel i lidelsens tyngde, er lige stor på begge sider af bordet.
Kærlig hilsen Ture.
Send en kommentar