Obduktion. Del 4.

Reklamer fortæller om det, der hænder, men aldrig passerer. Den plastickirurgiske behandling af venstre kind, som skjuler mærket efter en golfbold, visker begivenheden ud, konserverer kødet. Barnets tænder blev ikke tabt, men skiftet ud med en perlerække af jacketkroner, flunkende nye. Paradis er 100% tilfredshed eller pengene tilbage.

Du har kraften til at forcere benenes bevægelse under kroppen uden at snuble og falde. Magten til at få hofterne til at klikke på plads i serier af forførende positioner. Det er det, det hele handler om. Magten til at danse lidt for mekanisk, ikke som en duracellkanin, men en duracellbunny. Du er hverken et menneske eller et dyr, men en ny art, gensplejset i underholdningsindustriens store zoo.

Sluk. Vend vrangen ud på blikkets slør, ræk tunge ad nyhedskultens ritualer. Blonde lokker gråner. Huden over de buttede børnekinder slappes og rynkes. De små lemmer kroges og stivner af gigt. Tandkødet rådner. De hvide seksårstænder gulner og falder ud. Du er en olding i børnestørrelse.

Den højeste magt udgår fra kontrasten, tegnet sort på hvidt, som var den et bevis. Opklaringen ligger ved indgangen til perleporten, der kaster glans over den sidste dom. I en scene af evig lykke under de blinkende lys, ædelstensbesatte tiaraer i de blonderede lokker, prinsesser på sølvcykler. Imens får forbryderen igen og igen dødsstødet. Himlen er elektrisk. Der er dansende prikker, snefnug på de sneblindes linse, øjeblikke uden mål og mening. Pupillerne er udslukte stjerner.

I deler magten til at tisse i sengen og skide i bukserne af skræk. Magten til at pisse på det hele og sige farvel.

Plasticlagner er unødvendige i paradis. Engle er pottetrænede.

Du vil måske helst være fri?

Obduktion. Del 3.

Detektivrollen får de hjemmegående husmødre, der ellers er bedst kendt for deres hjemmebagte brød og det indenfor en radius af kvadratmeter. Som bonus for tusinde timer tilbragt ved den bærbare i køkkenet, bryggerset, soveværelset og på terrassen, indsamlende dokumenter til brug i de fora, hvor folkedomstolens nævningesager føres, får de taletid i talkshows. Det er demokrati og det bør de forstå at værdsætte. 

Du giver os chancen for at tage og lede opmærksomheden ud på afveje og ind i intetsteds midte. Og lade krigenes vraggods ligge og skvulpe som skrot og ligdele i lyshavets brænding, i udkanten af programfladerne som annonceringer af endnu et tab. 1 minuts stilhed og vi er tilbage igen. 

Her har vi billederne og der har vi tidslinien, men hvad var motivet, hvem var karaktererne og hvad var plottet? I jagten på den endegyldige konklusion trækker vi spor mellem stjerner i foranderlige konstellationer. Tænk at kende døden, at kende den fortælling, hvis ledetråd fører til døden og ved hvis endepunkt al magt samler sig, bundet i knuden for enden af snøren omkring din hals. 

Tanker sætter mærker, furer i hjernebarken. Derfor lader vi det blive ved den potentielle tanke, der udgår fra den rene visuelle fascination. Den er glat. Rynkefri.
 
Med den rette lyssætning giver vi dig udstråling som en dronnings datter. Den evige jomfru, der aldrig styrter fra sin piedestal af dollarsedler, aldrig reduceres til falden kvinde, billig tøs. Ingen pixelfejl i videoprojektionernes digitale lysbade. Ingen strimer i fotoemulsionens bodylotion. Ingen pletter på de sprøde æblekinder. Frisk, som nyplukket frugt. Pink Lady.

Vi kæmper om magten til at besidde pigekroppens flader og kanter, kraniets og knoglernes brutale fakta, at bryde gennem de luftige puffer om skuldre og hofter, floret af flæser og slør, illusionen om den uendeligt bløde kvindelige form. En lækker lille pakke, emballeret i pap og plastic, den perfekte vare, glat, og dog kold og hård mod de kærtegnende fingerspidser. Du kan kun give os modstand ved at gøre fantasien håndgribelig. At snurre rundt på scenen, i legetøjssupermarkedet, vende om og øve magt ved at svimle, falde og gå itu. Hylderne er skrå brædder. Far er marketingchef.

Obduktion. Del 2.

Du og din familie får en plads i berømmelsens spot, changerende mellem glemslens skygge og gloriens lys.

Storcenteret er din katedral. Din barnerøst skrålende falsk, skrigende til himlen, besat af elektriske hjerter og plastguirlander. Under betonloftets hvælving stråler en stjerne. Du får magten til evig tid at klinge skingert og stadigt højere, i trods mod enhver god tone. 

I baggrunden, endnu en scene, et par trappetrin op til podiet, beklædt med kunstigt græs. Her er anbragt et lille træskur af hvide lister, bygget som kulisse for en bod med brændte mandler. På skærmene rundt om looper den samme filmstump i en uendelighed, et ekko af shoppingsøndage sat på repeat. 

Senere kårer vi dig som den ultimative freak, fremstiller dig i et genskær fra de hundrede år gamle gaslamper, der lyste på muskuløse dværge, trebenede mænd og siamesiske tvillinger side om side med sexede barnekvinder i omrejsende shows til skrækblandet fryd for ethvert publikum, altædende såvel som kræsent. Ræk mig lige de brændte mandler. Vi får brug for kasteskyts.

Tabloidpressen fødte og genføder dig millioner af liv i en evig genopstandelse som påklædningsdukke i glittet papir. Din skønheds vrangside er en collage af regninger fra dyre klinikker, varedeklarationer, falmede fotos af mors ungdom, snavsede renseservietter og obduktionsrapporter. En dag er du slidt, flosset og revet itu. Dit minde blandes op i hjernegrødens grå papmachemasse.

Indtil da: Kald det et smil, hvad det end er. Lad det flyde let, klukkende. De skal se det hærde og stivne. Vis tænder af verden. Du skal vise dem.

Obduktion. Del 1.

Historien har alle melodramaets ingredienser. En sammentrækning omkring det lille ingenting og efterfølgende udvidelse i et uendeligt antal kernespaltninger. Vi kalder dem familieværdier og fejrer dem til jul. Pynt og stads.

Den lokker true crime junkies med the ultimate high og det sidste forløsende fix. Tilsæt uskyld, skønhed, glamour, et brat styrt og du har en kassesucces.

Via kalkulerede kortslutninger i den kollektive psykes elektriske forbindelser udvindes nye begreber af de gamle for siden at eksporteres til andre terminologier og videre ud i et vareflow, hvis endelige betydning eksploderer i et lyshav af fantasier. Blik lyser op. De er strømførende.

Vi får chancen for at se bagom de designs, der er på tapetet i glamourøse hjem. Virkelig at mingle med de rige, som vi førhen var henvist til at leve med i sektioner for karriere, boligindretning, mode, velgørenhed og opskrifter på gæstemiddage og hvordan jeg overvandt kræften, sidestillet med tosides annoncer for privathospitaler ved kysten med specialmenuer sammensat i samråd med en diætist, en ernæringsekspert, din private kok og naturligvis dig. 

Indtil videre har vi kun set dem stå på balkonen, tegnet i et diffust lys med gavmild brug af retouche. Nu trænger vi for første gang ind i deres ellers mørklagte tilværelser, skyder dem i direkte blitzlys og lader projektørerne forfølge dem ned ad trapperne etage for etage, helt derned, hvor banerne med specialtrykt tapet slipper op, hvor vi endelig trænger ind i deres dybeste hemmelighed, slagskygger rugende over enhver krog. Væggene er rå. Alle installationer er blotlagt.