det regnede i nat
ja, det regnede i nat
da jeg bestemte mig for
at skrive et digt til dig
om hver dråbe der spredtes
på den mørke asfalt
og om lyset i gadelampens skær
uden hvilket jeg aldrig
havde set eller lagt mærke
til nogen regn
og vel heller ikke til dig
men netop som digtet begyndte
at ville samle op dit hjertes skår
og enhver metafor ville
så meget mere end
den nogensinde ville kunne
bemærkede det tillige
som med et bittersødt suk
langt før det var færdigt
ja, før det endnu var begyndt
at regnen var hørt op
og kun mørket var tilbage
sammen med det lys fra gadelampen
der nu blot alt for tydeligt
syntes at savne den regn
uden hvilken jeg måske
aldrig ville have bestemt mig for
at skrive et digt til dig.
torsdag den 22. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Der er det besynderlige ved dette digt til en pige ved navn Sarah, at det nærmest, som længsler har det med at blive det, er blevet en forjættelse om sig selv. For logisk set blev det aldrig skrevet, ja, som der står, aldrig begyndt. For regnen hørte op, endnu før digteren nåede at begynde på det. Det gjorde på sin vis også længslen. Også længslen hørte op, langt før jeg nåede at skrive om den. Og alligevel står digtet at læse ovenstående, før det overhovedet nåede at sige noget af betydning. Måske kan det også være det samme. For længslen lever, som i digtet, længere end ordene. Ord er jo bare ord, ikke sandt – ordene og det, de skal udtale sig om, synes aldrig rigtig at dække hinanden, end ikke i et digt.Disse to størrelser, altså ordlyden og lyden af regnen selv, synes overhovedet ikke at have noget med hinanden at gøre. Eller, sagt ganske akademisk, synes sproget inadækvat over for den virkelighed, det skal beskrive. Det er lyden af regn ikke. Så vidt er det logisk nok, at digtet hører op, ja aldrig når at begynde, før regnen er holdt op. For lyden af regn er, modsat diverse sproglige udsagn om sprogets kvaliteter, ikke spor akademisk. Lyden af regn er blot, ganske modsat ordene, længslens lyd, en lyd så virkelig at selv digtet må strække våben.
Kærlig hilsen Ture.
Er der ikke to ens udgaver af det samme digt ovenpå hinanden?
Kan det være fordi redaktøren kludrer når han forsyner teksterne med etiketter?
Jo, jeg mener i hvert fald at håbe, at det er derfor. Han måtte under alle omstændigheder gerne fjerne den anden udgave uden kommentarer. Jeg ved ikke, hvordan jeg selv skal gøre det.
Kærlig hilsen Ture.
Det ordner jeg. Beklager svipseren.
Send en kommentar