Om start, midte og slut

Når man mærker noget, der ikke er, men som alligevel hænger i luften, er det svært at trække vejret. Så må man i stedet trække tiden. Ud. Eller sætte fingeren. På pulsen. På tastaturet. Og skrive noget, der ikke kan skrives. Man må skabe. Noget. En fortælling, for eksempel. Et eventyr, en drøm. Et glas-kar i brændt orange.

Fortællingen. I fingrene. Den døvstummes pen. Den livløses åndedræt.

Begyndelsen.
Et sted. En tid. En erfaring, der søges tilvejebragt. Eller tilendebragt. Sådan kan motivet variere, men fortællingen er den samme. Først den ene vej. Og så den anden vej.

Dernæst en Midte.
Ikke et centrum, ikke en kerne. Bare fyldet i puden, der gør søvnen så langt mere behagelig. Vi luller og leger og tror os trygge. På behørig afstand af såvel start som slut, langt fra indledende spørgsmål og afsluttende svar. Vi svæver og suger begærligt af midtets tomrum, fortællingens centrifuge. Rundt og rundt. Åh hvilken frihed, hvilken bedøvende eliksir, hvilken pirrende forførelse. Lad det aldrig få ende. Lad søvnen vare evigt - den påtagede uskyld beruse os.

Endelig en slutning.
Uden afskedens tyngde, ville fortællingen aldrig opstå. Aldrig finde liv. Uden det ubærlige syndefald ville uskylden miste sin pondus. Sin patos. Vi vil afsløres. Vi ønsker smerten og erkendelsens ulidelighed. Vi søger blotlæggelsen, uanset at den ikke er til at leve med. Den truende afsked er altings fylde. Dét nulpunkt vi skriver os op imod og hen imod.

Fortællingens udgangspunkt er at skabe en mening, hvor ingen mening er.

Det er ikke tragisk. Det er ikke ondt.
Det er den fortælling, virkeligheden har lært os.
Eller omvendt.