Nekrologisk

*
en ko er en ko
til den dør
det er straks mere besværligt
med
perler
og
svin
*

Psalme

barokke
bare bare

tristessetunge
blinde
a lfa b et c etera


blablablues

Brud

Ingen magter at magte et punkt uden prikke, at stige som fjer mod top uden tinde. Nej, en hudcelles skifte er alt vi kan bære, som badekarskulde og krympede fingre. Vi må leve den tanke for tung at tænke, for god at standse, for hård at bryde. Vi må drømme den drøm for våd til at drukne, i havet, i blikket, i skålformet eet. Vi må kaste et anker på himlen der falder, som skyer mod jorden, som tåger og tabu, og skrive en bølges digt om at kæntre

på land

Hymmmmmmne

i pausen mellem to tænder
knaser som guldkorn
fredsramte krigere
*
værgeløst spyttes
et ord
til jorden

hmmmmmm....

Om kriser

Kan man ikke finde på andet, kan man altid finde en krise, der kradser. Og man kradser igen, og der går hul på bylden. I heldigste fald også betændelse i skidtet. Og det bløder og pletter tøjet og så går tiden da med det. Plefjerner og kogevask. Man sætter sig lidt foran maskinen med tromlen, der kører og kører. I ring. Og man tænker: ”trædemølle”. Det gør én så trist. Trædemøller er per definition triste.

Man forsøger at tænke på noget andet, men tristheden har bidt sig fast, ligesom kulden og krisen. Der kradser. Så man rejser sig og sætter sig igen. Triller tommelfingre. Først den ene vej, og så den anden vej og tju og tju og skomagerdreng. Så triller man igen: først den anden vej og så den ene vej. Bare for at se tingene fra en anden vinkel. Det gør ikke den store forskel. Tommelfingre er tommelfingre, hvordan man end vender og drejer dem.

Så prøver man noget andet. Man fejer lidt for egen dør, for ekempel. Det bliver hurtigt kedeligt og skidtet sætter sig under neglene. I stedet flytter man ind i et glashus. Så kan man kaste lidt med sten. Eller bedre: håbe at nogen kaster med sten. Mod eget glashus. Og der bliver kastet og man råber:
”Pas dit eget glashus, så skal jeg nok smadre mit”.
Så går tiden jo med det.

Men som man råber i skoven, får man svar. Og som man råber mellem glashusene finder man sten. Til sin kiste. Dem kan man så rydde af vejen. Mens krisen kradser og vasketøjet tumbler. Man kan også lade være.
Godnat og sov godt

Om forskellen på en pipfugl og en paphat

Nej, jeg fortryder intet
synger Piaf
Ja, jeg fortryder alt
sukker jeg

Rytmehans

åben slutning

Har du det godt, pige. Spørgsmålstegn.
Regibemærkning: Hun tøver.


Der hostes i salen. Kort.


Pigen fæstner sig ved spørgsmålstegnet og hører ikke ordene.
Han på sin side er ligeglad med svaret, det var ikke ment som et spørgsmål.
Bare en replik fra et manuskript.


Det eneste fylde er et kort host fra salen.


Tøven og papir der knitrer


Pigen går. Mellemrum.
Manden går efter.


Nu skriver jeg et tæppefald.
Bum.
Bum er et lydord.
Det siger ikke Bum i virkeligheden. Det siger ikke noget overhovedet.
Vel. Spørgsmålstegn.


Så er du pludselig i centrum.
Jeg spørger dig.
Vel.
Komma.
Spørger jeg dig.

Har du det godt.
Komma.
Kunne jeg så spørge.



Du hoster.