Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (15/18)

Birgitte Krogsbøll:
Jeres praktikant Elton Jorn, Hvad med ham?
Hvorfor skal han slet ikke spørges?
Jeg ved godt I plejer at sige: "Hold nu kæft! Du er for ung til at have en brugbar mening om noget som helst, Elton Babyface Røvhul!", men alligevel.
Hvorfor skal han ikke lukkes ud fra lageret en stund, og interviewes?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jamen, jeg kender ingen andre, der kan snakke med edderkopperne på lageret, være dus med flagermusene og puste til støvet, så det står i kaskader ud gennem nøglehullet ind i redaktionslokalet, lægger sig på poesiens blå blomst midt på bordet, minder mig om tiden som en faktor, der nok er her længere end mig, men derfor kan jeg jo godt efterlade mig noget, der er her længere end tiden, digte f.eks, eller en ubetalt regning.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (14/18)

Birgitte Krogsbøll:
Det blev vist på alle nyhedsmedier, at I, da I modtog Nobelprisen, ikke kun gik baglæns UD derfra, men også gik baglæns IND, for at vise ydmyghed.
Hvad er grunden til al denne ydmyghed? Hård barndom? Filosofi? Signalpolitik?
Og hvem af jer er den (grænsende til det selvpromoverende, har jeg hørt) ALLERMEST ydmyge?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jeg er den allermest ydmyge. Jeg er så ydmyg, at jeg ikke vil sige hvad jeg hedder. Jeg er så ydmyg, at jeg ikke vil sige mere. Det er fordi jeg er så ydmyg.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (13/18)

Birgitte Krogsbøll:
Det hviskes, at I fra 2002 til 2004 fik trykt tidsskriftet på papir, I "... havde fået skaffet til fingerpris" et sted i den offentlige administration".
Hvad kan I fortælle om det?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jeg fik et tilbud ingen af os kunne sige nej til, mens vi fik manicure inden en LAB oplæsning. Papiret stammede fra Kirkeministeriet og viste sig at være meget gamle pergamentruller med svært tydelige skrifttegn som B-i-b-l-e-n.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (12/18)

Birgitte Krogsbøll:
I har ofte været på Højskole sammen, og er glade for sang. Så I har lavet jeres egen sangmappe med becifringer, og slutter alle møder med rundkreds, ris-og-ros-runde og lidt fællessang.
Hvem spiller guitar, og hvilke sange er jeres foretrukne?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jeg er ret suveræn på panfløjte, triangel og koklokke.
Niels Henrik Svarre Nielsen spiller guitar med skinkenæven helt fremme.
Absolut foretrukne sang er: "Smoke on the Water".

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (11/18)

Birgitte Krogsbøll:
I modtog i 2006 en enorm, anonym pengegave, og har besluttet at spendere den på at få malet et 5x5 meter stort gruppeportræt.
Rygtet siger, at I forhandler med både Thomas Kluge og Per Arnoldi om opgaven, og måske også andre.
Hvem bliver det?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Sjarles Charmetrold på 11 måneder fra vuggestuen Rumpenisserne, rød stue.
Sjarles har valgt at skildre os i et fingermaleri.

Birgitte Krogsbøll:
Det siges også at I betinger jer, at portrættet skal vise jer på en helt bestemt lokalitet.
Hvilken?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
På toppen af kransekagen.

Birgitte Krogsbøll:
Og hvem var den anonyme giver? Åhhr... kom nu! Hvisk det!

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Det var Gud, personligt.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (10/18)

Birgitte Krogsbøll:
På jeres ugentlige pressemøder ser I altid sådan lidt... fjottede... ud.
Hvordan kan det være?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Altså, jeg for min part bruger alle mine penge på det, så tak, jeg er da glad for at høre, at det er lykkedes.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (9/18)

Birgitte Krogsbøll:
Da kulturminister Brian Mikkelsen tiltrådte i 2001, var hans første tiltag at rydde op i moradset. Derved kom han til "ved et ulykkeligt, utilsigtet fumleri og dårlige embedsmænd" også at ramme Øverste Kirurgiskes økonomi temmelig hårdt.
"Ministerfadæsen", som det kaldes.
Nu har han, som en slags plaster på såret, og som han selv omtaler det "et rigtigt bamseknus", opkøbt Ungdomshus-grunden, Jagtvej 69, for der at opføre et domicil til jer. Et hus lidt større end Ungdomshuset, det tidligere Folkets Hus, var.
Og I har meddelt ministeren, at I har besluttet at tage imod det "... i en kærlig og forsonelig ånd".
Her er hele 3 spørgsmål:

Hvad skal huset hedde?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Ahrensbølls pryd, pragt og prægtige perle.

Birgitte Krogsbøll:
Forventer I bøvl med de unge, beskidte, venstresnoede autonombøller, og hvordan bliver jeres samarbejde med politiet i den anledning?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Nej, nej, da, slet ikke, jeg forventer at være dejlig, smuk, glad, ovenud lykkelig og temmelig tilfreds sammen med de autonome med deres dejlige demonstrationer, smukke hætter og glade brosten og politiet i deres dejlige kampuniformer, smukke hjelme og glade stave.
Vi skal plukke skovjordbær sammen, masser af skovjordbær, alle sammen, sammen med hinanden skal vi bage tærter af jordbærene og skovene og hinanden, vi skal tage hinanden i hænderne og tærterne og danse kædedans og spise tærterne og hinanden og drikke urtete i det evige solskin, mens jeg læser mine dejlige, glade og smukke digte om mig selv højt, meget højt.

Birgitte Krogsbøll:
Det bliver jo et stort hus.
Hvilke faciliteter kommer det til at rumme, udover de obligatoriske: trykkeri, juicebar og sauna?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jeg vil insistere på mindst en: Øvklub, Swingerklub, Kørehinandenoverklub, Glansbilledeklub, Riveihårklub, Bingoklub, Pasdigselvklub, Ølkapselklub, Klistermærkeklub, Hajeg kansagtensklaremigudendigklub, Snørrebåndsklub, Neglefileklub, Jegerbitterklub, Slipseknudeklub, Fiseklub, Hvidløgsklub, Ispineklub, Hindbærbrusklub, Fimseklub, Dengseklub, Jegharheldigvisglemthvorduborklub og en Boogiewoogieklub.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (8/18)

Birgitte Krogsbøll:
Som en gestus til Klimakonferencen 2009 har A.P. Møller besluttet at omlægge al nordsøolie fra fossile brændstoffer til solenergi.
Og I har ladet sive, at ØK, med jeres enorme containerflåde, også har noget oppe i ærmet i den anledning.
Hvordan vil I leve op til A.P. Møllers gode eksempel?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jeg har gentagne gange på utallige redaktionsmøder spurgt:
-Ærværdige medpoeter, udmærkede digterkolleger, kære ordekvilibrister - Klimakonferencen 2009, hvad gør vi?
Svaret har hver eneste gang været en dyb indadvendt grublen efterfulgt af en rungende tavshed.
Jeg er kommet frem til, at jeg til Klimakonferencen 2009 og i tiden efter, vil gå rundt og være min egen sol, der giver P.O.E.S.I.E.N. lys - om natten.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (7/18)

Birgitte Krogsbøll:
I har jo forsøgt jer med filmmediet, ja faktisk lavet en kæmpe investering i det.
Hvis jeg siger "Ærø Badehotel og Langballe-sonetterne", hvad siger I så?
Politiet droppede jo sagen (og den er i øvrigt forældet nu), så der er vel ingen grund til at tie længere.
Og hvorfor er det stadig ikke kommet til premiere i biograferne?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
ARHJ, HOLD NU OP, DET ER OVERHOVEDET IKKE SJOVT AT FÅ KRØLLET EN GAMMEL NÆSTEN GLEMT SOMMER UD OG SÅ LIGE OP I SYNET, SÅDAN DER, DU. EN SOMMER FYLDT MED SMUKKE, UNGE, BEGAVEDE, KÅDE KVINDER I BIKINIER OG UUDGRUNDELIGE VEJFESTØJNE PÅ ET BADEHOTEL, OG MIG OG MINE BADEBUKSER JEG HAVDE PÅ LANGT DET MESTE AF TIDEN, OG JEG LOVEDE HVERKEN AT KIGGE FOR MEGET ELLER AT SLADRE ELLER AT KOMME MED FOR MANGE EVIGT VIDUNDERLIGT BLOMSTRENDE SÆTNINGER, MEN GJORDE DET SELVFØLGELIG ALLIGEVEL...

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (6/18)

Birgitte Krogsbøll:
Når man lærer jer lidt at kende opdager man jo hurtigt, at ingen af jer har læst en digtsamling til ende... nogen af jer... nogensinde...
Hvordan kan I så holde den hype gående, at I har forstand på digte?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jeg læser ikke digte. Jeg skriver dem.

Birgitte Krogsbøll:
Og et tillægsspørgsmål:
Det er almindelig kendt, at I har ansat jer en livscoach, og gætterierne har været mange.
Er tiden inde til at I fortæller offentligheden hvem det er?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Okay, tiden er inde. Min livscoach er psykoterapeuten Carl Mar Møller. Aftalen går, fra på mandag, ud på at han coacher mit liv - jeg skriver hans bøger. Carl Mar mener (og jeg er meget enig) at det er synd for mænd i det hele taget. Jeg mener at det er synd for Carl Mars bøger i det hele taget, så for begge parter er det noget af en drømmeaftale.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (5/18)

Birgitte Krogsbøll:
Siden jeg første gang fik en tekst i tidsskriftet, har jeg fået 2000 kroner pr. tekst. Nu har jeg så hørt, at en anden får 2500 kroner pr. tekst, og oven i købet sort. Det undrer mig, da jeg troede I var retfærdige.
Hvad har I at sige i den sag?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Det har du fuldkommen misforstået. Jeg er overhovedet ikke retfærdig. Jeg er digter.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (4/18)

Birgitte Krogsbøll:
I er alle veganere "af litterære årsager".
Hvordan hænger det sammen, kost og litteratur?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Mit forbrug af kogt vand, dampede grøntsager og groft brød gør, at jeg simpelthen skriver bedre poesi. Det har et langt livs misbrug af sodavand, mayonnaise og friturestegte marsbarer været med til at lære mig. Jeg har nemlig sammenlignet tekster fra før og efter jeg så madlyset. Den er god nok. Min poesi kræver kosteligt mådehold.

Birgitte Krogsbøll:
-og et lille tillægsspørgsmål:
Skønt jeg aldrig deltager i jeres julefrokoster og påskefrokoster, bliver jeg altid bedt om at sende et stort fad mørbradbøffer med bløde løg. Er det der veganer-noget bare et løgnagtigt publicity-stunt?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
At min poesi kræver mådehold kan det være udmærket at blive mindet om ved få udvalgte lejligheder. Det er her dine mørbradbøffer med bløde løg kommer ind i billedet, eller ind på bordet. Jeg formår altid at modstå madpresset og kan sagtens - i modsætning til visse andre - sende fadet rundt uden absolut at rage det hele til mig. Jeg vil som sædvanlig hellere sidde ensom, traurig, forbigået, overset og forladt i mørket på køkkentrappen med ryggen mod den iskolde mur og ryge sure cerutter og gøre det til poesi. Nogen skal jo gøre det.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (3/18)

Birgitte Krogsbøll:
Siden I stoppede som dansedrenge og gav jer til at udgive tidsskrift, har I været, nærmest på millimeter, ligeligt kønsfordelt i redaktionen. Skyldes det en bevidst feministisk holdning, eller har talentmassen bare fordelt sig sådan?

Thomas Ahrensbøll Hansen:
Det skyldes helt klart en meget velovervejet, gennemtænkt og bevidst feministisk holdning. Bare tag mig som skoleeksempel. Det er helt i orden, hvis det kan hjælpe på forståelsen. Jeg er først og fremmest med i redaktionen, fordi jeg er en meget stor feminist fanget i en meget, meget lille mands krop. Og jeg vil bare så gerne uuud.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (2/18)

Birgitte Krogsbøll:

I begynder alle på Forfatterskolen i 2008, skolens første gruppeoptag nogensinde.
Hvad forventer I det kommer til at betyde for jeres kunstneriske og personlige udvikling, som gruppe betragtet?
Og hvordan vil I håndtere cafépengene... undskyld, SU'en?

Thomas Ahrensbøll Hansen:

Endelig. Efter alle disse år i ufrugtbar ensomhed kommer så forløsningen. Sjældent - hvis nogensinde - har den været så fortjent. Det siger de også hele tiden på Forfatterskolen.

Jamen, tuttelihut, vi skal da bare stille og uroligt være sammen, alle sammen, med hinanden og andre dejlige poeter, okay da, også prosaister, med en sund, ægte, vedkommende og oprigtig interesse for sproglig ornamentique.

Kunstnerisk skal vi rigtig (og jeg glæder mig) hygge-nygge udvikle os på en statsinstitutions regning. Om sommeren skal vi alle sammen, midt i undervisningen, pludselig cykle til stranden og nøgenbade sammen. Og sammen tænde bål i måneskinnet, når kommunens opsynsmand er gået hjem.

Om vinteren skal vi holde juleaften sammen med hinanden. Og tænde bål i julemanden inden vi alle sammen går hjem, sammen.

Udviklingspersonligt kommer det ikke til at betyde noget særligt, da ingen af os er personligheder. Vi er anonyme og bliver helst hvor vi er, som tapet.

SU'en giver vi til mig. Jeg skal bruge den til at starte byens første rendyrkede absinth bar på Sankt Thomas Plads.

Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (1/18)

Birgitte Krogsbøll:

Vi "fanger" poesiens hvide bisser i elevatoren i Hotel Radisson søndag over middag efter en intens arbejdsweekend. Trætte ser de ud, ja, nærmest forpjuskede, og det er i første omgang svært at få gang i interviewet på grund af en diskussion omkring brunchen: røræg eller æggestand?

Men som de gamle venner de er, bliver det ikke på noget tidspunkt til direkte nævekamp, snart er alle vågne samtidig, og første spørgsmål kan fyres af, lige i mellemgulvet:

Før I lavede tidsskriftet, var I aktive på den Københavnske dansescene med drengegruppen: "Uptown Toyboys", men ikke, tør man vel nok antyde uden at røbe for meget, med de store succesoplevelser. Dog, en af jer bragede på et tidspunkt igennem som solodanser. Hvem var det, hvad betød det for dynamikken i gruppen, og hvorfor stoppede denne hans dansen så brat igen?

Thomas Ahrensbøll Hansen:

Faktisk hed vi oprindeligt: "Uptown Teen Toyboys Goes Downtown", men Niels Ivar havde svært ved at udtale det, når han skulle annoncere os, så vi ændrede det.

Iført det nye navn havde vi skam stor succes i de jyske bingohaller langs vestkysten.

Med min fortid som tjener med sirligt cykelstyroverskæg og ivrig dansemus i det nu nedlagte Dansetten i Tivoli, var det kun naturligt at jeg satsede på en solokarriere, da de jyske bingohaller blev bygget om til kunstmuseer og biblioteker, som følge af en politisk studehandel og klokkeklar fejlpriorientering.

Min solokarriere tog mig i en årrække verden rundt til talrige udenlandske bingohaller, hvor jeg excellerede i en mere actionpacked dansestil end dengang i det jyske.

For dynamitten i gruppen betød det at den eksploderede, og vi derved alle kom videre på hver vores måde.

Jeg danser skam stadig, men mest til redaktionsmøderne, hvor jeg ofte ubehjælpsomt fremstammer: jeg mangler ord til mine argumenter, men jeg kan danse dem.

Det gør jeg så for en måbende og himmelfalden restredaktion, der stille sidder tilbage og ikke rigtig ved hvad den skal sige.