Wie immer

Og den hjemløse tosse siger:

“Der Führer nicht tot. Er schläft.”

Jeg spørger: “Wo schläft er?”

Tossen svarer: “Sie wissen. Sie wissen das.”

Den hollandske miljøflygtning

De hollandske miljøflygtninge skal på halv understøttelse
Hollandsk miljøflygtning vinder millionlottogevinst
De hollandske miljøflygtninge klager over forholdene i lejrene
Bengalsk miljøflygtning gifter sig med hollandsk
20% flere kriminelle blandt hollandske miljøflygtninge
Hollandsk miljøflygtning starter tulipan-gartneri
Hollandsk miljøflygtning svindler med rationeringskonti
Odense hollænderghetto
Rygning mere udbredt blandt hollandske miljøflygtninge
Hollandske miljøflygtninge hyggesurfer under aktivering
Agressive betlere var hollandske miljøflygtninge
Hollandsk miljøflygtning hævder at han er friser
Malarie og TB breder sig pga. hollandske miljøflygtninge
Hollandske miljøflygtninge kan sendes til Flandern
Van Gogh hollandsk miljøflygtning

Drømmefanger

I stormens øje
Eddersten på spring
over stokrosers gashale
før bardommens kometnedslag

Det var nu lupiner
er en erindringskorrektion
helt uden grøftekanter

hylende som min overkørte hund
på trillebør gennem årenes hulveje

En måge drømmer
sin fremtid i et hav af
stivnet flødeskum

Ved rekylet af pludselig vindstille
går øjeblikket af led

Mine erindringer i småstykker (3)

Far købte en gammel Saab da min mor og far blev skilt. Der var lakridser i handskerummet. Den var grøn eller var den rød. Jeg husker ikke hvilken der kom først. Der var først et vrag, senere var der en mere tjekket model. Den kostede lidt mere, men bitterheden var mindre. Jeg tror han havde købt den første Saab for ingenting i håbet om at den ville køre galt i et flammehav af bitter trodsighed. Der var en cool gammel autoradio man kunne finde alt muligt på. Han boede i en lille æske af en lejlighed i Hostrups Have. Der boede min Farmor og Farfar også (ja, altså bare i en anden lejlighed). Nu var det bare min farmor, for farfar havde brækket lårbenet i forsøget på at komme ud af bussen og han var 87 og han gad, for nu at være helt ærlig, ikke længere.

Der boede han så, min far og min fars søster boede i den anden ende af haven. De sås så godt som aldrig. Ikke at de ikke ville, de havde desværre bare en del søskendefjendskab mellem sig.

Der var desuden i Hostrups Have en udmærket legeplads med en god gammeldags centrifuge så vi kunne komme lidt på syre, selv om vi var børn. Farmor gav os druesukker og diverse andre sugetabletter. Hun var en stærk gammel dame. Hun opførte sig klogt og med den yderste respekt over for alle dem hun mente havde fortjent det. Jeg havde en fornemmelse af at hun var en hemmelig overlever, en hemmeligt udsmuglet tzardatter. Hun insisterede på at holde en kroget gammel familie sammen. Hendes hushjælp virkede til hun blev 85 - jeg husker det fordi min farmor afholdt en seance hvor Fru Nielsen blev hædret på sin fødselsdag med et glas portvin.

Min farmor skulle bare banke på væggen, så kom næste ret med militær logistisk nøjagtighed. Hurra for alle dele af familien og for visse af dem vi kender, på Hovedlandet, på Sjælland og Brüssel og Strasburg, New York, Berlin, Paris og i Folketinget og i pressen. Og min farmor remsede det ene familietræ op efter det andet. Komplet med tidslinje og det hele.

Mine erindringer i småstykker (2)

Min far blev ved med at forsøge at bilde os ind at han ikke havde noget at gøre med nogen efterretningstjeneste. Jeg troede ham ikke. Det holdt mig vågen. Senere, meget senere, blev jeg klar over at det havde han naturligvis og at det var ikke mig der var noget galt med. Da jeg var otte blev jeg gudskelov holdt vågen af en anden grund, det var for at se månelandningen. Jeg synes den havde en masse poesi i sig. Det var gribende. Min far var rummedarbejder. Ham og Claus Toksvig. Claus gav mig alle mullige jakkemærker som jeg kunne have solgt her og nu for en formue og et Apollo 12 samlesæt som jeg ikke aner hvad der skete med. Måske var jeg for lille og måske blev det givet til en anden, jeg husker det ikke.

Inden da havde far været i Korea og så Vietnam. Ind i mellem var der rundrejser med de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater. I 69 var Vietnam slet ikke overstået. I 70-72 var den fordømte krig blevet en offentlig lidelse på højde med, eller over, Irakkrigen. Min far sad i en hellikopter og filmede mens de kastede napalm i hovedet på uskyldige mennnesker. Vi så månelandningen sammen og det glemmer jeg aldrig. Jeg ville bare have ønsket mig at min far rent faktisk havde været tilstede og ikke altid et andet forfærdeligt sted som jeg kunne se i fjernsynet. Min far var i fjernsynet og ikke hjemme hos os. Da den første fod blev sat på månen klemte far min hånd. Jeg klemte tilbage alt hvad jeg havde lært. Vi var uden afstand i nogle minutter. Vi havde ingen hængepartier. Vi var kun to hænder. Der var masser af plads.

Mine erindringer i småstykker (1)

Først boede vi i Borgergade. Øverst oppe under loftet. Min mor arbejdede på Billedbladet, dengang der først og fremmest var billeder i.
Min far arbejdede på Berlingske Aftenavis, det der senere blev til Weekendavisen. De mødte hinanden på BT. Havde de haft sans for historie og havde de været i stand til at se det hele udefra mange år senere ville de nok have været at finde andre steder. Måske havde de begge arbejdet på Politiken og havde ikke rejst så meget. Når min mor og far ikke nåede hjem, ringede de til flytttemanden i stuen hos hvem jeg sad i arm og drak kaffe. Da jeg var et par år flyttede vi ud til Lyngby og boede hos en fyr fra FET med en voksende familie bestående af døtre. Og så en stærk mor, men dem havde vi jo masser af. Vores mødre blev så stærke at de kunne bøje jern, eller sandheden hvis det skulle være. Min mormor kunne flække en betonflise i ét slag, min farmor kunne få de rå drenge i banken til flovt at sænke blikket. Jeg havde også tanter - mere om dem senere..