Ornitologisk

Over skulderen bærer han en armygrøn skuldertaske af den slags, der kan modstå al slags vejr. Han synes om farven. Den minder ham om den farve, himlen kan have lige efter en tordenskylle.
I tasken har han et antikvarisk eksemplar af ”Fugle i farver”, en tysk parlør, en kikkert og en skitseblok. I skjortelommen bærer han en blyant: den bliver så nemt væk på bunden af tasken, og i brystlommen er den altid til at finde.

Nemlig!


Han svinger armene. En, to, en, to - taktfaste sving frem og tilbage. Armenes bevægelser tvinger ham fremad, hvor han ellers ville gå i stå. Tasken svinger modsat.
Kun blyanten er i ro, som den stoisk stikker hovedet frem fra brystlommen.


Undervejs på sine vandringer ser han solstjært, gråmejser og lavthængende hættemåger uden hals. Alle er de opført på himlen som Fugle i Farver med tyskklingende navne og tyste næb. Set gennem kikkertens øje ligner de slet ikke fugle, men sorte Rorschach-pletter klistret op mod blå.


Det er uforståeligt men sandt og svinger han armene højt nok, kan han gribe dem med fingrene og gemme dem i brystlommen, til han når hjem. Der vil han tyde dem efter forgodtbefindende og tegne et udråbstegn på blokken.
Sådan!

UndFang III

Min viljes ske er formet i fedtsten, børstet i stål, stivnet som drypsten
mere end noget andet
andres

glem mig ved et busstop, skær mig i en bænk som et ”Jeg”, som Kilroy
som nogens
om noget

skriv min fortælling, kald den Sandhed, kald den Løgn
det er alligevel ét og samme
til slut

Autopo

Jeg ser det hele S T A V E T som en skærm mod virkeligheden fold dig ind i min armhules fugtige angst og det står klart, at ingen neon skal bøjes, men lyset skal skrives..frem du må ikke lukke min appel, du må ikke, må ikke for nok er givet er al magten på jorden som i himlen, til alle andre(s) sprog det er jordens rotation, der gør dét, jeg har aldrig kendt tyngden som nu men konkret poesi skrives med småt - mindrer sig udenom himlene og jordens minimerer manøvrerer mediterer makulerer stavelser der suger og sluger og opløser, et selv, en gordiske knude i venten på Godot, men intet lader sig røre her må nogen standse ordene, rørelser er terapi, sprog er alt andet, jeg ved det, jeg ved en lærkerede for tavsheden er inkonkret, tavsheden er paradoksal, tavsheden larmer ved sit fravær, tegner tankebobler og tømmer tegn, dræner digtet for drift og staver i pap :

TI, FØR DU TAVSES

Om start, midte og slut

Når man mærker noget, der ikke er, men som alligevel hænger i luften, er det svært at trække vejret. Så må man i stedet trække tiden. Ud. Eller sætte fingeren. På pulsen. På tastaturet. Og skrive noget, der ikke kan skrives. Man må skabe. Noget. En fortælling, for eksempel. Et eventyr, en drøm. Et glas-kar i brændt orange.

Fortællingen. I fingrene. Den døvstummes pen. Den livløses åndedræt.

Begyndelsen.
Et sted. En tid. En erfaring, der søges tilvejebragt. Eller tilendebragt. Sådan kan motivet variere, men fortællingen er den samme. Først den ene vej. Og så den anden vej.

Dernæst en Midte.
Ikke et centrum, ikke en kerne. Bare fyldet i puden, der gør søvnen så langt mere behagelig. Vi luller og leger og tror os trygge. På behørig afstand af såvel start som slut, langt fra indledende spørgsmål og afsluttende svar. Vi svæver og suger begærligt af midtets tomrum, fortællingens centrifuge. Rundt og rundt. Åh hvilken frihed, hvilken bedøvende eliksir, hvilken pirrende forførelse. Lad det aldrig få ende. Lad søvnen vare evigt - den påtagede uskyld beruse os.

Endelig en slutning.
Uden afskedens tyngde, ville fortællingen aldrig opstå. Aldrig finde liv. Uden det ubærlige syndefald ville uskylden miste sin pondus. Sin patos. Vi vil afsløres. Vi ønsker smerten og erkendelsens ulidelighed. Vi søger blotlæggelsen, uanset at den ikke er til at leve med. Den truende afsked er altings fylde. Dét nulpunkt vi skriver os op imod og hen imod.

Fortællingens udgangspunkt er at skabe en mening, hvor ingen mening er.

Det er ikke tragisk. Det er ikke ondt.
Det er den fortælling, virkeligheden har lært os.
Eller omvendt.