Det er ikke min mening
at gøre dig urolig
eller volde dig besvær
jeg kender dig jo ikke,
som det hedder sig
når man undslår sig
kærlighedens kendskab
til den ukendte
og dog mener jeg at kende
til et endnu ukendt digt
der afkræver mig formulering
og som modsat mig
påstår at kende dig
men jeg skriver det ikke
dels fordi jeg ikke kan skrive det
men blot læse det i dit ansigt
og dels fordi ethvert citat
jeg her måtte søge
hvis jeg kunne skrive det
måske ville gøre dig urolig
eller volde dig besvær
ved sit ønske om
at skrives ned
i form af en parafrase
som nok i dit ansigts kendskab
til denne ukendtes kærlighed
kan læses, men måske aldrig skrives:
den formulering der nok søger dig
men som løsrevne vers i et røgfyldt rum
ængsteligt pustes ud
velvidende at dit ansigt
måske slet ikke ønsker at citeres.
onsdag den 21. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
8 kommentarer:
Nogle gange, for ikke at sige dagligt, og ofte i ganske ubelejlige situationer, hænder det, at man møder et menneske, man fatter en umiddelbar og brændende sympati for. Og det er en sympati uden hverken grund eller betingelser, for både køn og alder er inderligt underordnet længslens iver efter at kende dette menneske. Kendskabet til dette menneske, som dog ofte forbliver en ubekendt, forbindes med den højest tænkelige lykke, om end det fuldstændigt er berøvet ethvert motiv. Og dog forbliver det altså tit, på grund af ubelejligheden og af andre årsager, ved det flygtige bekendtskab.Ikke fordi man ikke ønsker vedkommendes venskab, for adskillelsen er altid forbundet med en kortvarig, men inderlig smerte, men måske fordi det ikke er hensigten med mødet, at man i momentet skal bekende sin ellers umiddelbare og dybfølte kærlighed til denne fremmede, som slet ikke føles så fremmed endda.
Sådan havde det, med den kvinde, jeg skrev dette digt til. Og det syntes først at være med digtet eller under forbøn, da Gud ikke glemmer denne fremmede, at det går op for én, hvad hensigten med mødet var. Nemlig at ingen for Gud er fremmed, og at han derfor dagligt husker os på noget, som vi glimtvis i underbevidstheden synes at have en sær, brændende tanke for, men som synes bevidstheden fremmed: at vi skal elske vores næste som os selv, og at denne kærlighed til den fremmede, som er Jesu elskede bror eller søster, samtidig er vejen til ham.
Kærlig hilsen Ture.
ja, hvad kan man gøre, hvis ikke det hele skal ende patetisk, andet end at gå ud i verden og elske næsten, i stedet for at drømme om at det er sandt, hvis det da er sandt at vi skal elske os selv?
Kære anonyme,
eller fremmede, om jeg så må sige; det var mange spørgsmål, men kun et spørgsmålstegn. Derfor vil jeg svare, så godt mine evner rækker, på det sidste, nemlig at det er min inderlige overbevisning, at vi skal elske os selv, og at der intet modsætningsforhold er mellem at tænke på os selv og andre. Mange både kristne og ikke-kristne tager for givet, at det er et kristent ideal, at man skal tænke på de andres vel i stedet for på sit eget. Men den bibelske tankegang tager menneskets naturlige kærlighed til sit eget liv som udgangspunkt og forbillede for kærligheden til andre, sådan som det er formuleret i kærlighedsbuddet 'Du skal elske din næste som dig selv'. Så vidt i hvert fald min tro. Og den udelukker ikke næstekærlighed, tværtimod. Den forudsætter næstekærlighed, for dermed at kunne bevare drømmen, ikke indkapslet i sig selv, ikke søgende sig selv, men virksom i kærlige gerninger, om dette så måtte være at skrive et digt til et ansigt så smukt, at det ikke lod sig citere.
Kærlig hilsen Ture.
Hvad så med dig Ture, er du ikke også lidt anonym når du ikke kommer med dit efternavn?
Ja, jeg er altså ikke den anonyme der sagde: "ja, hvad kan man gøre, hvis ikke det hele skal ende patetisk, andet end at gå ud i verden og elske næsten, i stedet for at drømme om at det er sandt, hvis det da er sandt at vi skal elske os selv?"
Jeg beundrer dit drive, men behøver du hele tiden tale om Jesus?
Kære anonyme,
det er ikke så meget for at være anonym, at jeg ikke skriver mit efternavn, men mere fordi jeg synes, det er rarere at være på fornavn. Mit efternavn er Lykkegaard. Du er også velkommen til at skrive til mig. Jeg savner altid nogle at skrive sammen med. Min e-mail-adresse er turelykkegaard@yahoo.dk.
Tak for rosen, i øvrigt. Men det er svært for mig at lade være med at tale om Jesus, når jeg har bekendt mig som kristen. Dels fordi det er et kardinalpunkt i den kristne tro, at Jesus er jødernes Messias, altså frelser. Og ikke kun jødernes, men alle folkeslags. Og dels fordi vi ofte i det Nye Testamente, grundet datidens omstændigheder og de nære forventninger om Jesu komme, tilskyndes til at forkynde evangeliet for andre. Først sent i det Nye Testamente, nemlig i Andet Petersbrev, begynder apostlene for første gang at tale om dem, der håner Gud for hans langmodighed. Dermed kølnes også iveren efter hedningemissionen en smule, om end den grundet omstændighederne stadig ligger til det kristne sindelag. Og her er kirken delt mellem en fundamentalistisk og bogstavtro fløj, såsom Indre Mission og Luthersk Missionsforening, og en humanistisk fløj, som forklarer missionsiveren i det Nye Testamente under henvisning til de historiske omstændigheder, under hvilke det blev til. Ikke desto mindre er det svært for mig at undgå at omtale Jesu navn, da han så vidt min tro ikke alene i kød og blod er Gud selv, men tillige er kærlighedens ophav. Den glæde har jeg svært ved at lægge skjul på, og føler også, at min tro ville blive en lige lovlig privat sag, hvis jeg gjorde det. For den involverer andre mennesker af kød og blod, og smitter derfor af på mine kommentarer og digte. Og det er vel her, at vandene skilles. For så vidt min syn på digtning er den heller ikke en privatsag, der lukker sig om sig selv, men et redskab til at nå andre mennesker. Et digt i sig selv er for mig en død genstand. Blot som et redskab for den menneskelige kærlighed kan jeg tillægge det værdi. I den forstand ville jeg hellere være menneske fremfor digter, i fald digterens produktion ingen menneskelig værdi producerede.
Kærlig hilsen Ture.
Hej Ture.
Jeg er også lidt anonym. Og vel nok kristen, om end ikke helt bekendt. Men jeg synes, at du skriver så fantastisk smukt - jeg bliver dybt rørt af dine tekster (Jesus eller ej, kristen or not). Meget.
Så det her, ovenstående: Bare en tak.
For det.
Selv tak for rosen. Den varmer virkelig, og redder mig momentvis fra, på en ellers regnfuld og småkold eftermiddag i maj, at drukne i sløvsind mere end godt ville være.
Kærlig hilsen Ture.
Send en kommentar