Du fortalte mig noget
der som en brøkdel af
et endeløst hav
med nogle få dråber
slog sprækker i mine øjenhuler
hele dette ocean
bærer du med din krop
og spørger mig underfuldt blødt
om jeg herefter vil kunne sove
til trods for at du
ved fuld bevidsthed
hver gang du vågner
drukner i den virkelighed
som jeg når du fortæller
blot dråbevis vækkes af
som af en fjern og ond drøm
jeg ville ønske
at jeg ved fuld bevidsthed
ville kunne have været med dig
og holdt dig i hånden
i denne fjerne og onde drøm
hvis ikke det var fordi
at jeg da aldrig nogensinde
ville kunne sove igen
eller måske snarere
at jeg da aldrig igen
ville kunne vækkes
men ville være faldet til bunds
som en møllesten
i din krops ocean
den krop
der for en drømmer som mig
som et blikstille hav
i al evighed
er uberørt af menneskehænder
og den havbund
hvor jeg intet andet ønsker
end at stedes til hvile
i dit hjerte
mellem årer og arterier
uden nogensinde at
vækkes af denne fjerne og onde drøm
som ville jeg herefter kun her
og netop kun her
kunne sove
i et hjerte så underfuldt blødt
som dit.
tirsdag den 20. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Dette digt er også skrevet til min bedste ven, Gitte. Det blev skrevet natten efter, at hun på gangen udenfor kirken på Sct. Hans Hospital fortalte mig en erindring fra sin barndom, som, om end den var så grufuld, blot var et enkelt lille fragment af, hvad hun fra sin barndom bærer på af frygtelige minders mareridt. Men så meget desto mere har hendes kærlighed, modsat den kulørte presse, overbevist mig om, at der ingen menneskelige monstre, og i en vis forstand heller ikke menneskelige ofre alene, findes. Der findes kun mennesker. Hverken mere eller mindre.
Kærlig hilsen Ture.
Send en kommentar