u.t. igen

Som om leverpudsets flager
koagulerer med lyden fast ridset
i stenen Silhuet. Himmelbudding
for de vrangvendtes øjne

kagehuse er dåsemad for s.k. sensuelle sondringer

røde spidser i flanørskoleridt

fra siden kigger vi på

støv staver sig gennem

Sådan set

Død, sagde feen som den trettende. Tornen i øjet voksede op og blev blind, rosen en længsel.

Denne torsk

er så lille
den kan vokse sig større
Derfor vil jeg kaste den ud i havet
men ser den er skadet
Jeg slår den ihjel
den bliver jo aldrig til noget alligevel

Genstand

Den tredje søster er tavs
som den brudte grav
der står de
på kanten og ser ned
i hende som
hun formørkes

og jorden
kaster skygger

Og de kaster skygger
ikke for at dække
men for at slippe
for at bære dem selv

Graven bryder tavsheden
og en søster skygger
for mørket

HEAT

polerne gløder
iskrystalskoven smelter
en indefrossen
mammut vågner af sin
dyrtidsportion søvn
med frost i knæene
basunbrølet fra
istiden vækker
jægernes jagtinstinkter
efter tusinde års dvale

Til og fra

Glædelig jul
Den kan byttes

ingen forløsning

jeg skriver mig rundt i manegen
de samme cirkuskunster dag ud dag ind

Haydns Sol-kvartetter (dobbelt-tanka)

Haydns opus 20
Sonnen-Quartette rejser
ud i sneens lys
som flyder ind i stuen
og minder det om solhverv.

Omfavnende og
genkendt leger lys og lyd
fra hver sin ende
af årets cirkel i dans
på den korteste dags glød.

mur m. tegn

Hvem her har lyst til at udvikle oplysningskontoret.dk ?

Det vil være fedt hvis et par stykker melder sig.
Det er i orden hvis en af disse helst vil bringe alle de nye fotografer og lige så i orden hvis en anden har lyst til at være litterær direktør. Helst to forskellige, må bare finde sig i udgiveren, Øverste Kirurgiske.
Vi lover dog at holde os så meget som muligt i bagrunden.

'Kan det lade sig gøre?
Vil du et par dage om ugen frigøre dig fra din blog?'

Det er også fint hvis flere end de to ovenfor omtalte typer melder sig - vi har jo plads til flere.

Hov, du skal skrive til oplysningskontoret@gmail.com

Nåde

Jeg elsker disse sommerdrømme.

Når skyggen skjuler mig under lave fyrtræer

Og mit blod skriger dit navn.

Når jeg lægger mig og lader mine hænder indtage.

Sandet der bliver fugtigt

Når syrenen kaster sine blomster og det føles som om du

danser

på mig

Når maskeløse katte smider deres sorte ham

Og englene sælger sine himmelske vinger for at være med.

Verdenshav

Svedige kroppe

skaber

Et salt verdenshav

En rytme tager til

hvor natten hører op

Hverken hårdt eller blødt

Et lysende spyd bryder gennem

våde vægge

Efterlader små perler som tak

Dine arme i et fast greb om mig.

Påmindelsen

Min krop hører op

Hvor din begynder

Sprogløst

Med vidtudstrakte vinger

Den hollandske miljøflygtning

De hollandske miljøflygtninge skal på halv understøttelse
Hollandsk miljøflygtning vinder millionlottogevinst
De hollandske miljøflygtninge klager over forholdene i lejrene
Bengalsk miljøflygtning gifter sig med hollandsk
20% flere kriminelle blandt hollandske miljøflygtninge
Hollandsk miljøflygtning starter tulipan-gartneri
Hollandsk miljøflygtning svindler med rationeringskonti
Odense hollænderghetto
Rygning mere udbredt blandt hollandske miljøflygtninge
Hollandske miljøflygtninge hyggesurfer under aktivering
Agressive betlere var hollandske miljøflygtninge
Hollandsk miljøflygtning hævder at han er friser
Malarie og TB breder sig pga. hollandske miljøflygtninge
Hollandske miljøflygtninge kan sendes til Flandern
Van Gogh hollandsk miljøflygtning

Uha-da-da

u.t. i november

myrelyde gennem blyglas
millioner af tapperier i taster
jeg mener jeg mener jeg mener
derefter fortvivler jeg – som glas

og går over i helskygge med
synkende borde snekketæpper
og kogende marker over Hels gat

en anden er mig i forklædning

faldende dyr i et år af kummefrost

erindringens æselører gibber
efter luft tankernes kragetæer

og garnnøglet

egentlig bare ses

ATMOSPHERE (35)

A Rarity (Cervena Barva Press, USA 2009)
&
IN THE AFTERNOON BABYLON (Exquisite Corpse)
&
Harold Rubin (!!!):
Magnificent Failure (video/excerpts)
www.haroldrubin.net
&
Other Cl/utter
&
mid)rib
&
Stimulus Respond

Pest i klart vejr

Disse sanseløse dage
hvor skovbundens blade og fugle
siver op
og farver himlen

disse sanseløse dage
hvor vandløb og åer
klasker afsted
i årets første slim

denne udsøgte langsomhed
hvormed skoven skutter sig
i stadig
fugtigere luft

Ur

Løven
lod jomfruen drikke
af søen

bagefter
åd den hende

STIGMATA

udæsk min kalk på døde dyr
forsamlede forstenede fossiler
under tiden et sted hvilende
på arrede fredløse egeplankers
intimiderede tungsind

den indre mission holder vejret

ooo

du lægger armen over hendes nakke
og stryger hendes græshoppeben

forventningen er et stort hus
du boller
ind i hende hver aften

om morgenen ligger der bare
et par afklippede negle
og lidt puds

har du tænkt på
al den bark
hun må krænge af sig
for at kunne ligge der
så lysegrøn?

Grundejerforeningen

Grundejerforeningen smykker sig med kranse
de blandede blade ligger belejligt

den trillebørtunge leg er blevet en plage
den første formular er netop begyndt

de tænker sig om i modløse hager
de vrager den leddeløse cykel

men objekterne er fulde af forventning og fryd
for de strækker sig gådefulde i den blytunge morgen

og de læner sig indbildske ind i deres dør
og de stræber så langsomt at katten spinder

og de husker den første den beske facon
den frysende lette uspiste djævel

den tamme den lette den flyvende and
den forgyldte den rummelige svane

en af græsplænens små panserklædte beboere kigger vådt op på himlen og er i dette øjeblik urbilledet på en fabel. det er morgen og hele natten er et rødt glinsende mørke vokset bag øjnene på de heste der også er der. det summer fugtigt i deres struber og deres hove tilbeder jorden i stilhed som en søn tilbeder en død fader. dagen har trukket sig lidt tilbage og er som smagen af et dårligt maleri: slimede bladløse træer og de stride kønshår på de klægt svedende marker. under overfladen er alting malm og læder og orme og ovenpå det et skvulpende pulsslag af forstillelse som aldrig aldrig går under.

Om efteråret er det sådan at
alle mennesker er i afmagt og
faktisk har det bedst
når det regner og
i virkeligheden hellere
vil ligge i bunden af
den nærmeste skov og sove
vinteren væk
blandt insekter
der aldrig har hørt
om motorvejen
der dundrer
bedrevidende
gennem mosen
der lå her
før tiden kunne gå.

22. marts 2006 igen

hér

lige hér

akkurat præcist lige hér
på grænsen mellem kunsten og virkeligheden
i skellet mellem kan og ér
i overgangen mellem det magtesløse og det grænseløse
sidder jeg nøgen med ryggen til vinduet

sagde jeg herefter ikke mere
løj mennesket og påstod at virkeligheden altid skal kunne alt
at læseren skulle kunne være lig beskuerne udenfor
og se ind på min nøgne krop bakse med balancen

stod der herefter ikke mere
løj jeg og påstod at læseren kunne være lig mig
og som sig selv present i min nøgne krop
en tanke de har og tager bo i

ophæver jeg kontrakten med den læser
som hér ikke findes som andet end tanke
der nu forstødes
og siger jeg ikke er nøgen
er det sandt

jeg er ikke nøgen
jeg er i min hud
altid til enhver tid når som helst
beskyttet af tanke

men hør så hér
jeg sidder med ryggen til

Sisu

Det der
•●●
hul
i intetheden, du altid peger på, hvor forsvinder det hen, når du sænker øjet
i
blikket
?

STORE OPDAGELSER

æbleflæsk er morgemad

nu tager vi skeen i den anden hånd sagde
kejthåndet ludomand til enarmet tyveknægt

bidragsforslag til den tredje verden
støttestrømper bistandshjælp kanonføde

vindmølleallergisk sus i skørterne
kan være en kold fornøjelse

økulret okonomisk økø hilser integreret søko
velkommen i stalden med sangen yveralt auf der welt

Red Beologisk Institut!

Ingen ting

så hellere op i prinsessetårnet så hellere rundt om næste hjørne sno
ind i elfenbenets røde marv og ligge der som et fedtet lille siv
tage dét med, ja tak, meget hellere en gammel mur et
øje bliks middelalderkompetence med musikken ned over hjertets sten
Jeg har ingen jeg skal passe på ingen jeg skal tage hånd om
kun yndige små trykfejl fra
en svunden tid en grøn tid med susende strande filtrede vande
skoldkopper og sneglehud under blusen.
Det holder aldrig op at have ingen ting det skærer sig blot dybere ind

RUMLESKAFT

Lille lys på bordet, holder bryllup mellem vand og ild, gifter sig, løber ingen risiko, vasker sig, synes du er så mærkelig. Endnu før jul, råber som en lille pige, pakker gaverne ind, åbner dem op på den rette dag og giver dem til Rumleskaft.

hvis jeg ville

ville jeg kunne bære hende over alting der brænder
mænd på lur med deres sved om
tøseblommer pisket op til floffy cake
men ikke et eneste suk svæver fra mig for
alarmen i hendes krop giver hende tænder og spidse albuer på hænder
der fylder hele rummet besynderligt nok

JEG

Op over vandet går jeg

genfinder alle vegne lyset

Jeg Alene

Med vinden

og mågernes fæle skygger beskyttende over mig

Jeg går Alene

RED HVEDEKORN!

aftnenfør

der forekommer ingen tog

på denne station

strømmen er gået

borte har taget den

og nogen har det meget varmt et sted

der forekommer ingen tog

på denne perron

det er dérovre

det foregår gå under sporene løb

hvis du tror du kan nå det der

forekommer

ingen tog hér

det er for sent efter enhver køreplan

mørket er faldet over hele verden

lyset er først nu

på vej

postorgasme

ikke nogen grund til at blive klogere, når det smukkeste allerede ér sket

nednednedned - hvem siger det?

stationen er i sigte

der venter mennesker på perronen

men vi standser ikke hér

nednedned - toget skal ikke standse hér det smukkeste

ér allerede sket

i Tyskland et tab

i England en gevinst

I Frankrig en sejr

i Spanien en erobring

i Italien en selvfølgelighed

I irland en overraskelse

i Sverige en nærhedsbringer

i Norge en mulighed for at tænke efter

i Island hvad naturen har villet

i Rumænien en mættelse

i Tjekkiet en befrielse

i USA the final touch

i landets hjerte en maler der går rundt og nyder sit værk med en våd pensel

i hånden fremad nedad fremad fremad fremad

toget standser ikke hér

toget standser ikke hér

toget standser ikke hér

toget

medtager ikke flere passagerer

på denne strækning

ENTEN ELLER

i ly under elme
træernes håb
løse skygger
hvor bænke
bidere læ
katte kryber
sammen med
køkkenurets
truende visere
hilser håbets
overfrakke
assistentens
kierkegaard
med forvent
ningens størrelse
er en glæde

Når jeg siger

Når jeg siger du skal passe på
så skal du passe på hende så
skal du ikke ynke dig selv undskylde dig selv over
for kærestebreve med falske snore så skal du ikke
vikle hvide bånd om hendes hals som bliver gule så snart jeg
vender ryggen til fordi du tror jeg ikke ser dig
Når jeg siger du skal passe på så skal
du passe på hende
ikke på vej ud af min dør med panden arrogant limet til månen du skal
se mig ind i ansigtet og sige at du passer på hende
Du skal passe på hende

anti-kanon

Og hvorfor altid disse gentagelser af de mindst betydende ord, som er du dermed mere Intet sigende mindre Alt favnende. Mest af alt. Ovenpå.
Hvorfor altid dyr men ingen græs. Intet hav, ingen himmel. Slet ikke himmel.

(Himle er blå og blåt er alt for meget. Men himlen er jo bare sfære og støvregn. Det er angsten for dit eget blå der skinner dig i øjnene, der får dig til at blinke, får dig til at se ned og at tale om en eller anden. Eller endnu bedre: en notesbog)

Det er nemmere at fylde det hvide ark end et skrånende blåt.
Så derfor: gentag.
Men ikke efter mig.

Ibris, ibris, ibris

Tvivlen

Jeg stod med Tvivlen i hænderne og lod den gro sig stor og rød
lod den fylde hele rummet med sin gennembrudsglød
og 18 nervøsiteter
Tvivlen, denne fine blanke Lykke med sit F punktum P punktum JAC alfabet rundt om
kommer mig til gode i en tid hvor jeg savner ord

Gode råd

Hvis du får en taburet
sælg den
hvis du får et nej
dobl det
hvis du sigter for lavt
skyd alligevel
hvis du mister alt
kig i dine forsikringspapirer
hvis du beskyldes for at være svindler
vær ydmyg
hvis du låner nogle fjer
smyk din hat
hvis du får det dårligt
giv det videre
hvis du begynder at forsvinde
nå det vigtigste først
hvis du ikke ved dine levende råd
se til de døde

ATMOSPHERE (34)

Mine digte (oversat til engelsk) & malerier:
Otoliths #14
Otoliths #15
&
David Byrne/Robert Fripp
Under Heavy Manners (video)
&
BLOGS:
Amy De'Ath
Kate Greenstreet
Amy King
Tony Trehy

24.10.09 12:56

Jeg ska regne ner
over menneskene
jeg ska skylle over levende døde
i førti døgn
ska jeg pøse på
tyngre enn syndefloden
ska det runge
fra en omvendt bukkake
himmelhøyt
te alt som står tebake
er meg

den enøyde

jeg troede bare du vidste det

jeg troede bare du vidste
at der findes sange
der søger forgæves efter toner at de
skifter farver ud med skud
huller fra liv til sort uden at tænke
på hjertets betingelser hjertets betingelser

”Det kan være”, sagde han til mig, ”det kan være, at svaret på vores længsel findes ude på landet.”
Altså tog vi næste dag en blå bus ud på landet, han og jeg.
”Hvornår starter landet?” spurgte jeg og tændte for min bærbare musikafspiller, mens chaufføren skruede op for Radio Viborg og anlagde en sur mine oppe i sit detektivspejl som sendte det ned langs rækkerne og specifikt ned mod mig. Han vendte sig om: ”Når du vil. Hvorfor spørger du om den slags ting?”
Jeg udvekslede et blik med ham i spejlet, og så kunne jeg godt se den var gal. ”Nu skal vi af!” sagde jeg og hoppede fra mit sæde ud i midtergangen, sparkede kækt frem for mig og slog ud med min arm som i en cabaret, så jeg ramte en ældre dame lige midt i sylten så hun gik ud som et lys. ”Så er det nuuuu!” hvislede jeg og vi sprang ud med rådne frugter flyvende om ørerne, de landede omkring os med en sumpet klirren mens vi løb, vi var på landet, og den gamle dame var alligevel humpet efter os sammen med sin stok og en grim lille hvid hund der boede i hendes indkøbsnet. Hun skreg op som en kæmpestor syg hejre og var magentafarvet i ansigtet og lavede dødsensfarlige streger i luften med sin stok. Vi var nødt til at gemme os bag en ko for derefter at lokke hende ud på marken, hvor vi til sidst fik overtalt en landmand til at køre hende over med sin mejetærsker. Det skuffende ved det hele var, at det var et kedeligt sted, hvor der ikke skete det mindste. Bondemænd går rundt derude dundrende alene og holder øje med deres åndssvage afgrøder og er enige om alting, så får de en idé og begynder at gestikulere og lave jappe-lyde i struben og grine fjoget indtil de stopper igen og begynder at grave huller med en savlende iver, der får dem til at ligne deres kvæg, der bare står og glor liderligt efter kornsiloerne i horisonten, mens deres fækalier bliver samlet i store tanke, sådan at lokale børn eller lokale tosser engang imellem har mulighed for at drukne i dem. Det er fanme det tætteste de kommer på poetisk retfærdighed! Lad være med at tage bussen!

Jaquine

Følgende har aldrig tidligere været nedfældet:

Da prinsessen var 14 år, nåede hendes kraftige, ibenholtblanke hår gulvet. Mens dronningen endnu levede, børstede hun prinsessens hår hver morgen og hver aften, men siden faldt hvervet på slottets anstandsdamer.

Som 18-årig havde prinsessens hår været i hænderne på 200 anstandsdamer og særligt uddannede hårbørstningspiger- og kvinder, og sågar et par enkelte unge mænd, som sages også at have talent for den slags. Men med 10 cm længere hår hvert år, og med alle de hår der faldt af under hver børstning, tiltog prinsessens nervøsitet for, at hun inden længe ikke ville have hår tilbage på hovedet, og hvordan så blive gift? Som 21-årig måtte kongen tvangsudskrive piger og kvinder til børstning af prinsessens hår; prinsessen var begyndt at insistere på, at hendes hårbørster for hvert hår, der sad i børsten efter børstningen, påførtes et snit på kroppen.

Årene, der fulgte prinsessen gennem tungsindet ved faldet i antallet af friere, var vidne til et begyndende oprør i befolkningen, der så sine kvinder skamferet af prinsessens nykker og frygt. Kongen udlovede således 1000 guldmønter pr. år til dén kvinde, som indtil prinsessen fandt en ægtefælle kunne udholde smerterne ved at blive snittet. Den tredje ansøger, en 17-årige skønhed, var endnu på pladsen et halvt år senere.

Hun var et bemærkelsesværdigt menneske. Ikke blot var hun usædvanlig blid, effektiv og hurtig, når hun børstede prinsessens hår; der var også sjældent mere end ti hår på børsten, når hun var færdig. Snittene valgte hun selv placeret på underarmene, på skuldrene, på benene - i skarp kontrast til alle tidligere hårbørstere, der havde bønfaldet om at kunne skjule arrene. En særlig dårlig dag for prinsessen havde resulteret i snit uadspurgt placeret på hårbørsterens ansigt - en mærkning hårbørsteren modtog med oprejst nakke og strålende øjne, og siden nyttesløst bad om at måtte bygge videre på.

Prinsessen var blevet led og ked af at skulle straffe med blod, og hvad var også en straf værd, som blev modtaget som gave? Et forsøg på at sætte en stopper for snit-per-hår resulterede i flere hår i børsten og tyst afventen betalingen i blod. Hvilket gjorde prinsessen mere opsat på at gøre op med egen praksis, mens der blev flere og flere hår at se i børsten, og så fremdeles, til dét øjeblik hvor hårbørsteren fremviste striktøjet, hun arbejdede på: Prinsessens kulsorte hår fingernemt fjernet fra børsten inden fremvisning, kunstfærdigt spundet til luftig tråd, og en smuk sort cardigan strikket halvt færdig.

I prinsessens bevidsthed fandtes ingen bedre hårbørster. Snarere end at gøre et eksempel af hårbørsterens ulydlighed og bedrag foreslog hun, at alle hår i børsten fordeltes i antal snit, halvdelen til prinsessen af vælge placeringen af, halvdelen til hårbørsteren at bestemme over, og skulle prinsessen tage hårbørsteren i at fjerne hår fra børsterne under arbejdet, var disse snit hendes at placere. Hårbørsteren indvilligede, og flyttede ind i værelset, der stødte op til prinsessens.

Iført den sorte cardigan af eget hår blev prinsessen gift det efterfølgende efterår, med en gemal hun over ganske få år lærte af elske af hjertet. Hårbørsteren forblev prinsessens hårbørster og overlevede hende med et halvt årti. Begge blev de gamle nok til at kunne have fortalt en forbilledlig eller opbyggelig historie, men gjorde det ikke.

Hverken prinsessen eller hårbørsteren trak nogen sinde selv en kniv over hud.

Han hedder Jaquine.

well again

there is nothing

quoth I...

like getting drunk

all ceases

regular transport no longer running

what is there

that we have no time for

any longer?

I quoth

I linger

waiting to be born again

from alchohol and tobacco

freed from restraints that minimise my time

by divvying it up into smaller parts I linger...

only as the wait at the healer's hand:

to get served

to go home and be well again

my self

poeten skal lade

poeten skal lade spørgsmålet ubesvaret

REJSEN PÅ STEDET HEN

Vejlegade, Kbh Ø

Silkeborg Plads, Kbh Ø

Nygårdsvej, Kbh Ø

Notting Hill, London

Samsøgade, Kbh Ø

Vesterbrogade, Kbh V

Porto, Portugal

Frederiksberg Allé, Kbh F

Gothersgade, Kbh C

Sigurdsgade, Kbh N

Husumgade, Kbh N

ved den store kirkegård i Prag, Tjekkiet

Bjarkesvej, 8230 Åbyhøj

Strandtoften, 4200 Slagelse

Freundsgade, Kbh V

Frydendalsvej, Frederiksberg C

Sindshvilevej, Frederiksberg K

Tranebjerg, Samsø

Kolby Kås, Samsø

Parkvænget 4000 Roskilde

Haveforening i sommermånederne...

jeg har sikkert lykkeligt glemt steder

og hende jeg deler samtid med

har hjemme for 35. gang, vi er ikke sigøjnere

en bolig følger bare automatisk med når man flytter, vi skal jo

alle sammen bo et sted, ikke

det samme sted: forskellige-fra-hinanden-steder

som dagene vi vokser ind i forandrer sig, pludselig

en morgen behøver vi at flytte os igen

fordi noget er rejst i forvejen og vil ha os med:

en drøm, en længsel, en trang til noget andet

- aldrig meningen at hjertet skal unddrages dem vi elsker som blir

men vejene får altid lige lidt mere elastik...

vi må rejse, vi må se noget andet, bo under andre forhold

i andre omgivelser med andre liv med andre afstande

til naturen til menneskene til indkøb og faciliteter

udfordringer i job og bekendtskabsskabelse og igen

lære nyt, se og lugte og forsage nyt

og boligen

boligen venter altid i den anden ende

boligen dukker altid op når den skal

et værelse, et hus, en båd, en autocamper, låne leje eje

to lys på bordet og en dug og fem puder på sengen

og en bog, lidt musik, så er det hjemme

så er jeg hjemme

så længe jeg er her, på rejse

hvor jeg er -

hvor vi er

fedtemand

knofedtet sidder løst vælter omkring din person
slappe skid kan du ikke se jeg truer kan du ikke høre
din pande kruse om dine ører når jeg slår
slår din pæne nakke så den
dumper ned på gulvet bøjer sig kløvet i gulvet kan du
kan du ikke mærke det?

u.t.

Jeg har båret
en hvisketorn
til søens
ånde

mit kød er godt

som lystflyvere hegner
værelser i luftens grundrids

et hjørne af sky.

Parabolhypnose.

someday somewhere

en dag vil jeg lære at gå videre lade som om intet er sket
selv det mest skelsættende møde med lyset nedgangen solen
lade det ligge som om intet var
meningen kun en forvirret vibration på afveje
lagt i hatten med hullet i midten

Oktober i Odsherred

Oktoberdagen
flytter ind med duft af muld.
Fuglene grånes.

Arkitektens håb I-III

Arkitekten I

Tilstandsrapport

Jeg mødte min arkitekt ude på markerne. Han trak sig
sammen og sagde, at verden var et system af tilfældige
sammentræf. Han kunne ikke længere måle de rette
vinkler. Skovbrynet buede ganske rigtigt en smule
udad mod venstre. Sammen med filharmonikerne gik
jeg ned til vandhullet. Her var alting blevet suget ned
og lå som et spejl af himlen ovenfor. En svag
erindring om fremtiden blafrede som en vindpose
ude ved vejen. Vejrstationen var forladt, verden
kunne ikke længere forudsiges, lattercoachen havde
lagt den syge hejre i en balje med blødgørende sæbe.
Økonomiens svingninger klingede af sammen med
filharmonikerne. Det var torsdag og alle havde glemt
at være trætte, at have ondt af noget, de ikke vidste
hvad var: smagen af sporvognsolie på et stoppested i
provinsen, lugten af en ubetalt regning i et par bukser,
der netop var blevet tørretumblet. ”Vi maler det hele
i pastelfarver og giver svenskerne gule navne”,
sagde arkitekten pludselig. Han trak hjemad med sin
olieindsmurte indkøbspose: her havde han alle tallene,
alle de eksakte udregninger, der beviste, at tanker
i virkeligheden var lavet af et
uformeligt materiale.

18.4.2009

Arkitekten II

Verden er af lave, og arkitekten er vort eneste håb,
den sidste psykolog, der kan genrejse mennesket efter
sammenbruddet af idealer. ”Tallene viser, at folk
bruger deres penge forkert. De fleste er stinkende
rige, men de kommer skævt ind i labyrinten af
udvekslinger, og det efterlader dem tomme og frysende
et sted ude på bjergenes bagside. Her står de med en
lille seddel, hvor alting er skrevet med en baglæns
logik, med svingende ulæselighed. Nu kan de ikke
længere finde meningen i en ganske almindelig
kogebog, og selv en S-togs station en søndag
eftermiddag fremstår falmet og useriøs. Vi må samle
idéer ind i et talkshow for venstrehåndede
terapeuter. Herved bliver ligningen mere kompleks,
mere sammensat, men også hurtigere og mere glat
som en ål.”

Nu var tiden kommet, hvor dyrene skulle lægges
til ro. Arkitekten fløjtede, vi fangede svalerne ind
og lagde dem på hver sin pude af mos. Nu lå de som
små salmevers og puttede sig, en langsom rislen af
forventninger der gradvist steg og herefter blev
svagere,
tonede ud i den tiltagende skumring.

19.4.2009.

Arkitekten III

Mysteriet om den fraktale kogeø

”Gribesved, fjeldspat”, sagde min arkitekt,
”problemet med den historiske kontekst er, at den
aldrig fører dig helt derud, hvor sproget går
i stykker. Det er simpelthen for lyddæmpende.
Misforståelsens knirkende hængsler gennem natten.
Generatorers for tidligt fødte verdensforståelse.
Jeg koger, altså er jeg fraværende: det er altid
for tidligt at sige noget, for sent at forstå.
Jeg må hjem og lægge mine svedende monstre i seng,
dune dem lidt med et par kolde
kontraster. Ved du hvad klokken er på
parkeringspladsen uden for byggemarkedet?” Jeg
skruede det hele sammen indvendig
og fortalte ham det.

Benzintankens klare skilt hang som en måne over
horisonten. Arkitektens ludende og ligesom lidt
fortabte skikkelse på landevejen: jeg kunne
mærke hans irritation over, at han endnu ikke
var blevet medlem af udvalget for skjulte
forsinkelser. De behandlede sager i grænselandet
mellem forforståelsens guld og eftertankens mere
udvandede,
blå tonarter. Han gik glip af de mest
vidunderlige symfonier, og alligevel
sukkede han
ikke en eneste gang
på vejen hjem.

3.5.2009.

Pladder-banal tanka m. vedhæng

Er der nat i ”sort”?
Citronhalvmånen spejles
i dieselsøens
skrævende smådyr og jeg
kræver lyden tilbage

fra sølvfoliets
dødehavsflade fra ra
diobølgenernes
usynlige spindelvæv
til ørets vugge og bur.

*
Nattens tændte oaser.

*

Som tilstand er vi
noget, der går over, som
forkølelse og
lysets tilstand som foton
eller bølge. Både og.

haiku har ikke titler

begsort kaffe
i tynde, hvide kopper
- samtalen går trægt

"som" ?

hvad kan være mere spændende end en gåde
der akkurat kan gennemskues uden at blive løst
som krybende sindssyg hund og katteklør over krads
som mønsteret på knolden der får lynlås og
trækkes ned over ansigtets gummimaske zippes op
i et sagnblæst vingeklædt skrig?

08.10.09 21:48

På rolige dager
tar jeg heisen opp på taket
ser stjernene
likesom høl i et veldig tak
jeg fyller lommene med glør
fra alle byens hjørner
før jeg durer ner igjen
og brenner inne

Lenes bekymringer

Lige nu er Lene sikker
på at redningsbåden er faldet af
at den ikke kan genfindes, jeg sover
men har trukket trøjen op
over hovedet, for at få fred, lige nu
er Lene sikker på at det næste
lyn vil flænge hendes gardin
i køkkenet, det har jeg ingen mening om
det er mange år siden
jeg har set hende

Ikke at vide

men at duve
på samme plet
i forskelligt vand
over en betonklods
under havets spejl

Opbrudt

Tyngde letter
*
som asfalt
gennem græs
*

der søges

liv der ikke helt kan ses måske de
ulmer under vand fortvivlet vand og råber
forbi de store både som duver i automatik
rundt om tangblærer fiskeben Langeland Hveen
slam i slyngformationer der gasser og ligner
gamle liv på troner der ikke tæller
med fordi de er er frønnede sorte forbi
liv der må søges som sidste dyr
der slukker kompasset

PRÆDIKEREN SOM GAMMEL

Jeg er for gammel til at se den her film. Jeg smiler overbærende af mig selv – jeg er nu sød, den olding.

Far, jeg ved, du har en anden rigdom. Husk, dit navn er far. Jeg går stadig den tur med dig, og jeg har stadig din hat på hovedet.

Landskabet fra dengang er skabt som en gammel vase med nye blomster. Hver dag går jeg i centeret og køber blomster til dig.

Mor er en klippe, og her har du bygget din kirke, lever og ånder i sin gamle by, tænder stjerner, kigger på dem hver nat.

Liste

Sortere stregerne i Picasso
Normalisere f'erne
Male skorstene lyseblå
Ændre et ord i alle bøger

Klippet ud af luften.

Fyldt af substans.

Jeg må holde mig i nærheden af ham.

ATMOSPHERE (33)

"Instead of" i den sidste udgave (#7) af streetcake magazine
&
4 digte & 2 malerier i Poet's Corner
&
WINTER'S OBJECTION,
The New Post-literate: a gallery of asemic writing
&
BLOGS:
Anny Ballardini NarcissusWorks
John Grochalski Winedrunk Sidewalk

Øverste kirurgiskes månedlige oplæsning

Den sidste hal, Enghavevej 82, den 1.10., kl. 20.

Foreløbigt program:

Vagn Steen
Amalie Smith
Anette Højlund
Niels Henrik Svarre Nielsen
Thomas Krogsbøl
Sternberg

Flere navne følger.

Tiltagende

Du kan ikke huske bulgarske nætter
men du kan mærke lagnerne
med omrids af det
du ikke efterlod
mens træerne trøster sig
bag jord og frodighed
i flæbende grønt

Kontrasten er slående
det samme er du og jeg
og alt det vi taler om
hver for sig
mens dagen aftager og
tiden tiltager
imellem os

Dowlands lut

Dowlands lut træder
med spæde skridt i lyset
en dans på støvets
korn i luften, i nattens
stilhed, i høstsolens kurv.

Som en hvisken mellem de,
der kun i enrum taler

højt.

Kære G

knuget fimbuløje
smukt med solen missende
smukt med frosten i klemme i sprækken
tynd stribe af vår

Øm haiku

Måske satte jeg
mig på en hveps, der sad på
stolen før mig. Nu

er den død, og jeg
er øm i røven. Sommer,
morskab og ømhed.

*

Når året hælder,
løber tiden ud. Hullet
hedder oktober.

Detalje

*
knopsort bryder
Du
mit
*
jeg har aldrig været
mindre Levende
mere Jeg
*
End
Nu
*
End
Da
*
End
*

Så er det altså sådan

Vi vinker farvel til vore drømme
de ligner hvide måger
med retning mod havet
ind under aften
Så er det altså sådan det er
vi nivellerer vore længsler
afstemmer håbet med realiteten
synker en smule mere ned i mosset
dybere nu dag for dag
accepterer uden nævneværdig smerte
at himlen blot er et astronomisk fænomen
vi erindrer glimtvis men stærkt
bærer den tyngde med os i cellerne
ind i skumringstimen
Så er det altså sådan det er
at blive ældre

Flid og foretagsomhed

Jeg får lavet det jeg kan overkomme, men pligterne
knækker mig ikke, får mig dog til at knejse
med nakken og dukke den regnvejrsstemning igen
med komplet filmlyd og forfængelig
påståelighed, lige som den skrivende der aldrig læser
en bog af et ærligt hjerte
så går jeg beslutsomt op på tyvende etage
for at se den legendariske udsigt
og hvad ser jeg så, jeg har været her før
så må jeg tilbage ad trappen hvor jeg kom fra
med hunden fra i går efter mig
og alle mønterne i hovedet som om
jeg skulle tælle efter hvor jeg går

Jeg kan ikke vente længere

Jeg er gået ned til vandet i bare tæer. Jeg kan høre regnen knitre i klitterne, der har ligget her i mange år uden nogensinde at have været helt som de er nu. Nede ved strandkanten kan man høre regnen sludre med havet: det lyder som tusind små glade børn med klare øjne der tysser på hinanden i et teater. Med det underste af mine fødder undrer jeg mig over, at vådt sand er mere hårdt end tørt sand, og så går jeg helt ud til kanten og begynder at gå langs brydningslinien, og presser hælen eller mine tåspidser ned i sandet hver gang jeg tager et skridt, og det er på sådan en abrupt prøvende måde, jeg ligner en maratonløber, der ikke kan huske hvordan man gør. Himlen virker på en måde tilfreds med sig selv, fordi regnvejret er så høfligt og hemmeligt et foretagende, som det er. Den har en meget flot farve, som også er meget stille.

Jeg blev ved lige til det holdt op.

Tungsindigt

Favnende
elskende og
brydning i mønstre
med havet som lyd

sortnende havskum
starter og
bryder mod sandet
hørbart
knitrende

befriende
ufravendt og
hud på hud
du kysser
diskant
du kysser

Højby by (a Summers) Night

trenches_2

Ufortalt

jeg ønsker ikke, at du spørger igen, men jeg savner, at du mangler svar

Moderne tider

Det er altid moderne tider. Et sted i fortiden er der én, der undrer sig over det første elektriske lys, mens der er rigeligt med personer, der i disse tider undrer sig over, at vi ikke er kommet længere i vore fremskridt, og jeg, jeg undrer mig over, at der findes så uendelig meget fred i William Byrds og John Dowlands musik, og de levede immerhen i en noget mere turbulente og sygdomsramte tider, og kunne vel sagtens have haft gavn af rindende vand, både koldt og varmt, f.eks. Måske de også havde en så meget desto større trang til at søge ”det skønne”.
Vinden lyder i de sensommertørre blade som var det havet, der hviskede udenfor min nordvendte dør.
Underboen, der har en rød bil, har fået en kæreste, som også har en rød bil. En anden nuance, ganske vist, og visse krakilere ville vel også hævde: ”En anden farve, min Herre!”, men jeg er ingens herre, og, skal jeg sige Dem, jeg har en fortid som kunstmaler, så jeg véd, hvad jeg taler om, når jeg taler om farver, men jeg er doven, så jeg nøjes med at sige rød, når jeg f.eks. lige så godt kunne have sagt vinrød, marroon eller bordeaux-rød. En bil er vel i bund og grund en bil.

Om at tale med sig selv

Markerne omkring vores hus var således anrettet (af det ubenævneliges ældgamle hænder), at en dreng i sin sjette sommer kunne skue ud over dem fra forældrenes soveværelsesvindue; og skue så længe, at han begyndte ubevidst at vente på evighedens indtræden. Denne langsomme udstrækning af sindet mod landskabets døsen kom pludselig til live, når han fik en ubeskrivelig trang til at bevæge sig ned i dette billede, bevæge sig i det mandshøje græs og modtage solens stråler sammen med det. Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse, og når drengen kom derned, kunne han mærke stenene langs åen sitre ærværdigt i den blide varme, som naturens kirkegængere der hver dag modtager solens prædiken og drikker uafvendeligt af vandets bugtende kile. Således slog tiden sig selv ihjel og fiskede drengens hjerte ud af hans bryst, som med kroge af filt omvundet med blomsterranker. Således blev grusets sælsomme knasen under hjemturen så velkendt en ven, at han efter endt liv blot ville ønske, at den var alt, der ledsagede hans vej til himlen. Således taler årstiderne ufatteligt.

AMTOSPHERE (32)

E'ratio Poetry Journal
&
MUDLARK, An Electronic Journal
of Poetry & Poetics, Never in and
never out of print...
&
5_TROPE
&
JAAM
&
BRAZILIAN VISUAL POETRY

Halvmåne af uløselig ligning

Der var engang et land, hvor mennesket og den

iberiske skovsnegl levede i harmoni side om side.

Men alle spor er forlængst slettet på naturlig vis,

da det er 40.000 somre siden. Vi ved ikke, hvad

der gik galt. Resultaterne kan blot ses. Mennesket

kultiverer hvert et landskab. Ubærligt let. Vi må

antage, at hvis bæveren havde samme grad af
dårskab var den sikkert overvældet af misundelse.
Det er dog et større mysterie, hvorfor mennesket
anlægger disse græsplæner.

Ornitologisk

Over skulderen bærer han en armygrøn skuldertaske af den slags, der kan modstå al slags vejr. Han synes om farven. Den minder ham om den farve, himlen kan have lige efter en tordenskylle.
I tasken har han et antikvarisk eksemplar af ”Fugle i farver”, en tysk parlør, en kikkert og en skitseblok. I skjortelommen bærer han en blyant: den bliver så nemt væk på bunden af tasken, og i brystlommen er den altid til at finde.

Nemlig!


Han svinger armene. En, to, en, to - taktfaste sving frem og tilbage. Armenes bevægelser tvinger ham fremad, hvor han ellers ville gå i stå. Tasken svinger modsat.
Kun blyanten er i ro, som den stoisk stikker hovedet frem fra brystlommen.


Undervejs på sine vandringer ser han solstjært, gråmejser og lavthængende hættemåger uden hals. Alle er de opført på himlen som Fugle i Farver med tyskklingende navne og tyste næb. Set gennem kikkertens øje ligner de slet ikke fugle, men sorte Rorschach-pletter klistret op mod blå.


Det er uforståeligt men sandt og svinger han armene højt nok, kan han gribe dem med fingrene og gemme dem i brystlommen, til han når hjem. Der vil han tyde dem efter forgodtbefindende og tegne et udråbstegn på blokken.
Sådan!

Selvom jeg ikke kan den sten, er den ikke til at rokke

Altså,
så jeg går derhen
igen
så sidder jeg der
og lytter til noget
jeg må høre på nogen
der siger noget
der vil mig noget
det er ligesom når vinden
bevæger en solhats tunge
blomsterhoved
på en alt for lang stilk
og man tror den vil knække
eller når du kaster
med bogstaver
og der står kubhløpåmuhsgt
som betyder I love you
hellere det end
alle de fugle der har et navn
men ingen krop

Hvorfor

har jeg først set det nu
hospitalet der styrtede bygninger i grus
vinterens nye ofre - de dyre lidelser er snu - men hvorfor
har slagene ikke givet genlyd over marker
hav og huse groet ud af dit land alle øjnene
alle lemmerne - det koster jo ikke noget
Hvorfor dette mørke over ansigtet denne pose af dumhed hvor
bevidstheden betaler med sin klarhed og presser sig forbi solen
hvor biler kører begge veje uden at skelne mellem spøgelser eller bjerge
Hvorfor er det lørdag med badekar når vandet er frosset til is når
rosen er falmet paryk der krøller som filtrede blade

Giv i det mindste brostenene fri
mens du tekopper den inde bag facaden

i forening

...hun lister et par ord eller fem ind, såatsige bagfra, noget, han ikke har sagt, endsige hvisket, men kunne have udtalt et andet sted til en anden tid i et andet referat, som I og for sig var noget, han mente, men ikke lige sådan, præcis på den måde, i den sammenhæng, som sagt, som hun ville have sagt, men som hun ikke ville sige, ikke forbindes med, have siddende på sig og sættes fast på, så det var ham, der gjorde det, sagde det, udtrykte sig sådan, havde den mening, hun refererede bare det, de andre sagde, havde ikke noget med det at gøre, havde ingen mening om det eller den eller hende eller ham eller dem eller hvad vi andre syntes om det her? havde hun blot spurgt, se engang hendes cv, havde hun bare sagt, og vi så engang hendes cv, hun lød træls, hende her, her skulle hun ikke ind, hun vil ikke være god for os, men den anden derimod, kæresten arbejder i reklamebranchen og hun laver kunst, virkelig kunst, hende kender hun, hun er fin at få med, men den anden må man være skeptisk overfor, hun lyder ikke rigtig seriøs eller ikke rigtigt, sådan, det er svært at forklare, men der er bare noget ved den ansøgning, der ikke er tiltalende, selv om vi andre ikke kunne se noget problem eller galt med hende, hun var vel ok, eller ja, vi holder ikke nogen ude her, men vi ved selvfølgelig ikke, hvad hun har tænkt sig, hun skal selvfølgelig ikke tro, at vi er her for at yde service, men hun skal da være velkommen, hvis hun selv kan finde sig til rette og finde ud af det, ja, og hun noterer, hvis hun selv kan finde ud af det, at ansøgerne trænger til at få noget på det rette, at nu skal de nye altså ikke tro noget, fx at vi giver ved dørene, fx at vi holder dem for dem, fx at vi er en servicestation, tjenende ånder, der står parat med et hvidt klæde over ærmet på den stive smoking, så gerne, så gerne, og det er lige dér, hun tar ham på ordet, dér hun befamler det og, med et snuptag, river det ud og bløder det op, forlener det med papmachemassens plasticitet, udsagnet blødt og formbart som læber, o lille tandløse, ren og ny som babypludder, du er min min min og nu skal du altså lære det, og igen tager hun det og tager ham på det, ordet, klar som spyt, med limtråde, lange og klistrede, som fx fusket ud af kontext og klæbet ind i en anden sammenhæng...

Bombing of Poems over Warsaw

BOMBING OF POEMS OVER WARSAW,
8/8 2009

Duen himmelvid forskel

Duen himmelvid forskel
Kukuret annoncerer i den blå
spurvs netavis efter nye
mulige bofæller Dagens
tuden begyndte med gråd
da kulturen langsomt erkendte
at de vuggende bryn var nænsomme nok
Klubben for vågne stammede
en brusen af hårdkogte teorier
trusler der føg i mindretal
Nu tryller alle miraklerne
Huen transcenderes og flaget
hjuler med spin af stor begejstring
Fuglenes virvar forsvares
i den gule lerede himmel
Blues for en vinterbaders darling

panorering og zoom

panorering: skoven
søen, bilen
zoom:pilleglasset

De var to små drenge på en stor grøn bænk.
Et dybt mørke mellem ribberne. En tåget
mælkevej bagved.

Det var en drøm,men jeg ved, det var ham.
Jeg ved, han var ung og mand ved et markskel
og hun spillede ham ind til sig
i kirken.

Jeg ved, at han var en der kendte alle
de vilde blomster, og det var ikke i haven
hun spillede ham ud mod sig selv.

Han var vild med haven.
Vildskaben kunne være
på et meget lille sted.

zoom: heste ånder
tåge i kulden bag ham

what's rocking

Drøm

Wokkens farve fælder
sort jern på familiens gravsted
hengemt for hvilken gang
stenskræd - oh hvilken sang

Minder husker brændte chancer
når munde smæsker sig i gamle længsler
Kult er udtryk for menneskets frygt

Tidens tørklæde strammer
når halsen synker endnu en ring
og hagen falder hvor den skulle løfte
et helt menneske ud af sin seng
lade det være mere end cyklus
mere end tilfældig nat og dag

På andre kloder er
mennesket små øjne på vejen
hvor de får så meget mindre at se
- perspektivet er sundt når det regner
og hvem har sagt - vi er bare vi?
mens vi ruller afsted som hvide pletter

Intetsted

Landkending?

Kystliniens lynlåse åbnes rusten flyver
hornhinden bestøves af nat rød nat
og fuglene dør.

Derefter lammets skibbrud som slow-mo
gentaget stopmotion gentaget sorthvid
sortsort og bundløst.

Jeg kender ikke længere min hånd.

i mine mareridt

i mine mareridt er jeg altid
faret vild

på store krydstogtskibe
tager jeg den forkerte elevator
og leder forgæves efter min kahyt
stiger ud på en forkert etage
og er pludselig i en lufthavn
eller på vej til Mariager i bil
for så at stå i Ålborg med en cykel
og alle viser mig vej til stationen
men jeg når aldrig det jeg skal

og jeg vågner fordi jorden skurrer
om sin rustrøde akse

som jeg drejer om den hårde fold
i lagenet, min krop
er en rute, et sted over lænden
starter smerten sin rejse.

ATMOSPHERE (31)

BLOODY POETRY 2009
&
CUE A Journal of Poetry
&
OTOLITHS A MAGAZINE
OF MANY E-THINGS
&
streetcake magazine
the magazine for innovative,
visual and experimental writing
&
Writing the Polish Diaspora

Hvis du nu får et nyt hjerte

Hvis du får et nyt hjerte
en besynderlig bygning fra en anden tid
hvad er da meningen med din medfødte mark
hvor tør du producere dig selv med oprejst lyst
båret frem på dine indvoldes arme?

- man bliver smuk af at gemme sig, siger du

og lyser som en hvid trøje trykt med sol
det er mest det ukendte hvide i dine øjne der smykker
så hvor er din fortids trin dine rim din benzin
hvis du får et nyt hjerte?

Hvis du får et nyt hjerte
forsvinder tusinde kulturers gamle ceremonier
kunne du bo i det?

Opstilling I

alt det folk faktisk gør

stumme tjenere
afklædt ynde og
rødmen på klods

alt det verden faktisk er

blottet støv
og
sigende still
færd

Lind

Så flot det hele florerer
det passer til min lød
Det lyder næsten som sommerfugle
når de passerer
Den samme bølgende uro
i mine inderste fibre
fordi jeg husker i går
som min fornemmeste opgave
Dette efterår i møde

tanngard.blogspot.com

Velkommen skal du være!
TANNGARD <----

pøl

Hvilke væsner dræbes idag?

jeg vader rundt i haven

skoen vælter net

værk af liv

husker beton

tomten

trist ørken

men huset nu

føles trygt

fuld af mine ting

intelligent afstand til skadedyr

m.m.

lever

gulerod i min mund

smag

jeg spiser

liv

iboende muligheder

revet ud af sin sammenhæng

ikke min؟

glemmer du

så husker hver lille celle af liv

lidelse

“skrig” fanges af antenner

nye livs karmaradioer

bare valgene

og afgrundene

ret er et slidt antropocentrisk begreb

Ich kenne kein Weekendavisen.

Rovdyrblik

Hov
Bliv
her
hos
Hvor skal du nu?
Kom
Sit!

Du lukker da

i
hvert
fald

øjnene når du kysser mig.
Det kan jeg se med mine
Vidt åbne
Udspilede
Blodskudte

Marksten

Jeg blev vendt og vendt
til jeg lå perfekt
Så faldt der ro over billedet
Min bekymring er min egen lidt endnu
Og imens hviler jeg tankegangen
her i min ager

HISTORIER

Jeg er den jøde, som faldt om på vejen til Jeriko. Ligger og forbløder og forbander Job. Som om, man skulle miste sin tro for at finde den. Når nu, det er mig, der bliver fundet.

Jeg er det tårn, der skyder op i vejret. Knækker op mod skyerne og falder ned som et pomfrithelvede, som mig selv. Jeg ligger bare dernede i jorden og drømmer om skyer.

Jeg er den gren, som træet skød ud fra. Træet er ikke sig selv. Det er mig. Jeg er et træ, der leger, at jeg er en lille gren. Og bladene omkring mig hvisler i vinden, fordi jeg er til.

Vulkansk aske

Pelé, må jeg bære dig
Gennem mit indre lydspor

Ånd på mig

Ånd tungt

Mastrubation og hvide vinger

Et symfoniorkesters skrig
fra havets svævende fråde

ATMOSPHERE (30)

Marcus Slease
GODZENIE
&
GLOSSOLALIA
&
DARKNESS PARTY
&
fascicle
&
past simple

Næstekærlighed kan gradbøjes

Næstekærlighed

Næstekærlighedere

Næstekærlighedest

Kold i røven.

(Til præsterne, der kan skelne mellem hvilke irakere, der er deres næste og dem, der ikke er).

--

Henda kom først
så kom styresmaktene
hakkihæl

og det går bedre nå
sierem

mer veit vi ikke

Om læring

Kunne man tænke sig, at ulven lærte Peter ikke at råbe: ”Ulven kommer”
For efterfølgende at æde ham?
Kunne man tænke sig, at Peter alligevel kaldte på ulven.
For at lære det på den hårde måde?
Kunne man tænke sig, at ulven undskyldte sig med, at det var dens natur.
Og Peter tænkte: Hvad er min undskyldning?
Kunne man tænke sig at Peter lærte ulven.
Noget som helst?

Jeg er

Jeg er så optaget
af vores samtale
at jeg ikke kan høre
hvad du siger

Solsort

Ingen vej går her forbi
Det er en fornøjelse at lytte
til træer der vokser
på deres stilfærdige facon
halvfærdige i deres vækst
Og imens jeg lytter
slipper denne sang ud
mellem sidebenene
Notabene: hør ikke efter

NYT LIV HÆNGER I EN TYND TRÅD

Der er nogen derude, som prøver at ændre deres liv. De laver det hele om. Det banker og risler i dem ved tanken om alt det nye.

En af dem bestemmer, at alt, hvad hun gør, er for fremtiden. Hun står tidligt op og gør grundigt rent i sit hus.

Hendes nye liv hænger i en tynd tråd, så det er godt, hun er så behændig. Alt kan hun lave med sine fine, små hænder.

De fineste små hænder spinder guld udi en ny verden. Den lille, ny verden holder sig udstrakt. Dets landskab er deres nye hænder.

.

Sådan kender hun verden og sådan har hun mærket den: som en fjern plet bag øjet, så langt fra alt hun ser og alt, hun er.


Hun indrammer øjnene med kohlsort bly og tegner en skarphed i rød langs kindbenet. Hun hærder sig med lak i håret, knapper skjorten men ikke til hals – en diskret blød bue lader sig antyde ved brystet. Hun maler negle, farver hår og træder med præcise trin i høje støvler. Efterlader sig intet udover fyndige smæld fra hæle.
Sådan vil hun træde ud i mylderet og følge lyskurvenes skiften fra rød til grøn. Hun vil spankulere gennem byen med ret ryg og poser i stift karton med rebsnøre og logo. Hun vil knuge dem i hånden, poserne, som man holder om en elskets hånd.


Og hun vil købe delikate oste i små portioner, rugkiks og en sursød garniture. Hun vil lade sig overtale til en halv flaske dessertvin: ”Til at rense ganen”, som ekspedienten kækt vil tilføje i håb om et svar. Men hun vil ikke svare, blot betale og forlade butikken med delikatesser, designerposer og hælenes kontante smæld.


Når hun kommer hjem vil hun pakke varerne ud – osten på køl og garnituren i en ornamenteret porcelænsskål. Hun vil hænge tøjet på bøjler, knappe vinen op og lune et flute i ovnen for til slut at anrette det hele på en serveringsbakke.

Så vil hun sætte sig yderst på sofaen, rank og tænksom, folde hænderne i skødet og se ud ad vinduet.


Og hun vil se, ikke mylderet på gaden eller lyskurvens skiften, men alene en insisterende plet bag øjet.

Myre

tak mig ikke nu,tak
mig ikke nu, tak mig
ikke nu, tak mig ikke
nu Svend

stof

jeg møder hende i et anfald
af arme, en dejagtig blødhed

hun har bånd om håndleddene
når jeg trækker i dem
rynker hun sammen
som en lille pose potpourri

--

På dager som detta
går jeg bare og mumler
sitter jeg bare og glaner
fyller lommene med stein
kasterem på elva
fyller lommene med stein
kasterem på elva
dikt og dank
mens jeg venter på en venn a meg
med penger

ATMOSPHERE (29)

Marcus Slease
NEVER MIND THE BEASTS
innovative poetics
&
UP
Brian and Ashley Howe Video
&
the new post-literate:
a gallery of asemic writing

Øverste kirurgiskes månedlige oplæsning

Banna bein

Hvis du leser detta
så håper jeg du veit at her
her hvor jeg sitter og skriker og skråler og griner og ler
her harem finni ut at opp er ned og ned er opp og omvendt og
jeg har begynt å tvile
jeg sover lengre
jeg drekker pilsen varm
og jeg vil at du ska vite at hadde det vært opp te meg
så hadde jeg latt ord være jord og slutta å skrive
foruten i blod og på stein
banna bein

Doing a Leonardo (uden for nummer)

Radioavisen

Midnatsradioavis 21. maj 2009 (hovedhistorien): En kamphund har bidt en lille hund ihjel i Glostrup. Iflg. den stedlige dyrlæge kunne selve dødsårsagen meget vel skyldes en dyb flænge i den lille hunds bug.

Midnatsradioavis 21. maj 2013: I Hjørring døde i dag ikke færre end to katte i løbet af en time. Den ene kat, den 7 måneder gamle hunkat Kisser, faldt mellem kl. 10 og 10.15 ned fra de øverste grene i familiens æbletræ på Solsortevænget og pådrog sig på mystisk vis en hjernelæsion; den udåndede få minutter senere. Ifølge den stedlige dyrlæge kan det tragiske dødsfald skyldes en medfødt hjerteinfarkt. Klokken cirka 13 blev den rød- og gråstribede huskat Gudrun kørt ned i Vestergade af en rød Ford Escort, der straks satte farten op efter at være drejet om hjørnet. Der er flere vidner til begivenheden, og politiet anmoder ejeren af den røde Ford Escort melde sig. Ellers bliver det værst for ham selv.

Middagsradioavis 22. maj 2013: Forskellige dyreværnsforeninger med Kattens Værn i spidsen kræver videoovervågning af alle gader og stræder af hensyn til de i stigende grad trafikudsatte dyr. Kattens Værn foreslår desuden konkrete resocialiserings- og empatiprogrammer til flugtbillister fra dyredrab.

Midnatsradioavisen 2025: Et bestialsk drab har her til aften fundet sted i en landsby nær Ringsted. Af hensyn til de pårørende har Ringsted Politi endnu ikke afsløret navnet på den pågældende flække. Men så meget er kommet frem, at familien Holgersens syv-årige dreng, Janus Emil, samt den ni-årige datter, Katrine Juliane Petrea Eliane Marguerita, uforvarende blev vidner til det særdeles blodige scenarie: En husmår, der formodes at have holdt til på naboens loft i månedsvis, myrdede og dræbte tre af familien Holgersens høns i en blodrus, da den var kravlet op på taget af den ellers helt igennem trådnetssikrede hønsegård og havde fundet et hul, hvorigennem den lod sig dumpe ned på det jordstampede og ujævne underlag, hvorefter måren på ubarmhjertig vis altså nåede at henrette de pågældende høns, inden en voksen blev hidkaldt til åstedet. De døde høns var Mokke, Jupiter og Andrea, alle ca. 2-årige, og således i deres bedste alder, af racen Danske Landhøns. Især Jupiter var skamferet i en grad, at hun må have lidt frygteligt i de 5 minutter, der gik fra de chokerede børn grådkvalte løb ind i huset efter deres forældre og indtil hr. Holgersen selv kom til og kunne ringe efter en nabo, der havde indsigt i aflivning. Janus Emil samt Katrine Petrea etc. er nu indlagt på Ringsted Sygehus til observation. Familien er blevet tilbudt udvidet krisehjælp.

Fortsættes.

Det er slut med de gamle hjemmesider

Skriv til oplysningskontoret@gmail.com

Træneren

Træneren gik rundt med en bold
i hver hånd, og dirigerede spillerne
på banen, han sendte dem forvirrede
rundt i store cirkler
fordi hans plan var at sende bud om stor opstandelse
og et pludseligt skrig fra oven
en batalje der kunne aflede fjenden

oplysningskontoret eksisterer stadig

Prøv selv: oplysningskontoret.dk

*

Yupo

Jeg skriver
ROBUST
på ældet pergament

og
SKRØBELIG
på sandpapir

Tror du
skriften eller væggen?

ATMOSPHERE (28)

I DREAM MY BROTHER PLAYS BASEBALL,
by Lisa L. Siedlarz, Clemson University Digital Press
&
SUBTOPIA, A FIELD GUIDE TO MILITARY URBANISM
&
London Poetry Systems

Little Johnny

For at gøre et ondt sted smukt bliver Johnny in the ugly sentences privatdetektiv. Det er et sted i Californien, selv om han mest bor i Hvidovre. Af og til sukker han forbi Raymond Chandlers hus for at klikke. Og for at slukke det grimme. Raymond ser hele tiden tv. Sådan en privatdetektiv vil han i hvert fald ikke være. Han vil ikke drikke, Johnny in the short sentences hader spiritus. Han synes mennesket er godt. Han var for lille til at komme ind til politiet. Han ville kæmpe mod korruption, men blev kasseret. Far Eddie In the long run og mor Teresa In a bottle of rum havde begge advaret ham: ”Søn, du er kun en meter og tooghalvtreds. In other words, man skal mindst være en meter og femoghalvfjerds. Five inches two.” Således talte Eddie In the long run til sønnen 2650 WhiteOver. Johnny In the short sentences græd urolige tårer: ”Det kan ikke være rigtigt”, græd Johnny. Johnny be good. Moder Teresa trøstede snøvlende Johnny In the short sentences In a bottle of rum. Så var det at far Eddie In the long run foreslog private detective. Why not? Johnny jublede In the short sentences. Han begyndte at læse Chandler In the short sentences og Johnny blev en del af de sentences. Han blev skuffet in sentences. The short sentenses var alt for korte. Han kunne ikke leve op til alt det. Denne fåmælthed, de knappe beskrivelser. Som lynnedslag. Dem i det rådnende drivhus. Alt det liv. In the greenhouse. Sødmen i volden. Opkast på opkast. Det var for voldsomt. Han ku ik ånde. Han ville ikke in the short, kunne ikke i shorts. Den kvælende hede, mor! Det var på grund af mor vrøvlende In a bottle of rum. Sukkerrørsplantager. Det virkede forkert. Blondinen med røde læber. En privatdetektiv skal ville det gode. Det ville Johnny, jævnfør pistolen i lommen. Men Raymond, Raymond med de brede kæber. Det gøs i Johnny, når han tænkte på alle de tæsk han fik som dreng. Da han var dreng, var han konstant out of sentences, selv om han var i dem. Han drømte røde løbere. Han var ikke sig selv, han eksisterede så at sige ikke. Nu er han delvist inde. Dengang bank med glas, ånden i flasken, flasken i hånden. På mor. På mor In a bottle of rum. Han elsker sin mor. Nu er han inde, Johnny, med sin rygrad in sentences og han lugter af æg.

Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn læser op i Den sidste hal, den 7. maj, 2009

Thomas Krogsbøl læser op i Den sidste hal, maj, 2009

Mølrationalitet forpupper sig i villahavernes idyl

trods økonedbrud

maler myrelogikken videre

i monokrom pengesus

verden fri for ukøbelig biomasse

og øde

håbet lugter

plastikbiotoperne stråler af plankton

5A

Bussen er forsinket, bussen kører ikke i dag. De strejker i Ariva. Hvad er det, de kalder 5A? Selvmordsbussen, kamikazebussen, noget i den stil. De kører under ulidelige forhold. Der er bare så mange mennesker i den bus, og gaderne er smalle og fyldt med børn og fulde folk og cyklister, og du ved, hvad jeg mener. Alle dem der vælter ud foran bussen lige pludselig. Det er helt af helvede til, og der er ikke plads til alle de mennesker i 5A. Derfor strejker chaufførerne. De vil have deres pauser, de vil også være kreative og lytte til radioen, mens de arbejder. De vil drikke fredagsøl og cola på Arivas regning. Det er ikke for meget forlangt, det er det bestemt ikke, nej.

#

er du ringene i vandet
er du stenen der smutter (som andre før dig)
er du hjørnet
der bredes
som ringe i sindet
som lys på kviste
som blinkende lygter
der lokker med latter
med lykke
og lyse nætter

er du ?


(Er du farverne før prismet
udelt og syleskarp
er du ? )

ØK-oplæsning i Den sidste hal, torsdag, den 7. maj 2009, kl. 20, Enghavevej 82

Pia Tafdrup
Ejler Nyhavn
Knud Steffen Nielsen
Liv Mørk
Sweetnoise
Sternberg
Thomas Krogsbøl

Hænderne

Hænderne er fingre forrest
og en ring strækker sig, trykker
begge to hjerteligt på brystet
slipper igen, håndfladen er blevet tydelig
linjerne kan ligne andre film
musik, eller museer, og også ryggen
sigende, når den vender sig mod en
sigende

Gambia Røgslør part 2

UndFang III

Min viljes ske er formet i fedtsten, børstet i stål, stivnet som drypsten
mere end noget andet
andres

glem mig ved et busstop, skær mig i en bænk som et ”Jeg”, som Kilroy
som nogens
om noget

skriv min fortælling, kald den Sandhed, kald den Løgn
det er alligevel ét og samme
til slut

Indkøb

Her på jorden elsker jeg at gå ind i butikker
hvis jeg får brug for det, jeg kan næsten høre dem
når de nærmer sig, med kundernes glade mumlen
og ringen med klokker, alle bunkerne
af forskelligt isenkram, og hundeartikler
med prishop, jeg skal gerne indrømme
at jeg nyder duften af de forbipasserende
som alle sammen er oprømte, jeg skal bruge stor kraft
for at beskrive deres ydre, men alligevel
kan det forekomme fattigt, mærkelige
kostumer og glatte, vidunderlige
kitler, og rækker af tøjstativer
med håndlavede, knappede dragter
symaskinerne har overgået sig selv
siden sidste messe
jeg kan ikke overskue hele etagen
på en gang, jeg får lyst til at vandre videre
for at finde det smukkeste, sådan skælver jeg
indvendigt, når jeg rækker ud efter blomsten

spor

Så sidder jeg igen i toget. Fordi du har skrevet til mig, og en længsel er dukket op. Lidt sodet. Lidt brændt i kanten som et skattekort. Du skrev: ”Jeg står ved vinduet og ser ned.
Jeg venter på, at du skal komme gående fra stationen.”

Jeg går fra stationen gennem lugten af kaffe og cornetti, over mod de høje huse. Når jeg kører i tog, tænker jeg altid på, hvordan folk kan holde ud at bo så tæt på. Men det gør de jo. Du står naturligvis ikke i vinduet. Jeg låser mig ind. Ja, jeg har nøglen endnu. Den lange gang med marmorgulv og den smalle hylde til nøgler og telefon. I køkkenet med de høje stolerygge står en kaffekop i vasken. Jeg ser ud af vinduet og ned på sporene.

Der er net, det er nemt at falde i. Som da jeg første gang faldt i din sportsvognsfælde. Eller da jeg stod af toget og gik forbi de historiske monumenter uden at se dem. For at tilbringe din nattevagt sammen med dig. Og de ringede fra skadestuen. Nogen var blevet skudt på en vildsvinejagt. Dine kollegers blikke i elevatoren. Nu er jeg selv de blikke.

Jeg går ud i gangen og kigger ind i stuen. Jeg trækker vejret hurtigt ind. Han sidder der endnu, den gamle. I det samme sofahjørne. Med fjernbetjeningen i hånden. Jeg vil gemme mig bag dørkarmen, men han har set mig. Han tror jeg er hushjælpen. Han husker ikke hende, som kom med toget på skæve tidspunkter. Jeg vinker og griber en kost i et hjørne. Fejer lidt i køkkenet og lægger nøglen på bordet.

skiftesporene hviner
- togbilletten
er mit bogmærke