Birgitte Krogsbøll:
I begynder alle på Forfatterskolen i 2008, skolens første gruppeoptag nogensinde.
Hvad forventer I det kommer til at betyde for jeres kunstneriske og personlige udvikling, som gruppe betragtet?
Og hvordan vil I håndtere cafépengene... undskyld, SU'en?
Thomas Ahrensbøll Hansen:
Endelig. Efter alle disse år i ufrugtbar ensomhed kommer så forløsningen. Sjældent - hvis nogensinde - har den været så fortjent. Det siger de også hele tiden på Forfatterskolen.
Jamen, tuttelihut, vi skal da bare stille og uroligt være sammen, alle sammen, med hinanden og andre dejlige poeter, okay da, også prosaister, med en sund, ægte, vedkommende og oprigtig interesse for sproglig ornamentique.
Kunstnerisk skal vi rigtig (og jeg glæder mig) hygge-nygge udvikle os på en statsinstitutions regning. Om sommeren skal vi alle sammen, midt i undervisningen, pludselig cykle til stranden og nøgenbade sammen. Og sammen tænde bål i måneskinnet, når kommunens opsynsmand er gået hjem.
Om vinteren skal vi holde juleaften sammen med hinanden. Og tænde bål i julemanden inden vi alle sammen går hjem, sammen.
Udviklingspersonligt kommer det ikke til at betyde noget særligt, da ingen af os er personligheder. Vi er anonyme og bliver helst hvor vi er, som tapet.
SU'en giver vi til mig. Jeg skal bruge den til at starte byens første rendyrkede absinth bar på Sankt Thomas Plads.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar