Lignelse

Jeg ved ikke om humoren har forladt mig eller jeg har forladt den. Jeg ved bare, at der er en tom stol ved siden af mig og kun lunkent vand i hanen. Jeg kunne bruge så meget andet – mistroen, vreden eller den velkendte selvspidende kulde: Sarkasmen er nådigt brænde, men den soder og misfarver stukken i loftet. Så jeg tænder levende lys i stedet og gnider hænderne mod hinanden. Bare fordi det ligner. Og fordi alt ikke er, hvad det ligner.

Du skrev til mig om solsorte, om foderautomater og om hullede kasser, der stirrede tomt på dig udenfor.

Jeg har set også dem, hullerne, de kommer når man mindst venter dem. Jeg tror, du har prøvet at kravle ind, men du var for stor eller hullet for lille. - Sådan har jeg det med verden, min ven. Jeg har forsøgt at entre den, men hullet var for lille eller også var min røv for stor. Måske var der bare ikke plads. Det peger begge veje, ikke?

Ja, så kan vi le lidt ad det. Forladte som vi er, humorforladte.
Men det skal ikke forhindre os i at tænde lys, så længe det ligner.