Hvor mange hjerter
ville kunne leve gennem
så mange vintre
som dem vi har kendt
uden at blive kolde
eller føres vild?
er kærlighed ikke en stille ild?
Ægthed er fremmed
og hjerter i fare, hvor
gader belægges med guld
mens du, min elskede
vandrer på broer over
afgrunde af gråd og smil
jo, kærlighed er en stille ild –
Aldrig har du låst mig inde
i hjerteformede længsler
trods at du selv har været
fange i kasser af sten
så alt for grove og små
til en sjæl så mild
for kærlighed er en stille ild.
lørdag den 24. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Dette digt er, som titlen siger, skrevet til en pige ved navn Helene, i hvis liv kærlighed havde været alt andet end en stille ild, med mange ulykker til følge. Og dog rummede hendes forpinte sjæl alligevel, netop på grund af sine lidenskabers voldsomhed, momentvis et livsmod så stærkt, at det ganske betog mig. Netop den blanding af lidenskab og livsmod, som gjorde det om blot en smule lettere at forstå, at nogen ville kunne overleve et liv så ulykkeligt som hendes.
Kærlig hilsen Ture.
Send en kommentar