Glockenspiel

vi hænger fra klokketræet
reb om hinandens halse
det er smerte, der er godt at kende
det er ren idyl på sådan en helt almindelig dag
når jeg trækker, så hives du op
når du trækker, så hives jeg op
når vi begge trækker er det mange penge til
det fælles bedste
det er en så tro, tro kopi at man kun kan elske den
med et fjernt blik i øjnene der spørger hvor floden
udspringer når alt andet er slået læk
rummets dæmoner lurer i udkanten af dagligstuen hjørner
hætteklædte sorte mænd med Afrika tatoveret på hænderne
men vi tager os ikke af dem
for når vi hænger fra klokketræet
med løkken masende sig ind i struberne
kan vi slet ikke se hvor langt ned der er ned
til dem eller Zambesis udspring