Rising

Elektrisk fornemmelse
en fugl i stram ornat
Intet kan rigtigt sammenlignes med et hjerte
der har sovet i timen

Til digteren 2

Engang var jeg sikker på at digtere ikke havde humor. At de altid stoppede op, vendte rundt, hver gang en stråle grin sprøjtede dem i møde. - "Næ," sagde de, "der er intet". Så fortsatte de med at gå nedad gamle gader - ikke dem i Milano, med arkitektur og anden kunst. De gemte sig i stedet i gamle huse med brædder for vinduerne (det kunne slet ikke være i Milano) og forfald i fuld galop med det helvede der omgav dem når de ikke lige skrev deres bedste digt.
Derfor var min overraskelse stor, da det gik op for mig, at de kunne grine. At de ofte gik ind ad en port som førte mig til en dør med et håndtag af kobber - et, jeg den dag i dag får lyst til at røre ved.

Til digteren

Engang troede jeg det var månen og digteren der hørte sammen - det er ikke så mærkeligt, digtere sover dårligt om natten og månen er ansigtet de taler med. Folk der ikke kender til processer hvor ord bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul ved ikke at alt får digteren til at skrive. Månen er der hele tiden og det er godt, men ordene.. Fortæl mig: Hvor sidder ordene på himlen? For de er der vel, hvis digteren anbringer pistolen for enden af mælkevejen og prøver at plaffe dem ned? Nej,de kan ikke trues. De findes kun hvis digteren står foran spejlet og kigger længere ind så han rammer noget og dette noget bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul.

Halvmåne af uløselig ligning

Der var engang et land, hvor mennesket og den

iberiske skovsnegl levede i harmoni side om side.

Men alle spor er forlængst slettet på naturlig vis,

da det er 40.000 somre siden. Vi ved ikke, hvad

der gik galt. Resultaterne kan blot ses. Mennesket

kultiverer hvert et landskab. Ubærligt let. Vi må

antage, at hvis bæveren havde samme grad af
dårskab var den sikkert overvældet af misundelse.
Det er dog et større mysterie, hvorfor mennesket
anlægger disse græsplæner.

U.t.

Og som om der ikke var lummerheder nok,
stod fyren ved baren og lavede onanibevægelser
med sin neglesønderbidte barnehånd i overstørrelse
og uklædelige nedomrøvenhængende bukser,
der bare ser endnu mere forkerte ud på en 35-årig
tvangsskaldet rockerwannabe med mave, og rotterne bag
barens flasker gnavede i eget afkom, mens de
sked lakridspastiller så rendte. To yngre piger/kvinder i
lokalet med tjavsede brintoverilteparykker og
forbavsende ens påklædning (Narj, det’ helt tilfældigt!),
et tomme tykt lag pudder som fra en svunden
tid, hvor det var almindeligt at besørge bag gobe-
liner, skævede skiftevis til den buldrende basse
og til egne spejlbilleder i den natsorte rude, der
strimet af regn og udstødningspartikler gengav
dem som de spøgelser, de var, sørgelige efter-
ligninger af mennesker, som de ser ud på tv, og
jukeboksen høvlede sig igennem ligegyldighedernes
top 10, mens Skratte-Jørgen sov med hovedet
i et fyldt askebæger bagest i lokalet, der, hvor
ingen udover pissetrængende går forbi, når de
ikke kan holde sig længere og er fulde nok til
at benytte det oldgamle og stinkende lokum.
Luftonanistens kammerat går udenfor for at
pifte efter en steg, der ikke ænser ham. Hun
har hovedet pakket ind i hovedtelefoner og
en helt anden planets musik, og han ville alli-
gevel aldrig kunne komme i nærheden af hende,
hun er for dyr og har for mange bekendtskaber
med penge og indflydelse. Bulderbassens bukser
hænger nu så langt nede, at hans festlige Tøj-og-Sko
-underbukser i 70'er pskykodelika – eller køkkenmønster -
viser, at det er længe siden, de har været rene.
Alt er ved det gamle, og Skratte-Jørgen skider,
hvor han sidder.

modsat mosaik III

Han tabte noget af syne engang. Noget rundt og rigtigt og fandt kant i stedet:
en ridsende blødhed, en slibesten at runde vreden på

Han greb chancer der ikke var. Pakkede det ubegribelige ind i mærkbare savn efter Et noget og Et nogen
uden ansigt, og dog

Han tabte noget af syne og skabte Et syn i stedet:
en em af morgenfugt, aftengus og havskumringsblink. Pustede liv i ufødtheder uden fremtid
en spejling af en spejling af et gulnet foto
på en væg af hvidt

Nu venter han bare
på knuste krystalkugler, Nemesis og gangarytmik

Illusion

Hun finder svar på spørgsmål aldrig stillet og sidder tilbage med favnen fuld af uafklarede udråbstegn, mere i tvivl end tvivlen selv

Hun griber ord der ikke findes, aldrig er sagt og ender med skrift på vægge der for længst er væltet

Hun finder drømme uden ejer og længsler uden krop
Hun skaber konturer uden omrids og savner tyngden af en skygge

Hun lever et fatamorgana og hun ved det

ManiFest

Det er ord i stridende strømme, som lunkne supper og varme omslag, de luner og lindrer men holder ikke en meter, så der må nyt på menuen, andre boller på dåsen, andre syn for sagn, nye øjne i nakken, lægge til, trække fra, lægges fra om man vil, som snøren om halsen og garnet om barnet, langt fra hjerte og smerte og nedslået blik

det er pondus der mangler, det er viljer og veje, det er liv og levned og lagkagefest, ingen følen og dvælen, ikke frem og tilbage, det er enten eller - take it or leave it, før døren lukkes og fælden klapper, før klokkerne ringer og masserne måber og spørger hinanden, hvem ringes der for?

slut på selvomsorgsdage og barselsfeber, intet nedsunket livsmod og feberhåb, det er slut med at fejre et punktum om dagen, slut med jubel og glæde over ret, rim og rusk, nu skal der knokles igennem og smøges ad åre, agurk på pølsen og vand til maden, det er slut med at drømme om kildevandskærtegn, om luftfrikadeller og bølget hår, nu er det ind i kampen, det er ud af kroppen, det er frem i skoen, igen og igen og igen

Poetaktisk II

......og der er meget skov og megen skygge og ikke mindst den her velsignede ro når tingene ikke giver overskud, men som et sort hul suger kraft til sig og giver fyldigt underskud: træk mig ind til dig, æd mig, opslug mig, fyld mig, og lad mig forsvinde i centripentaltekst, og nok er måne og stjerner og sol og univers tykt af udtjent gerning, men ikke desto mindre er det jo stadig en virkelighed der banker derudaf ovenpå og som vi forsøger at gøre til vores, men som jo er fløjtende ligeglad, og stjernerne de lever sgu sit eget liv og det samme gør alt det andet, som vi vil eje og være en del af, men vi kan fange det med ord og et sekund gøre det til nærvær og tryghed og tæthed uden galaksers fjernhed og tusinder og atter tusinder af kilometers distance, vi kan ikke bare skrive det savn vi mærker, vi kan også skrive det savn vi ikke mærker og måske kan komplementariteten ophæve hele lortet .....

uden titel

Der er sole der skinner og fugle der synger, der er måner der skygger for nætternes fred, der er fuldfede hymner om kroppe der skælver, der er halvkvædne viser om druk og om svigt, der er veje der gåes og græs der betrædes, der er veje der skilles og mødes igen, der er biler der starter og stopper og dytter, der er kvinder der svinger med hår og med lyst, der er aftener så lange at de aldrig får ende og dage så korte at de aldrig får liv, der er digte om lys, om brikker der samles, der er digte om muser der kvæler sig selv, der er stiger der rækker langt mer´ end til himmels og andre igen der går lige lukt ned, der er smil der gemmes til bedre tider, der er tænder der blottes i skærende hvidt, der er byer der svømmer så smukt på kanaler, der er huse der klynger sig sammen i håb, der er smør på brødet og vindfrikadeller, der er flugt over planker og naboers mark, der er hænder der rækker og vinker til næsten, der er drømme om drømme og Helt vild med dans, der er rytmer og remser der danser en polka, der er hofter der vugger til sambaoptog, der er åer der løber og broer der bygges, der er ord på papir og farver i leg, der er nogen der hvisker i ører der lytter, der er nogen der råber i skov uden vækst, der er nisser på loftet og ræve bag øret, der er aber på skuldre og åg sammesteds, der er bryster der blottes og hår der må gemmes, der er tro der må troes og andet der vides, der er over og under og det mit imellem, der er helheder, halvheder og meget mer´ end

U.t.

Han var en mand, der havde et mørke i lommen,
sådan et, som børn kan se. Derfor blev han ofte
forfulgt af de store drenge, selv om han intet gjorde,
og de forsøgte at fange ham, mens de råbte mange
bandeord, som kun de store kan. Os i de mindre klasser
formodedes ikke at kunne sådan nogle, og hvis vi kunne,
måtte vi kun sige dem, når ingen kunne høre det.
Han slap altid væk.
Han skulle blot dreje om et hjørne, så kunne ingen
se ham længere. Han var meget uhyggelig. Senere
viste det sig, at han var en overlærer fra en nedlagt
skole, der gik igen, fordi han havde været ond mod
dem, der kom for sent i skole, og var den gårdvagt,
der gokkede de uvorne i knolden med en nøglering
omkring gokkefingeren. Så var det bedre til
at forstå.

U.t.

Jeg gik på en trappe, der gik ind i sig selv, så jeg måtte gøre mig stadig mindre, og til sidst fik jeg voldsomt ond i ryggen og skrabede knæene. Trappen førte i sidste ende kun tilbage til sin egen begyndelse. Dér stod, som før, stadig fyldte affaldscontainere og henkastede møbler, der var mugnet af regn og baggårdsfugt. Oven i det hele lå en brugt hinkerude, hvor 9-tallet var regnet væk.

Giovanni Montes hest

Giovanni Monte er en skinfigur lyset går ret igennem ham hvis man ser efter det er kun tøjet der standser lyset en anelse så han må passe på ikke at gå i tyndt tøj Giovanni Monte ved det men siger ikke noget det ligger ikke til hans natur hans natur er at findes mere er det endnu ikke blevet til og mens dette skrives står en blondine i tv og ser indfølende ud og det er en skuespiller der leger at hun er en anden og det får hun penge for man må håbe hun får nok Giovanni Monte er en anelse mere virkelig han kan selv tænde og slukke for tv og radio biler og bumser træer og kantsten og hvad det skal være og han har ikke travlt der går en skinfigur gennem Giovanni Monte og låner hans skyggefulde tøj en hånd går i lommen efter nøgler og nøglerne rasler men det ligger ikke til hans natur hans natur er en anden end man sådan lige kan få fod på og skulle det lykkedes at træde ham over tæerne ville man blot stå på gulvet bussen er en skuespiller der leger kantsten og er indlevende lys men så er dagen rullet væk og et øjebliks stilhed står i vejen og tager udsynet insektet ikke ved at værdsætte.

Giovanni Monte har en hest han ikke kan finde.