Nye lærdomme

I dag lærte jeg noget om afstand
og iboende nærhed
da din hånd forlod mit lår
da du vendte dig om i søvne
da du sagde mit navn langvejs fra
da du rejste dig for at hente
mere kaffe. Kanden var blå.

Jeg har stadig varmen i huden
og sveder lokalt. Væggene
husker mig. De vasker biler
på tanken, cafeen spytter
John Mogensen ud i regnen.

Katten opvarmer grøden.

Nye lærdomme

Det er de særeste ting. Det er de særeste ting, man kan huske. Det er de særeste ting, man husker på de særeste tidspunkter, og takket være den uhæmmede og uforudsigelige associationsevne, der optager så meget af vor hjernevirksomhed, kan jeg huske det sted på Din krop, hvor låret foldes, hvor torso og ben går over i hinanden, og jeg er vis på, at det er verdens blødeste sted (har jeg jo sagt!), mens jeg forsøger at få støvsuget hytten. Ligesom når jeg kommer i tanker om den kat, vi engang havde, eller begge katte, når jeg kommer ind ad døren, efter at have gået 3 etager op ad trapper, og mine ører forventer at høre bløde kattepoter over gulvet, eller at se den dér rød-hvide-brune-sorte hårbunke komme trillende (for den var vist lidt for rund, den kat) eller mærke, hvordan den lille sorte, den der sked på gulvet ved siden af bakken, komme hoppende op i sengen og lægge sig på dynen bag mine bøjede knæ. Sært, ja. Sært. Eller når jeg kommer i tanker om et digt, der længe har vokset et sted tæt på inderlommen i den gamle jakke, mens jeg forsøger at vaske op. Så husker jeg noget, der egentlig ikke har materialiseret sig helt, men kun har rejst omkring i systemet som strejfende tanker.

***

Neden for vinduet glammer hundene
og istemmer verdens almindelige
klagesange om al den elendighed
der er levende væseners lod.

Flyet er for langt oppe til at gøre indtryk
som andet end en midlertidig flygtig stjerne
der forhåbentlig aldrig bliver en komet.
Nætter er til for at bruges. Ligesom børster.

Nye lærdomme

Næsen stopper til, når jeg ligger på ryggen.
Himlen falder ned, når jeg ligger på ryggen.
Jeg kan ikke drikke kaffe uden at svine,
når jeg ligger på ryggen, og får aske i øjnene
når jeg ryger eller verden brænder eller Ikaros
(min egen indre, en hånddukke af format og papmache)
falder mod jorden eller vulkanen, som jeg aldrig
får slukket helt går i udbrud igen,
når jeg ligger på ryggen. En dag vender jeg mig,
mens jeg tæller sommerfugles vingeslag
på den anden side Atlanten.