Til digteren

Engang troede jeg det var månen og digteren der hørte sammen - det er ikke så mærkeligt, digtere sover dårligt om natten og månen er ansigtet de taler med. Folk der ikke kender til processer hvor ord bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul ved ikke at alt får digteren til at skrive. Månen er der hele tiden og det er godt, men ordene.. Fortæl mig: Hvor sidder ordene på himlen? For de er der vel, hvis digteren anbringer pistolen for enden af mælkevejen og prøver at plaffe dem ned? Nej,de kan ikke trues. De findes kun hvis digteren står foran spejlet og kigger længere ind så han rammer noget og dette noget bliver ved og ved så længe at tevandet fordamper og brødet rister til kul.