Fuglene skifter om natten

Om natten skifter fuglene hoveder
Som om naturen afventer vores næste træk
Deres næb klistrer fast til vores øjne
Og som betragtere er vi ikke meget værd
Jeg prøver at se dem udefra
Men deres øjne er som brønde
Og jeg genkender den måde deres vinger har svingfjer
Vi er ikke så langt fra hinanden som man skulle tro
Og når vi smelter sammen er der toner der ikke lyder
Om natten hviler vi os i senge
Der tier om de drømme vi kunne have drømt
Mens fuglene letter før de bliver talt

Vi rejser blindt

Vi rejser stadig blindt mod blod og jord,
Hvor døden raser bag et ståltrådshegn.
Og æren ses som blege knoglespor
På marker våde af den røde regn.
Vi tror. Vi tror, vi ser et tegn,
I døde blikke og i frygtens kor .
Vi rejser altid blindt mod blod og jord. 

Mens vi bliver til

Jeg tænker at der var en sprække i ingenting
I verdenshavet
Mine øjne må have blinket over det skarpe lys og
Vandet og lugten
Forestil dig lugten af livet
En sprække, der bringer metallisk lys
Glimtende skalpel og bloddråber, der farver fostervandet
Under mig et velkendt ocean
Over mig solgule plastichandsker
Der trækker mig op og ud
Som en sæl, der stikker snuden op
Må jeg have brudt overfladen
Larmen, operationslyset
En hoben læger og sygeplejersker
Råhvide klinker på væggene og alting på hjul
Praktisk, så det hurtigt kan køres af vejen
Måske var handskerne grønne
Måske kan du forestille dig grønne handsker

Jeg må have skreget
Og nogen har klippet navlestrengen
Og sådan bliver vi født
Sådan bliver vi mennesker
Til
Rubiner, der glider ned over hud
Og lander jeg ved ikke hvor
På spejlet
Tænk over spejlene

Og stadig er du kun under masken
Låst fast i uvirksom medicin og
Måske undrende over
Hvordan det kunne være
At den anden ligefrem bryder igennem dig
Og nogen må have lagt mig fra dem
På dit bryst
I en vugge
I altet
Væk for at blive til noget

Forestil dig tavsheden
Mange menneskers åndedræt og mit
Fugt og din angst
Maj måneds dufte
Der krydrer lyset fra morgensolen
Hvis vinduet var åbnet
Og hjerter, der potentielt slår i samme kadence
Alt sammen kun et øjeblik
Mens vi bliver til

Tænk over, at vi bliver til

Hefaistos og Aglaia

“Yngst i chariternes flok var Aglaia; til blomstrende hustru
valgtes hun af den navnkundige gud, den halte Hefaistos.”
Hesiod, Theogenien - oversat af Lene Andersen

Det er sent og Hefaistos sover
I stolen
Sidder Aglaia og blunder

Hefaistos ben er ikke som de var
Og i hans arne er den sidste gnist
ved at brænde ud

Aglaia linder på den ferme tunge
Ordene er færre men stadig kunstfærdigt
Skarpe
Tveæggede

Der er en kant i luften
Ozon eller lugten af lægemidler
Et uvelkomment kontrapunkt
Til de to der langsomt svinder hen

Kun til stede i bidder
Der er et jeg der ønsker
At det ikke var sådan
At kærligheden var nok
Til at holde dem her

Måske faldt Hefaistos ikke
Et helt år
Efter at Hera kastede ham ud
Fra Olympen
Og måske var det ikke faldet
Der flettede arrene
Tæt i hans sind

Aglaia genfinder aldrig sin barndom
Udenfor
Eller nu
Men ekkoer af den lille pige
Der ikke ville kues
Ruller ind over os andre
Når vi lytter til os selv
Og hører hende famle efter skønheden
Sandheden
Den anden
I os

Hefaistos rykker på sig
Og Aglaia sover roligt
I et lille stykke af natten
Er intet som vi forventede det
Og solen skinner derefter
På en helt anden verden

Vi ser på Günther i kreaturvognen og tier

Günther Wallraff forklædt som sort
I en togvogn på vej mod Dresden
Fyldt med tyske fodboldbøller

Med skosværten som trykudløser
Hvad vil de sige
Til et andet menneske
Der har det fremmede udenpå

Hvorfor passer han ikke sig selv
Og passer på sig selv.
Vi bør alle sammen passe os selv

Så vi for alt i verden undgår
Fornemmelsen af
At hvis vi ikke gør noget
Så sker det igen
Krystalnætter, tillukkede lastbiler, nakkeskud
Spædbørn mod muren, brændende kors, autodafeer
Oldinge på snorlige rækker, 
De navnløse med tænderne trukket ud
De heldige efter døden
Dem, os
Og tårer, der løber så tungt
At de kun efterlader sand

Jeg finder de steder
I artiklen
Hvor han opsøger tingene selv
Spørger den unge skinhead
Hvad står Deutchland for
Der på din t-shirt 
Det gør det nemmere at forholde sig til
At det er ham selv
Der gør dem opmærksomme på sig
Han opsøger det jo selv
Ved at være skocreme sort og påtrængende
Og de har netop ikke brug for den anden
Det er de jo
Selv

Så kan vi andre måske undgå den
Stormen
Vi dukker os bare
Tager ikke med toget kulørte i ansigtet
Men kulden bliver siddende
Der er selvfølgelig så meget andet
Der kan gå galt
Som vi ikke har malet os selvbrune i hovederne for at opsøge
Og toget er jo kørt
Med eller uden os
I kreaturvognen sammen med Günther

(inspireret af en artikel i Politiken)

Haiku

Stranden er tom nu
I nat mødtes jord og hav
Og fandt dig blandt dem

De tindariske klipper

Der er et sted under de tindariske klipper
Hvor sandet føles lurende dødt
Og hundeådslet ligger stivnet henslængt
Med fluerne som sin eneste trøst

Fuglereservatet løber langs stranden
Og op ad de lodrette klipper
Døden i Tindaris
Stopper ikke altid lige over vandoverfladen

Om den Sorte Madonna danser flagermus
De danser til solnedgangen
Og de stejle klipper
Tusmørket er dunkelt, men smukt

Leda

Jeg forstår ham nok godt
Zeus
Jeg har også været ung en gang
Og desperat

Men alligevel
Forklædt som svane

Og hvordan gør man egentlig
Og så desperat

Og måske var det snarere hende
Der var trængende

Men alligevel
En svane

På den anden side
Det er nok bedre end en gylden regn
Hvis man nu kan vælge
Og det er vi jo ikke alle der kan
Ikke altid i hvert fald

Måske er det nemt
Når man kan
At iklæde sig en svaneham
Eller være en tyr

Dét virker sådan mere maskulint
Men alligevel
Hvad skal det til for

Det er jo ligesom
At blive til en metafor
Man taber sig selv
I ordene

Og jeg bliver konkret
Bange for at jeg ikke
Kan være i svanen

Vil jeg kunne se ud
Eller ville mine øjne ikke
Matche dens
Og hvor skulle mine briller
Være
Udenpå

Men det er noget vrøvl
Zeus tabte jo ikke sig selv

Måske havde han bare lagt sit jeg
Ved bredden og så hentede han
Det bagefter

Som svane med Leda
Fik han så oplevelsen med
Til sit selv
En erindring til de lange mørke aftener
På bjerget i skyen

Det virker som afdanket praleri
En bevidst henkastet bemærkning
Om at han selvklart kunne
Score hende
Selv som svane
Hvad skulle holde ham
Tilbage

Den slags der kun straks
Får stilheden til at fremkomne
Med tilbagevirkende kraft
Sejler det ind i
Bevidstheden

Desperat
Og ung var han vel ikke

Det er måske derfor det slår mig nu
At det var det man skulle prøve
Som svane
Eller tyr
Friheden venter

Men han skulle stadig snige sig
Væk og ind i metaforen

Og blev hun ikke bange
Jeg mener sådan en svane
Den kan brække en arm med ét slag
Af vingen

Og med en gud indeni
Må det føles noget mere voldsomt
End en almindelig torsdagsaftale

Det var vel derfor
Kraften i begrænsningen
Den omsluttende metafor
En opdæmmet globus af
Ren uforfalsket liderlighed
Projiceret gennem en uskyldig svane
Lige ud i sylten på stakkels Leda

Eller måske var hun som sagt
Selv ude på stryg

Jeg forstår det ikke
Måske er det det

Desparat forstår jeg ikke
Hvorfor hun falder
for en steroid-svulmende svane
Lige så stereotypt som alle de andre
Hvorfor i helvede skal der ikke
Mere til

Og jeg er sikker på
At selv om jeg turde
Så kunne jeg ikke få plads
Til mit selv
I et hvilketsomhelst
Primitivt pattedyr

Det bliver ikke mig
Der iklædt ham finder hende
Der tænder på det
I stedet står jeg nøgen tilbage
Kun iført mig selv

Igen

Jeg kunne blive forelsket

I dine øjne
Eller i dig
Igen

Der skal ikke så meget til
Et blik
Eller dig
Igen