Thomas Krogsbøl læser op i Den sidste hal, maj, 2009

Danmark

der er skønsang i nærsynet
på alle analer med det brede

Der eR, hedder den ene anal
Til V2 hedder den anden anal
som elsker strut til nytår

Danmark

i løbet af en løgn i Danmark
falder der ti centimeter tegn

Danmark

hver dag går hun tur med huden
de fleste steder skal huden holdes i fjord

Filmen om pekingeserne (uddrag)

Pekingeserne befinder sig i periferien. På en måde udgør de samfundets overflade til et andet mere pekingesisk univers. Pekingeserne er stratificerede. Når de dør, drysser de af sig selv som skæl der ligner bogstaver.

Filmen om pekingeserne (uddrag)

Vi er inde at se filmen om pekingeserne. Nu kom der noget fra højttalerne igen. Denne gang er det en slags pausesignal. Jeg tager det helt roligt nu. Jeg har trods alt prøvet at ånde mange gange før. Åh ja, mit livs hittegodskontor. Her ligger alle pekingeserne på hylderne sammen med glemte gebisser og høreapparater. Jeg har engang drømt alle disse pekingesere. Måske for at gøre nogen glad. Men min mor var ikke så vild med skizofren skrift og guitarsoloer der breder sig ligesom pels ud over enhver tænkelig flade.

Pengos oplevelser

Filmen om pekingeserne (uddrag)

Pekingeserne bidrager til samfundet med deres store øjne og ører, kåde bjæf og våde snuder der ligner lakridser.

I anledning af krigen

Filmen om Pekingeserne (uddrag)

Citronerne er sure. Til gengæld er de skidegule. Pekingeserne er metalliske under pelsen. Men selv hvis de barberede sig skaldede, ville man ikke kunne lade være med at stirre på deres blanke snuder.

Filmen om pekingeserne (uddrag)

Om lidt bliver her mørkt. Men det er kun en introduktion til et endnu større mørke. Snart er der katastrofer i højttalerne. Luften fyldes med salt og fedt. Man kommer til at spise håret på personen foran sig, man ser en måne eller en løve eller en krumsabel, men det betyder ikke så meget. Det er bare et bredt lærred.

Nu er det blevet mørkt, det er ikke så slemt, der er stadig højttalere. Men nu skal man synge med på noget. Det er en katastrofe der kan synges. Vi får sukker til at slukke tørsten. Folk slipper deres pekingesere fri.

Pekingesernes øjne og snuder ligner bolsjer i mørket. Børnene kan ikke nære sig. Den permanente katastrofe vi alle sammen er en del af, er vi netop selv en del af, så i en vis forstand er alting normalt. En del af tiden må vi tilbringe nedsunkne i vores egne akvarier. Bliver det meget slemt, kan vi stoppe pekingeserne ind i højttalerkasserne for at dæmpe de gummierede enheders pumpen.

Vi er inde og se filmen om pekingeserne. Pekingeserne vil gerne i fjernsynet, men det er svært for alle studierne er byggede til betydeligt højere androider med mindre hårvækst. Mange folk kan ikke høre andet end bjæffen når en pekingeser endelig dukker op på skærmen. Der er for meget hår i ordene, synes andre. Så nu er der blevet lavet en film om pekingeserne.

Fra stepperne

motorsave er upraktiske
at myde folk med
men det gør mere ondt
og tager længere tid

i næste uge skal jeg
øve mig på
at gøre det med
en kaktus

nu er jeg træt

Den stribede kvinde

skriv et digt der hedder
”Den stribede kvinde”

JA

nogle gange er hun blå
nogle gange er hun rød

JA

Begyndelsen

øh .....

ØH!