Uforsigtig omgang

Han optrådte velmenende, og skrev digte, der var ligesådan. Han var kommet direkte hjemmefra med en stak nye skriblerier i tasken og en pæn flok stærke øl. Han havde læst cirka 25 digte op, og jeg var blevet mere og mere irriteret og –tabel. Jeg kunne ikke ha’ det! Det var noget umodent pis, for at sige det rent ud, men jeg handler altså nogle gange, før jeg taler, og jeg blev nødt til at klappe ham hårdt på kinden. Han kaldte det for et slag. ”Må jeg be’?”, sagde jeg, idet jeg véd med mig selv, at jeg ikke er voldelig, men nogen eller noget, hvilket i mit tilfælde kan være det samme, måtte få ham rystet så meget, at han ville skifte synsvinkel og indstilling. Jeg havde jo kun tjattet til ham for hans eget bedste. Det var, og det kan jeg ikke betone kraftigt nok, ikke et slag. Hvis jeg havde slået ham, ville han ikke længere have været at tælle blandt de levende, og jeg havde ikke til hensigt at myrde ham mere end tilstrækkeligt. Men det nytter ikke med det dér velmenende, altfavnende, filosofiske, middelmådige, lommeplatte pjat! Han tog sig til underkæben, og jo, det var måske mere en kajetrækker, en gedigen uppercut, end en lussing, han havde taget imod fra min velmenende (en positiv betegnelse i denne forbindelse) hånd, der knap nok havde strejfet ham, og det siger noget om hans almene konstitution. Man må gøre sit for at få folk på ret køl og få dem til at bevæge sig i den rigtige retning, få dem på rette kurs, for nu at blive i det maritime, så de ikke kuldsejler i banalt vås, som er lige så farligt et farvand som Sargassohavet og Bermuda-trianglen. Da han havde læst nok af digte om i sit køkken pludseligt opdukkende påfugle, der jo egentlig blot var en lettere abstraktion over de høns, der altid havde bevæget sit rundt i hans hus, om kold kaffe med mælkeskind, om hvor dybt banaliteterne stikker etc., var der jo nogen, mig, der måtte få disse overfladiske ligegyldigheder rystet løs fra hans oversensitive hjernes vindinger. Måske var det lettere prætentiøst af en klamphugger som mig selv, at gøre sig til domsmand og eksekutor, men helt grundlæggende, drejede det sig først og fremmest om, at jeg ville slippe for kvalmen. Han blødte lidt, og jeg gav ham en nogenlunde ren klud at tørre sig med, og når jeg siger nogenlunde, er det fordi, jeg opdagede, at jo mere han tørrede sig, jo mere forsvandt hans ansigtstræk. Jeg kiggede efter, hvorfra jeg havde taget kluden. Det havde jeg nemlig forsømt i første omgang. Det viste sig, at den kom fra en kasse med klude og væsker, jeg bruger til at opløse irriterende ting og sager – og uvelkomne dyr. Jeg dækkede i skyndingen et par næsten opløste påfuglehalefjer til. Jeg ville jo ikke føje spot til skade. Jeg sagde ingenting, men det, der fandt sted foran mig, havde fanget min interesse. Det var jo et ganske fortrinligt terror- og overraskelsesvåben. Jeg mener nok, at han sagde en hel del, mens han således ømmede sig og viskede mere og mere af sit ansigt ud, men jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad det var. Måske var det noget af det dér: ”Av, for helvede, marn! Hvorfor fanden gjorde du det? Idiot, mæfikke” … og sådan noget. Jeg lod ham tale. Han kunne alligevel ikke sige noget, jeg ville finde interessant. Det viste hans skriverier mig. Jeg lod ham tale, mens jeg så, at hans næse blev væk, men i stedet for at efterlade et hul, der skulle fyldes som Tycho Brahes, blev ansigtet blot fladt og så lyserødt som en barnerumpe. Det blev ved, og til sidst var alle hans ansigtstræk væk. Hvordan han stadig kunne se og tale og høre, for der, hvor ørerne skulle være, var der ligeledes bart og glat, kan jeg ikke sige, men det var med til at gøre det mere interessant end et almindeligt syreangreb. På et tidspunkt gik han på toilettet, men kom hurtigt skrigende og råbende tilbage til stuen – eller værkstedet – hvor vi havde siddet. Igen sagde han en hel masse, og igen hørte jeg ikke efter. Kald mig bare kold, men jeg har jo forklaret sagens sammenhæng én gang. Jeg knappede endnu en 47’er op til ham og skænkede ham også et tandglas whisky, men han spildte det ned ad sig, da han ikke kunne få det indenbords. Munden manglede ligesom, og det er ikke noget, der ligefrem gør det lettere at drikke. Jeg fandt et gammelt dropstativ frem, hvorpå der stadig hang en tom flaske, der engang havde være formaldehyd i. Den fyldte jeg nu med en blanding af førnævnte varer. Jeg fandt også en gammel og stump kanyle, som jeg bruger til at fylde blæk og tusch i diverse små beholdere med, og jog den i armen på ham, og allerede efter et par minutter blev han roligere. Der måtte dog have været nogle rester af kemikalie i slangen, for efter at være gået omkuld med et par krampeagtige spjæt, fik han den dér underlige farve og overflade, som f.eks. balsamerede får. Nå, men han faldt dog på en måde til ro, og jeg kunne fortsætte med det, jeg have været i gang med, før han kom for at læse sine umanerlige digte op. Jeg fik opløst resten af påfuglen, katten og hans enlige ged, og gik i seng til en god nats søvn. Der er intet, der er så godt, som at hvile efter veludført gerning. Dog lagde jeg mig på sinde, at jeg for eftertiden måtte mere omhyggelig med, hvor jeg lagde mine kemiske klude. Jeg besluttede mig for, at han, hvis han vågnede, kunne få bygget et nyt sæt ansigtstræk af de optøede kyllinger (5 for 200 kr.), som alligevel lå og rådnede i køkkenet. Sådan noget er jeg god til. Jeg kan nævne adskillige kendte personer ved navn, som har været turen igennem, men af helt andre årsager.

Betonhesten

Yderst på molen stod, af uransaglige grunde, en gigantisk statue af en hest. Placeringen var højst besynderlig og statuen ikke særlig velgjort. Den var ikke gjort i marmor, sandsten, bronze eller nogen af de andre traditionelle materialer men af beton, som det meste af byggeriet på det lille havneområde; beton og rustent jern, der sine steder trak ud gennem betonen, som svedte hesten blod. Det var et drabeligt syn; eller kunne have været det, hvis det ikke var for hestens klodsede udtryk. Der var ingen tradition for heste i byen, som altid havde været en fiskerby, ikke for andre end dem, man i sin tid brugte til at hive fiskerbåde og større skibe op på stranden med, men det var længe siden. Nu var her en havn, og havnen var tom, for fiskeriet var stort set dødt. Fiskekvoter og almindelig udvandring betød, at der kun var et par fritidsfiskere tilbage, og de var et godt stykke over de 60 år. Havnen var blevet til i 50’erne, og dengang var der godt gang i byen, men det var længe siden. Dengang var beton et materiale, der varslede moderne tider, men kønt var det ikke. Der var ikke noget miljø på havnen, men den var effektiv, så længe det varede. En af byens originaler havde under byggeriet vundet et par læs beton i kortspil, og havde lavet hesten i én af de større haller og havde sat den op, uden at man bagefter havde kunnet få taget sig sammen til at fjerne den, fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle betale for det. Derfor var den blevet stående, grim som den var. Efterhånden som den almindelige velstand voksede, flyttede flere og flere af de unge mennesker til de større byer for at studere, fiskebestanden begyndte at lide under overfiskning, og fiskekvoter fik folk til at lægge op med tilskud. Havnen og hesten forfaldt uden at nogen kunne, eller ville, gøre noget det. Sådan var situationen, da en søndag morgen efter kirketid en sortklædt mand af ubestemmelig høj alder – hans uhæmmede hår- og skægvækst forplumrede aflæsningen af hans alder -, som vi ikke før havde set i byen, besteg hesten og i et par timer poserede i forskellige heroiske positurer, som man ser dem på rytterstatuer rundt omkring i verden, hvor heste har spillet en rolle i krigsførelsen. Han sagde intet de første par timer, eller den halve dag eller hvor længe, det nu varede, men fandt en stilling og blev siddende i den, til han fandt på en anden. Måske blev han bare træt. Det er immervæk noget krævende, at blive siddende i samme stilling, uden at bevæge sig. Det var en lun sommersøndag, så der var rigeligt med trafik på havnen. Folk gik tur der, og andre kom fra sommerhusene for at spise is og lugte fisk, så han havde godt med publikum. Sådan gik søndagen uden anden nævneværdig aktivitet. Han blev siddende tavs gennem den efterfølgende uge stadig afprøvende forskellige stillinger, og jeg tør bide spids på, at jeg også noterede mig små, men tydelige, ændringer i hestens stilling. Den var begyndt at bevæge sig op på bagbenene. Det så ud til, at den var begyndt at skubbe kropsvægten bagud, men det skete meget langsomt. Det er vel sin sag, at få en hest, der har stået stille så længe, tilbage i bevægelse. Den var jo heller ikke blevet yngre. Søndagen efter – også efter kirketid – begyndte den sortklædte mand at komme med lange tirader på et sprog, vi ikke forstår her på egnen. Svadaerne kom som salver af et par minutters varighed. Jeg går ud fra, at det var svadaer og formaninger og tordentale, da han fægtede med armene som en dommedagsprædikant; løftet pegefinger, der fra tid til anden pegede mod himlen, horisonten eller jorden og nogle gange i en halvcirkel. Som søndagen før var havnen pænt besøgt, men denne gang kom de også for at studere manden nærmere. En krumrygget sprogprofessor, som havde sommerhus i nærheden, oplyste mig mellem sine fugtige bap på piben om, at mandens tale foregik på oldslavisk, nytestameligt græsk, persisk, aramæisk og noget andet, som han ikke lige på stående fod og med sovsende pibe kunne høre, hvad var. Interessant, nikkede jeg. Interessant, replicerede han, og så tænkte vi ikke mere over det. Efterhånden som sommeren gik rejste hesten sig stadig mere op på bagbenene og en lille flok tilhørere, som skulle vise sig at blive tilhængere, slog sig ned omkring statuen. Der rejstes en mindre teltlejr, og man begyndte at uddele forskellige små foldere og hæfter med oversættelser af talerne og referencemateriale fra forskellige østlige kirkebøger, og med østlig mener jeg ikke Sjælland og København, men Rusland, Grækenland og Mellemøsten. Det var alt i alt meget fremmed, men slet ikke uinteressant, hvis man gik op i sådan noget. Det var der nu ikke mange fra byen, der gjorde. Teltlejrens beboere kom så godt som alle udefra, og sådan nogle har sjældent kunnet påvirke os nævneværdigt. Dog havde Hinke-Jørgen slået sig ned i lejren, for der stod åbenbart skrevet i en af bøgerne, som der refereredes til, at de halte skulle gå glidende, når de blev frelst, og Jørgen havde altid gerne villet være skøjteløber. Så han bed på og blev en del af foretagendet. Ugerne gik, og manden talte. Lejren voksede, og hesten rejste sig stadig mere, og fra tid til anden kunne man høre en svag vrinsken inde fra statuen. Desværre faldt der også stadig mere af betonen, efterhånden som hesten kom mere og mere op på bagbenene, og nogle steder kunne man se ind til armeringen i benene, som var der, hvor der var mindst materiale. Så kom den tirsdag, hvor der var blevet hængt sedler op rundt omkring i byen med annoncering af, at førstkommende søndag, igen efter kirketid, ville manden på hesten, som nu blev kaldt Pastor Joachim Bartholdy Matthæus Sergei Olsen, ville vise de vantro troens kraft, og få hesten til at løbe som en rigtig hest. Min mistanke blev bekræftet. Der var ved at ske noget med dyret af beton. I dagene inden holdt pastoren ikke sin mund, men talte i døgndrift på sit kaudervælsk, og salget af ørepropper steg, da de troende mod byens vilje havde forsynet ham med højttaleranlæg, som om han skulle råbe den højeste magt op, Ham, som kan høre elektroner snurre om sig selv. Jeg gik ned til havnen, efter at have været i kirke. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men var dog lettet ved udsigten til, at larmen snart ville høre op. Manden havde arbejdet sig op i en frenetisk tilstand, og nu talte han dansk. Han fordømte til højre og venstre, mens han udsagde lov og pris og ære til noget andet, og det var ganske uklart, hvad han fordømte, og hvad han lovpriste. Det kørte vist lidt rundt for ham. Men hen ad 14-tiden, begyndte hestens armering at give lyde fra sig, og nu kunne man se, at den bevægede sig, og sandelig om ikke den kom helt op i stejlende, selvsikker stilling med pastoren siden som en Konstantin i sejrsrus oven på den. Han råbte nu helt uforståeligt og usammenhængende, og lagde an til, at nu skulle han ride ud og besejre det onde i verden, det, som, så vidt jeg kunne høre, bestod af ishuse, karameller, børnesangbøger, farvede blyanter og en mængde andre ting og sager, hvori jeg kunne genkende enkelte begreber, fænomener og personer, som jeg personligt godt kunne undvære, men også mangt og meget - og mange -, jeg ikke kunne se noget som helst galt med, f.eks. frikadeller. Så greb han fast i hestens betonmanke, der så ud til at være blevet blød, svingede med armen over hovedet, som holdt han et svært, og råbte: ”Rid, min hest, rid!”, og hesten sparkede med forbene og satte af fra soklen, men ak, hovene på bagbenene sad stadig fast i betonen, og bagbenene var næsten reducerede til den blotte armering, så i stedet for at springe ud i luften og galoppere mod kamp og sejr, blev hesten revet over, og bagenden faldt sammen i en støvbunke. Resten af hesten faldt ned på jorden, hvor den med et skingrende vrinsk gik i mange småstykker og et par lejrens beboere kom i klemme, og pastoren selv faldt meget uheldigt ned på de strittende armeringsjern og blev gennemboret. Det var et frygteligt syn, og der var meget blod bagefter. Alt i alt var det en værre redelighed, og der var skrigen og råben og ambulancer og små børn, der græd, men da det var overstået, var vi alle enige om, at det var godt, at vi slap af med den grimme statue.

En lille overenskomst

I den lejlighed jeg skulle flytte ind i, da jeg rykkede ”på landet”, som man siger, stod et fint gammelt skab med glaslåger. Det glædede mig, skønt jeg sådan set allerede havde møbler nok, at være i besiddelse – eller tilsyneladende besiddelse – af sådan et fint møbel. Det var noget, der var kommet på mine ældre dage (og i netop de dage, var jeg en ældre person, end jeg er nu), det der med glæden ved ældre fine møbler. Normalt er jeg ret ligeglad med, hvad jeg har af møbler, blot de virker efter hensigten. Jeg stod lidt og beundrede det, mens flyttemændene slæbte sig pukler til mod betaling, og blev enig med mig selv om, at hvis ikke de forhenværende ejere henvendte sig, ville jeg lade som ingenting og gøre det til mit eget. I skabet stod flere fine bøger på et sprog, jeg formoder havde været de forhenværendes, det var i hvert fald ikke dansk, og de forhenværende havde da også gjort sære ting ved gulvene, som var blevet påmalet forskellige tegn og symboler, der vist hidrørte fra de gamle Zarathustra–tilhængere og noderne til indledningen til ”Also sprach Zarathustra” var skrevne på alle dørkarmenes overliggere. Jeg åbnede den ene glasdør, og tog forsigtig en bog ud for at bladre i den, men straks hoppede en lille mand af metal med omhyggeligt farvelagte klæder af persisk art ud fra bag en af de andre bøger og slog mig hårdt over fingrene med en heldigvis sløv krumsabel. Han rettede på sin fez og sagde en masse meget hurtigt på et sprog, jeg ikke fattede en døjt af, men jeg forstod dog så meget, at han ikke ville have, at jeg skulle læse endsige berøre bogen. Men det ville jeg dog ikke finde mig i. Èn ting er, at have en fremmed boende under sit tag, en anden, at denne gør sig selv til herre i huset. Det var immervæk ikke ham, der betalte huslejen. Jeg tog bogen op igen og smækkede døren i for næsen af ham. Han løb durk ind i glasset og slog sin lille næse. Så kunne han lære det, kunne han. Efterhånden har han da også lært, hvem der bestemmer her, men han prøver ustandseligt at ændre magtbalancen. Nogle gange om natten begynder han på at synge sit hjemlands vemodige sange ved en lille ild og drikke af nogle små bitte flasker, til han falder omkuld. Jeg troede, at indtagelse af alkohol var forbudt der, hvor han kom fra. Nå, så længe det finder sted i skabet, kan han vel ikke gøre skade. Imidlertid er vi kommet en smule overens, og efter hans natlige eskapader, maler jeg hans overskæg op, for det han drikker, har det med at opløse malingen. Til gengæld er han den fødte edderkoppejæger.

Isabell I

*
Isabell bor i byen uden kerne. Kun turisternes stadige gennemrejse giver byen en plads på kortet, mellem landbrugsklynger og tivoliforstæder. Her bor weekendfolket og her mødes de, der alle tror sig usete og gemte for hverdagens trøstesløshed. Selvom alle ser alle, er man tilsyneladende ukendt, som man pendler mellem timesharelejligheden, wellnessstudiet, klitterne og den rustikke restaurant med gourmetmenuer i lange baner.
Man er her. Alle sammen. Trækker vejret for en stund og returnerer derefter til det helvede man søgte at undslippe, men som man ikke kan undvære i længden.

Kun Isabell vender aldrig hjem. Hun er den usynlige fastboer, der ikke har base men rod. Isabell, som gemmer sig i sin spencer, traveskoene og som skjuler sig bag sin udtjente damecykel. Her hvor man kendes på sin hilsen, hilser hun aldrig. Ingen høflige nik, ingen indforståede blikke, ingen udveksling med Dem. Dem, der skulle være de andre, men som er noget andet. Noget fjernere og mere uforsoneligt.

Isabell bor der, hvor vejene ikke er farbare. Så hun må stille cyklen 200 meter fra det lille hus og trave de sidst meter med poser og lyngbuketter og brænde. Hun ser, på sine fødder når hun går gennem den uvejsomme sti til huset, og hun har ikke øje for andet end at komme indendøre, i sikkerhed, i læ. Så pakker hun ud: mælken i køleskabet ligesom pålægget og et glas cornichonner. Kartoflerne i skuffen under vasken med de øvrige grøntsager og brændekævler i den lille kurv ved brændeovnen. Så laver hun te i den skårede potte, der holder så fortrinligt på varmen. Smører en skive hjemmebagt rugbrød med sennep og sild. Sætter sig ved det runde køkkenbord og ser ud af vinduet. Hun spiser sin rundtenom og lader en slurk te glide gennem halsen.

Hun er fuldkommen gennemsigtig. Lille af statur og med kommunefarvet hår slynget op med et spænde i nakken. Hun ses ikke med nogen og kommer ikke gerne ud, andet end for at handle eller cykle sine daglige ture gennem skoven. Familie har hun ikke udover en fjern fætter i København: Ægtefællen døde allerede efter to år og deres fælles datter Inge Marie arbejder som ulandsfrivillig i Kenya på fjerde år. Et kort i ny og næ bliver det til. Som regel påtegnet et logo fra den velgørende organisaton hun er udsendt for. Et kort med nogle linier om hvordan projektet skrider frem. Hvor godt det føles at gøre en forskel. En sjov bemærkning om infrastrukturens miserable tilstand eller bussernes tilfældige kørsel. Og afslutningvis en kærlig håndsrækning til Isabell: ”Jeg savner dig mor, og håber, at du ikke er ensom”. Gerne efterfulgt af en åben invitation om at komme til Afrika eller en opfordring til at søge til en større by. En by med muligheder for at finde venner: ”Jeg vil jo så nødig, at du føler dig tilovers”

Som om Isabell ville finde venner. Som om hun ønskede at finde venner. Men Isabell vil ikke til Afrika og hun vil ikke til byen. Isabell er tilovers i andres øjne, men føler sig ikke sådan. Hun lever i sit selvvalgte eksil, fri af hensyntagen, fri af forklaringer og bortforklaringer. Fri af alt.

Ritualet

Jeg tog tyren ved hornene, hvilket man havde gjort sig stor umage med at fortælle mig, var den eneste rigtige, den eneste ordentlige, metode. Der var (givetvis) mindre rigtige metoder, som kunne anvendes, så som f.eks. at løbe foran tyren og håbe, at den faldt død om af udmattelse, inden man selv gjorde det – hvilket er den mest udbredte metode, så vidt jeg er orienteret, men ingen havde endnu vundet på den måde – eller helt lade være med at befinde sig i samme arena som tyren, men da kunne det hænde, at den, bogstavelig talt, kom bag på én eller tog en på sengen, for man kunne ikke befinde sig udenfor. Af uvisse årsager. Jeg for mit vedkommende undrede mig over, nogen ville være så rent ud sagt dumdristige, at tage deres seng med i en tyrefægterarena, men det må der jo være en og anden, der har gjort, ellers ville man næppe have nævnt det. Altså tog jeg tyren ved hornene, da den kom mod mig. Jeg havde set det forsøgt mange gange før, da det var en skik, en manddomsprøve, som også gjaldt for kvinder, eller et ritual der skulle markere overgangen til voksenalderen, og hver gang havde jeg set, hvad de andre, der ikke var succesfulde i tyrekampen, gjorde galt, og hvad jeg eventuelt skulle gøre bedre, når det blev min tur. Og jeg øvede mig, så godt jeg nu kunne, uden at have adgang til en tyr, so to speak. Kampen var en uomgængelig del af livet. Konfrontationen ligeså, og en konfrontationen i dette mit store øjeblik var uundgåelig i og med, at tyren og jeg befandt os i samme tid og på samme sted, og begge – både tiden og stedet – var nogenlunde velafgrænsede, tiden i forhold til evigheden, stedet i forhold til f.eks. kloden, og al kulturel og menneskelig vanetænkning betød, at en sådan situation ikke kunne findes, uden at konfrontationen ville opstå. Der var noget sært lukket over det hele. Det har vist også noget at gøre med en oldgammel modsætning mellem menneske og tyr, eller mand og tyr, noget man vil kunne finde eksempler på rundt omkring i forskellige kulturer. Hvem véd? Nogen havde et sted i tidernes gry - hvor man ikke ser helt klart – fundet på, at mennesket skulle besejre et så vældigt ureflekteret muskelbundt som en tyr, og at en eventuel sejr ville være fantastisk, selvom den oftest blev tyrens. Én af os måtte forlade tiden og stedet - som i dette tilfælde var onsdagen og tyrefægterarenaen – anden mulighed var ikke med den hidtidige erfaring og fastlagte viden og ditto overlevering til at se. Jeg greb hornene, idet dyret kom galoperende med sænket hoved for at spidde mig, men den gjorde et voldsomt kast med sin tyrenakke og smed mig op mod den jublende folkemængde, der med fine hatte og løse blomster og navnløse mængder af kropsbårne hjælpemidler og proteser af både mekanisk og elektronisk art tiljublede tyren, for dén var det, som gennem årene havde været årsag til den uhyrlige mængde af skader, de hver især havde pådraget sig. ”Heja, tyr”, ”Viva el toro” og ”Hejsan tjur” råbte enhver på sit tungemål, og jeg fandt det mildest talt en anelse nedtrykkende og var vist temmelig skuffet over mine medmennesker. På den ene side forstod jeg dem godt. De var ikke trygge ved mennesker, der ikke som dem selv var sårede og handicappede, men fungerede efter hensigten. Man så ikke med velvilje på dem, der ikke var, som folk var flest, og det kunne jeg sådan set godt forstå, men jeg havde samtidig haft det forfængelige håb, at jeg med min unge fysik ville kunne gøre det af med tyren, så vi kunne få sat en stopper for dette cirkus. Once and for all, om jeg må be’. Jeg havde så at sige ofret mig selv, syntes jeg, men ak, jeg havde også samtidig overvurderet mine egne evner og mængdens trang til at hylde andet end det sårede og knapt fungerende som normalen. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af, at være helt alene i min ynkværdige flyvetur, og jeg nåede at gøre mig lynhurtige forestillinger om, hvilke lidelser jeg selv kunne andrage mig. I flugten over mængden, så kort den end varede, blev jeg grebet af alle mulige frygtelige syner, der indvendigt kastede mig rundt, som tyren kastede med min udvendige del, men samtidig vaktes en besynderlig ro og fortrøstning i mig, da jeg erkendte, hvor langt den moderne hjælpemiddelkonstruktion var nået. Mine sanser må have fungeret med adrenalinets hast, for jeg opfattede langt mere og tænkte langt videre, end jeg havde gjort i mit hidtidige liv, hvor min mest intense erfaring med netop adrenalin var, når en fodboldkamp på tv ikke fik den ønskede udvikling til fordel for mit hold, og kort før jeg landede, nåede jeg at se efter tyren, og da var det, jeg opdagede, at det var selveste Guldkalven.

Dværgpincher

Da jeg endelig var færdig på klinikken, trådte jeg ud på en gade med udelukkende hvide huse. Det er et sjældent syn på disse breddegrader, hvor nok så meget fortaber sig i musegråt store dele af året, og jeg vidste med mig selv, at en sådan gade ikke fandtes i den by, jeg formode, jeg levede i. Der var intet liv på gaden og alle vinduer var blændede med skodder. Jeg kiggede til begge sider op og ned ad gaden, men den var død og det var i og for sig ikke bemærkelsesværdigt, men det var derimod fornemmelsen af tomhed; tilsyneladende ubeboede bygninger, ubrugt gade og en iøjnefaldende mangel på reklamer, plakater og graffiti – og affald. Det sidste er noget, vi ellers er kendte for ude i verden. Jeg vendte mig om for at gå ind igen, men døren var væk. Jeg besluttede mig at gå til højre ad gaden, der havde retning mod bjergene, som for den sags skyld heller ikke burde være der, men deres tilstedeværelse var uomtvistelig. Jeg håbede på, at gaden krydsedes af andre gader, og byen ligesom ville åbne sig, men efter en kilometers gang eller så, var der en skrigende blå dør i den hvide mur, der ellers havde forekommet massiv og ugennemtrængelig. I døren, som var af jern, var der en lille glasrude på størrelse ed et A5 ark med indlagt ståltråd og en ganske lille dørhammer, som ikke så ud til at kunne banke noget som helst op. Men jeg holdt mig ikke tilbage for at prøve, og efter et par forsøg hørte jeg da også slæbende skridt nærme sig på den anden side. Der gik en rum tid. Enten var huset bag døren meget stort, eller også var den person, der var på vej, langsomt gående. Det viste sig at være det sidste, der var tilfældet. Et besynderligt ansigt dukkede op bag trådruden og kiggede med sløve øjne på mig, som havde jeg vækket vedkommende af en dyb søvn eller en søvn, der blev sovet, fordi der ikke var andet at foretage sig. Manden – jeg gik jeg ud fra, at det ansigtet tilhørte en mand – spurgte mig om mit ærinde, og da jeg ikke havde hørt denne formulering i meget lang tid og da slet ikke i denne virkelighed, men kun i gamle film og genopførte teaterstykker, måtte jeg et øjeblik lede efter ordene, men jeg fik da svaret, før hans opmærksomhed atter veg, at jeg gerne ville låne en telefon og et toilet, hvis det ellers kunne lade sig gøre. ”S’gerne, Herrrr”, svarede han med ’r’erne liggende dybt i halsen. Jeg hørte 6 låse og slåer blive åbnede og slået fra og døren blev åbnet langsomt. Da jeg trådte ind mistede jeg for et kort øjeblik orienteringen på grund af den store kontrast i lyset. Indenfor var der ganske dunkelt, og luften var meget gammel, så gammel, at jeg umiddelbart, samtidig med desorienteringen forårsaget af overgangen fra lys til halvmørke, måtte snappe efter vejret. Det forekom mig, at der var temmelig langt mellem iltmolekylerne, og jeg gispede som en fisk på land. Men en stærk hånd greb mig i kraven, og jeg blev løftet op og båret, som en hvalp, der skal ”ud og luftes”, før den forretter sin nødtørft på gulvet. Ganske rigtigt. Jeg så mig over skulderen, idet jeg umiddelbart ikke kunne forene ansigtet fra ruden med denne styrke, men dér gik den underligste skabning af en mandsperson og holdt mig i udstrakt arm. Han må have været mindst 3 meter høj, og det var vel grunden til, at han havde haft et vist besvær med at kigge ud. Han slæbte på det ene ben og hans ansigt så ud som, han havde levet mange hundrede år. Han bar mig en lang vej gennem tomme produktionshaller og lange korridorer med kontorer på hver side, hvor der sad skrivere, bogholdere, notarer, overbogholdere og overnotarer og skrev uden at se op. De lod til at være fuldt opslugte af arbejdet, hvilket jo til tider kan være en ren fryd at betragte. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad det drejede sig om, da jeg, at dømme fra de tomme haller, gik ud fra, naiv, som jeg er, at her ikke fandt nogen produktion sted. Jeg dinglede i min krave og spurgte den bærende om, hvad det var, de sad og skrev, alle disse mennesker, der for øvrigt så meget almindelige ud; næsten for almindelige. ”Bureaukratiet i forbindelse med Selskabets produktion er meget omfattende. Ligeledes kræves det af myndighederne, at al dokumentation skrives i hånden med enten gåsefjerspenne eller disse nymodens af metal. Således vil de have det, og vi sætter en ære i, at efterkomme myndighedernes ønske”. ”Men hvad så med det moderne tekstbehandlingsmaskinel? De har vel skrivemaskiner eller måske endog computere?”, forsøgte jeg. Manden sukkede som havde jeg spurgt om noget, han var blevet træt af at svare på. Vi kom til en dobbeltdør af glas, der lukkede op til en have af anseelig størrelse og alder efter træerne at dømme, og dér blev jeg sat ned, og den høje trætte mand pegede tavs på plænen i midten. Den var opdelt af buske med mange blomster, som jeg ikke kendte, men som jeg var sikker på ikke fandtes i det land, jeg normalt befandt mig i, og som jeg ikke var mig bevidst, at jeg havde forladt. Jeg gik om bag én af dem og lettede mig. Da jeg ville ind igen, var dørene låst og jeg bankede atter på for at tilkalde mig opmærksomhed. Manden havde stået lige indenfor i skyggen og trådte et skridt frem, men vinkede sådan ”Næ, nej” med en løftet og ret lang pegefinger foran ansigtet, derpå pegede han hen mod det fjerneste hjørne af haven, hvor der stod en stige, der gik op til bygningens flade tage 4 etager oppe. Så viftede han med hånden som for at sige: ”Kom så af sted, lille hund”. Jeg stak min hale ind mellem bagbenene og lagde ørene tilbage, blottede tænder og tandkød i en dyb snerren, men det gjorde vist ikke stort indtryk på ham, som han stod der i sikkerhed bag glasset og noget højere, end jeg huskede. Han kunne sagtens, kunne han. Han må da vide, hvor svært dværgpinchere har ved at klatre på stiger.

Dukkens afsked

”Kom, lad os gå herind”. Jeg tog barnet med kapokhovedet ved hånden og forsøgte at indgyde det en smule fortrøstning, men det er ikke til at sige, hvad der foregår inde i sådan et hoved, der er fyldt af tørrede plantedele og er en del større, end hoveder almindeligvis er. Desuden var de påsyede brune knapper, der skulle gøre det ud for øjne, svære at aflæse for følelser. Sådan er det med knapper, de kan ikke afspejle sjælen og følelserne, sådan som menneskeøjne kan og modsat hundes, der altid spejler ejerens følelser. Desuden er brune øjne ikke sådan til at kigge dybt i. Det ved jeg fra mig selv. Når jeg i spejlet kigger mig selv i øjnene, aner jeg ikke, hvad jeg tænker eller føler. Så er jeg en fremmed. Barnet anstrengte sig for at løfte det lettere deforme hoved og kigge på mig, og jeg kunne fornemme, at det var lettere rådvildt. Øjnene kunne vist ikke se tydeligt, og barnet orienterede sig mere efter min stemme end efter min skikkelse, som sikkert ikke har været tydelig, idet der nede i gangen under det store gamle hus, hvor vi stod, herskede et dovent og fugtigt halvmørke. Jeg trykkede håndtaget på døren ned, og hele mekanismen inde i døren skreg som af smerte. Jeg forestiller mig, at det er sådan, det føles, når man skal have gang i gigtplagede led om morgenen. Barnet stod stille med den anden hånd ned langs siden og afventede med et slagtedyrs fornemmelse for det uafvendelige i situationen, hvad der skulle ske. Det sagde ingenting. Det ville fremdeles også være svært med den påsyede mund af grov uldtråd, en sikkert venlig hånd havde forsynet den med; måske i et forsøg på at få dukken eller barnet – eller hvad det nu var – til at fremstå så at sige mere menneske-ligt Vi trådte ind i rummet, der viste sig at være en slags forhal; et ankomst- og afgangsværelse, det også havde været i brug som fadebur. Der var temmelig mørkt, og jeg brækkede en planke af en palle og fik trods mine ringe spejderevner ild i den, så den kunne bruges som fakkel. I bunden af rummet gik en stentrappe nedad, og et svagt koldt lys, sådan lidt grønligt i det, kom op fra hullet. Vi gik helt hen til kanten af trappen og stod lidt for at vænne os til lyset. (Det var nok kun mig, der skulle vænne mig; barnet eller dukken, formodede jeg, så ingenting). Efter et halvt minuts tid begyndte vi at høre lyde. Det var lyde af mange legemer i bevægelse, legemer som efter lyden at dømme måtte være iklædte tøj af groft stof og lyden af pakket strå og træ henover sten. Der var samtidig en vis mumlen, og af og til dukket et næsten kendeligt ord op. Barnet eller dukken (eller hvad det nu var) begyndte at ryste en smule, eller dirre, men det var ikke af skræk, snarere fornemmede jeg i kapokken, der hist og her stak ud gennem tøjet, og som tillod en vis berøring, at der var tale om et stort savn, der langt om længe stod foran en forløsning. Nu løftede det hovedet, og de brune knapper – tro mig, jeg så det – havde et dybt spørgende og ”Må jeg ikke nok”-udtryk samtidig med, at jeg kunne skimte noget, der skulle gøre det ud for tårer i hullerne, hvor tråden gik gennem knappen. Jeg havde sært nok knyttet mig til denne klump af stof og planterester, men jeg indså, at jeg ikke rigtig havde noget at tilbyde, som kunne gøre det ud for en rimelig tilværelse, så jeg nikkede og sagde: ”Så gå da. Tag hjem. Dine forældre og søskende venter”. Dukken – eller barnet – klemte min hånd med et vemodigt klem, og jeg hørte en stemme i mit hoved, som ikke var min egen, hviske ”Tak”. Så begyndte den først at gå prøvende ned ad trappen, derefter løb den og til sidst kastede den sig med et glædesskrig i armene på fire-fem større og mindre figurer af samme slags, der stod i forgrunden af en anselig mængde af de menneskeefterligninger, vi giver vore børn at lege med, og jeg er sikker på, at jeg hørte både ”Mor”, ”Far”, ”Eskild”, ”Anna” og en masse andre navne.

Frugtelskeren

”Jeg gik i panik,” sagde arrestanten. Hans ansigt var blegt.”Forstår I det? Jeg gik simpelthen i panik. Jeg havde hørt, at den slags kunne ske for en mand, men jeg anede ikke, at det kunne ske for kvinder.”
Kommissæren lænede sig tilbage på stolen, sukkede træt og gned sin næse mellem tre fingre.
”Godt!” sagde han, ”Altså: Du løste billet til Amsterdam på Københavns Hovedbanegård, du fandt dit tog og din sovevogn, anbragte din bagage, og hvad skete der så?”
Arrestanten havde svedperler på panden. Hans hånd rystede let, da han løftede vandglasset.
”Jeg åbnede vinduet. Det var en af de gamle vogne, hvor vinduerne kan trækkes næsten helt ned. Jeg forstår ikke, man stadig bruger dem. Meget ukomfortable. Det var køligt, og det larmede på perronen, så jeg lukkede vinduet igen og satte mig ned. Jeg sad og spiste vindruer, da hun kom ind.”
”Hvem kom ind?” Spurgte kommissæren og så op mod en revne i loftet.
”Damen i pelsen. Ingrid Marie. Hun stod pludselig i døren, iført den der fantastiske pels, og med tykt, blondt, opsat hår. Hun lignede en million, selvom hun selvfølgelig ikke var helt grøn længere. Hvordan skal jeg forklare det? Hun havde samme udstråling som en velhavende mands gamle Cadillac. Kvalitet, tænkte jeg. Hun sagde: Undskyld, men er der nogen her, som vil hjælpe mig med at finde min plads?”
Arrestanten tav.
”Hvad skete der så?”
”Ingenting. Jeg tænkte først, at hun var forkælet. At hun kunne lide at koste rundt med folk. Det overraskede mig, men det sendte også en sær behagelig gysen gennem mig.”
Assistenten, som stod ved døren, hostede og børstede et imaginært fnug af sit jakkeærme.
”Jeg har altid været tiltrukket af modne kvinder, der ved hvad de vil,” sagde arrestanten, ”jeg har bare aldrig før haft lejlighed til at komme så tæt på én. Nå, men så gik det op for mig, at hun var blind. Man kan se det på deres bevægelser. Der er noget tøvende og næsten famlende over dem. Så jeg sprang op og kiggede på hendes pladsreservation. Jeg tog hende under armen og hjalp hende på plads.”
”En sand gentleman!” mumlede assistenten.
”Toget satte i gang. Konduktøren dukkede hurtigt op for at billettere. Han ønskede os tillykke med, at vi havde hele kupéen for os selv. Vi præsenterede os for hinanden – Ingrid Marie og jeg. Talte om vejret.”
”Hvad skete der så?” sagde kommissæren.
”Jeg læste i min avis. Mørket faldt på. Ind imellem iagttog jeg hende. Hun mindede mig om en moden frugt. Jeg kom til at tænke på ferskner. I ved: bløde fuldmodne ferskner, lige før de bliver uspiselige. Da hun åbnede sin pels, bølgede duften af modenhed, af pudder og saftige frugter gennem luften. Hendes knæ strejfede mit, da jeg skiftede stilling. Jeg tilbød hende en klase af vindruerne og lagde den mellem hendes hænder. Hendes håndflader var bløde og varme. Så bad hun mig, om hun måtte mærke mit ansigt. Jeg lod hende gøre det. Pelsærmet kildrede min hage. Jeg kunne ikke modstå det: Da hendes fingerspidser ramte mine læber, slikkede jeg hende i håndfladen. Den smagte salt.”
”Og hvordan reagerede hun på det?” spurgte kommissæren og så ned på bordpladen.
”Hun lænede sig frem mod mig. Jeg kyssede hende. Først blidt, men så noget voldsommere. Vi gled ned på gulvet mellem sæderne. Jeg trak pelsen af hende og skubbede den tilrette under os.”
”En hvid pels på et kupégulv,” udbrød assistenten forarget, ”det er jo vandalisme!”
Kommissæren skulede til ham.
”Jeg knappede hendes bluse op. Perlemorsknapper, det var perlemorsknapper. Jeg skubbede hendes bh-skåle ned. Jeg har aldrig vidst, at modne kvinders bryster er så forskellige fra yngre kvinders. Udtrykket meloner har fået en helt ny betydning for mig efter det.”
Assistenten betragtede væggen bag arrestanten. Kommissæren skrabede med fødderne mod gulvet.
”Jeg smagte på dem. Jeg skubbede hendes nederdel op og trusserne ned. Hendes lår var bløde og glatte som skindet på nektariner. Hun duftede af vinteræbler.”
Kommissæren rømmede sig og så plaget ud. Assistenten havde røde pletter på kinderne.
”Hun var, om jeg så må sige, plukkemoden.” sagde arrestanten.
”Da hun blev fundet mindede hun mere om nedfaldsfrugt.” sagde assistenten i en stødt tone. Han havde været med ude at hente hende.
”Jeg rører ikke nedfaldsfrugt!” sagde arrestanten. ”Det kan være fyldt med alskens kravl. Det kan være på vej til forrådnelse.”
”Præcis!” sagde assistenten med et grumt udtryk i ansigtet.
”Så spurgte jeg, om hun ville smage min banan!” sagde arrestanten.
”Banan?” Kommissæren lænede sig brat frem over bordet.
”Ja, I ved… min banan. Det ville hun gerne. Og et øjeblik efter kom hun så op at sidde ovenpå mig. Hun kunne lide den. Det var ligesom når man klemmer en appelsin, og saften løber ned ad ens håndled. Hun råbte noget, men så…”
Arrestanten gik i stå.
”Hvad så?” spurgte kommissæren.
”Hun faldt sammen. Først troede jeg, hun kom, men så gik det op for mig, at hun var gået bort. Hun trak ikke vejret. Og så gik jeg i panik. Jeg klædte hende på. Så trak jeg vinduet ned. Det lykkedes mig at løfte hende op og bugsere hende ud af det. Vinden ruskede i hele kupéen. Hendes rejsetaske smed jeg også ud. Så lukkede jeg vinduet og lagde mig ned. Jeg sov forbløffende godt, men det var vel ovenpå al den virak.”
”Så Ingrid Marie Appel var allerede død af naturlige årsager, da du ekspederede hende ud gennem vinduet?” spurgte kommissæren.
”Ja, det ved gud hun var!” svarede arrestanten.
”Godt,” sagde kommissæren og rejste sig, ”vi kommer ikke videre lige nu. Men foreløbig beholder vi dig her. Vi sørger for, at du får noget mad bragt op.”
Assistenten åbnede døren for kommissæren.
”Jeg spiser ikke kød,” sagde arrestanten, ”jeg kunne vel ikke bede om noget frugt?”