Mine erindringer i småstykker (2)

Min far blev ved med at forsøge at bilde os ind at han ikke havde noget at gøre med nogen efterretningstjeneste. Jeg troede ham ikke. Det holdt mig vågen. Senere, meget senere, blev jeg klar over at det havde han naturligvis og at det var ikke mig der var noget galt med. Da jeg var otte blev jeg gudskelov holdt vågen af en anden grund, det var for at se månelandningen. Jeg synes den havde en masse poesi i sig. Det var gribende. Min far var rummedarbejder. Ham og Claus Toksvig. Claus gav mig alle mullige jakkemærker som jeg kunne have solgt her og nu for en formue og et Apollo 12 samlesæt som jeg ikke aner hvad der skete med. Måske var jeg for lille og måske blev det givet til en anden, jeg husker det ikke.

Inden da havde far været i Korea og så Vietnam. Ind i mellem var der rundrejser med de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater. I 69 var Vietnam slet ikke overstået. I 70-72 var den fordømte krig blevet en offentlig lidelse på højde med, eller over, Irakkrigen. Min far sad i en hellikopter og filmede mens de kastede napalm i hovedet på uskyldige mennnesker. Vi så månelandningen sammen og det glemmer jeg aldrig. Jeg ville bare have ønsket mig at min far rent faktisk havde været tilstede og ikke altid et andet forfærdeligt sted som jeg kunne se i fjernsynet. Min far var i fjernsynet og ikke hjemme hos os. Da den første fod blev sat på månen klemte far min hånd. Jeg klemte tilbage alt hvad jeg havde lært. Vi var uden afstand i nogle minutter. Vi havde ingen hængepartier. Vi var kun to hænder. Der var masser af plads.

Mine erindringer i småstykker (1)

Først boede vi i Borgergade. Øverst oppe under loftet. Min mor arbejdede på Billedbladet, dengang der først og fremmest var billeder i.
Min far arbejdede på Berlingske Aftenavis, det der senere blev til Weekendavisen. De mødte hinanden på BT. Havde de haft sans for historie og havde de været i stand til at se det hele udefra mange år senere ville de nok have været at finde andre steder. Måske havde de begge arbejdet på Politiken og havde ikke rejst så meget. Når min mor og far ikke nåede hjem, ringede de til flytttemanden i stuen hos hvem jeg sad i arm og drak kaffe. Da jeg var et par år flyttede vi ud til Lyngby og boede hos en fyr fra FET med en voksende familie bestående af døtre. Og så en stærk mor, men dem havde vi jo masser af. Vores mødre blev så stærke at de kunne bøje jern, eller sandheden hvis det skulle være. Min mormor kunne flække en betonflise i ét slag, min farmor kunne få de rå drenge i banken til flovt at sænke blikket. Jeg havde også tanter - mere om dem senere..