Een af os.

"Han er een af os" sagde akademikeren i blodrusens berlinerfankuk, en ubekvem sandhed over lig af 76 landsmænd, og jeg har fortalt hvordan jeg har det og at det ikke skal skille os ad at der laves masketeater af en shaman i Bayreuth, og jeg falder på knæ og velsignes i den lokale kirke i sommersko og tyggegummi fordi jeg glemte at børste tænder. Det er slet ikke så indviklet som alle vil gøre det til. Han kan få det lille havehus i baghaven. Det er svært at smadre linierne uden roundup og bare lade spyttet løbe fordi verden er løbet over ende og keyboardet står på højkant nede i den oversvømmede kælder og tørrer.Ulighederne editeret af Abu Simpel mener ikke at denne sårbarhed udgør nogen fare for brugerne.Man kan sagtens vise andre beløb og konti bliver der sagt til version2.dk.De er bare sikkert forankrede foran deres forældres i virkeligheden menneskelige nærhed og adfærd som i Emil fra Lönneberg. Vi springer bare middagen over, og ti' så stille! jeg går jo glip af det hele, hvis I snakker hele tiden. Det der Nul sprog, og Halvsprog og TV stum skiller os fra hinanden. De papegøjeagtigt indlærte grifbørn kommer aldrig til at befri Palæstina. Billedskiftet som vi aldrig kan forudse, er afledningsmanøvrer og flere sikkerhedsfirmaer finder sikkerhedshuller i Java og jeg vil ikke kunne betale mig fra det.

Halvhed V

På den anden side. Dér hvor dørene falder ud, dér hvor mit vejr trækkes.
En blafrende ligegyldighed i en katedral af krop.

Det runger så hult. Jeg kalder så halvt.

Tætvævet

Myrna hænger ud af vinduet på tredje sal i den røde murstenskarré fra krigens tid.
Myrna, som aldrig vasker vinduer og som alle ved hvem er, men ingen kender.

Myrna, der engang var kendt for sit vid og sin hjælpsomhed, og som altid kunne passe naboens unger. Myrna, der havde sin egen systue hvor hun lappede tøj og strømper og på bestilling lavede egne kreationer, som hun solgte for rimelige penge. Myrna, som idag kun en sjælden gang ses åbne døren på klem og undersøge trappeopgangen, uden at der er nogen eller noget.

Fra tid til anden åbner hun køkkenvinduet på fuld gab. Skriger og råber til den tomme luft og vasketøjet, der hænger på snore over gården. Om fjendtlige stemmer, invasion fra oven og russerne, der kommer. ”Jeg ved det godt, det hele”, råber Myrna. Hende kan de ikke narre! Nej, gud forbyde at hun skal lade sig overrumple af russere og andet utøj.

Så lukker hun vinduet og folk ånder lettet op og forsøger at glemme, hvad de har hørt. ”Det er jo bare vrøvl fra en stakkels gammel dame”, tænker de. Og nok er hun en stakkel, men hvad skal man stille op, man kan jo ikke redde hele verden. Det er da for dårligt at hendes børn ikke tager sig lidt af hende, og nok ved de alle at hun ingen børn har, men der må da være noget familie. Eller det offentlige? Og de mumler stille, at det også er lovlig meget, at man flere gange ugentligt skal stå model til hendes skrigeri. Det skræmmer jo børnene! Måske skulle man kontakte boligforeningen og høre ad, men så kommer de fra det igen, og det kan jo også være det snart hører op, for hun er vist langt over firs, den skøre gamle kone.
Og de nøjes med at lukke vinduet for larmen.

Myrna er beskyttet i sin skizofrene verden af stemmer og minder om næsten ingenting. Hun ved ikke af at verden ler af hende, ved ikke af verden. Myrna er hvor hun er: i sin lejlighed med tungt møblement og neonrør i køkkenet, med sin hemmelighedsfulde og uforståelige verden af krig og stemmer og engang. Ja, Myrna er hvor hun er og længes ikke efter andet.

Myrna kan få dagevis til at gå med at finde annoncer fra turnerende cirkus i de mange aviser, hun abonnerer på. Hun er omhyggelig, klipper alt med stor præcision, så kun det mest nødvendige kommer med. Ingen unødvendige kanter eller margener, kun tekst. Er der et billede ved, klipper hun det ud separat og klistrer ind i de A4-store kinablokke, hun har så mange af og som er nøjagtig dateret. Hun kender hvert et foto og dets placering og kan ganske nøje huske hvad billedet illustrerer. Ikke at det har nogen betydning, det vigtige er strukturen: de mønsterrette kolonner, den præcise datering og det sirlige arbejde med at undgå at unødig plads spildes. Billederne danner mønstre, og for Myrna er det vejen væk fra russerne, uret og den fortid, der ikke længere er. Hun erindrer intet, ikke engang glimtvis. Kun fornemmer hun af og til noget: genkender en duft eller en stemme i radioen. Og russerne naturligvis. Disse bastante mænd med tomme øjne i massive uniformer af tætvævet uld. Hun møder dem hver dag i lejligheden i den murstensrøde karré fra krigens tid. Hun kan høre dem: I væggene, på trapperne og udenfor på gaden. Hun ved at de er der, og tror de kan overmande hende i et uovervåget øjeblik.

Men Myrna lader sig ikke overrumple. Hun er på vagt, hun er beredt og hun vil ikke tøve med at kæmpe. Ingen russere skal få taget på hende.

Slynger

Se værket? Klik her

Piber og trommer

Det er ikke særlig sart og sensitivt, vores forehavende. Men vi vinder flor om vores ord. Sådan skrives historien. Med skønskrift, men i bestemt form. Der er en række mænd, der holder taler, fører ordet. Enkelte kvinder flankerer dem, med budskaber, der til forveksling ligner dem, der ligger i de af mændene førte ord. Andre mænd og kvinder klapper. Atter andre kvinder og mænd slæber og pynter og rydder op bagefter. Og så har vi dem, der sidder i krogene og ude bagved og klager og klynker sig. Er uenige i dagens orden og talernes sidste ord. Disse bonde- og brokkerøve drikker sig fuldere og fuldere og til sidst tæver de hinanden eller dem, der er endnu længere ude. Yderst sidder en tigger. Hans pibende harmonika hiver efter vejret. Han beder om lidt klingende mønt, imens han pumper varm luft ind og ud af den gamle blæsebælg, lirer lidt lyd af for opmærksomhed.

At trække sigende sætninger sammen og vide dem ud igen, gør vi alle. Høje som lave, store som små, fede som smalle. Det er ingen kunst. Ingen poesi.

Den Lille Sorte

Ud af Den Lille Sorte kommer en kvinde, højt og flot, blondt hår opsat, elegant i sin hverdagsbeklædning, lange ben i løstsiddende lange bukser. Der er noget i gangen, den måde hun skridter fortovet af på, som en scene eller et langt podium. Et øjeblik efter kommer en lille bylt hoppende ned fra butikkens trappesten. Med skulderen nærmest glidende mod udstillingsvinduerne langs fortorvet, bobber hun lidt forsigtigt efter skønheden, der på sin side går på kantstenen ud mod cykelstien, så langt fra den lille som muligt. Bylten har lyserød silkesløjfe i sort hår, er bred med korte ben i strømpebukser under hvid flæsekjole.

Så kom skraldet. Skønhedens læber spidser til og ud spyr hun væmmelse. Hvorfor skal du altid pille ved alt tøjet i butikkerne og gnide klæderne mellem dine små fede fingre? Du er henne og røre og rode ved det hele. Dine fedtede pølser er så ulækre i alting. Kan du da ikke se, hvor klamme de er? Det er pinligt at have dig med ud. For fremtiden må du sidde alene derhjemme, når jeg tager på shopping. For hver sætning, hvert nyt skridt hun tager, giver det et lille spjæt i Frk. Fedeberg, det lille utyske.

Den dag kommer, hvor hun føler sig hjemme i sit øgenavn, lyder det som enhver anden sit navn, tager det på sig, som Else Pelse sit Pølseskind, der dækker hænderne. Da er hun lejer med eget værelse, adgang til køkken, bad og toilet. Kannibalen har med gaflen kræsent skubbet hende ud på kanten af porcelænet.

Apart e

Det har jeg så ikke. Glemt dig. Jeg har bare pakket dig ned i en skuffe mellem ubrugelige noter, grafit og blegede garnruller. Hvor længe du har ligget der, ved jeg ikke, heller ikke hvor længe du skal blive der. Måske altid, måske aldrig.

Blyantspidseren er spændt fast til bordet. Jeg elsker at spidse de gule blyanter, en efter en, mens bly og træ samler sig som afrevne totter i skuffen under. Jeg ved ikke, om det bedste er pennens nyvundne skarphed eller alt det, der skrælles af. En dag vil der ikke være mere tilbage. Det føles godt. En dag vil alt være skrællet af, skrevet ned, forsvundet i en skuffe mellem garn og bleghed. Det føles godt, det gør det.

Ved omfartsvejen

Kortprosa med levende billeder, klik her

svarkuvert

Jeg kunne skrive et brev til mig fra dig:
”Hvis du kunne se mine hænder nu, ville du vide, hvor meget de savner din krop”.

Jeg ser dem, men ikke savnet, kun hule hænder der holder om ingenting udover pennen. Ingen afsender; modtager ukendt. Korte knapheder og afmålte distancer.
Bjerge flytter ingen tro, skrev du.

”Jeg kom til dig, jeg flyttede bjerge, jeg troede” skrev jeg, at du skrev.
”Til mig fra dig”, stod der.

Jeg er ikke et bjerg.

Zen?

I morgen tager jeg
beslutningen om
at leve her og nu ...

Ornitologisk

Over skulderen bærer han en armygrøn skuldertaske af den slags, der kan modstå al slags vejr. Han synes om farven. Den minder ham om den farve, himlen kan have lige efter en tordenskylle.
I tasken har han et antikvarisk eksemplar af ”Fugle i farver”, en tysk parlør, en kikkert og en skitseblok. I skjortelommen bærer han en blyant: den bliver så nemt væk på bunden af tasken, og i brystlommen er den altid til at finde.

Nemlig!


Han svinger armene. En, to, en, to - taktfaste sving frem og tilbage. Armenes bevægelser tvinger ham fremad, hvor han ellers ville gå i stå. Tasken svinger modsat.
Kun blyanten er i ro, som den stoisk stikker hovedet frem fra brystlommen.


Undervejs på sine vandringer ser han solstjært, gråmejser og lavthængende hættemåger uden hals. Alle er de opført på himlen som Fugle i Farver med tyskklingende navne og tyste næb. Set gennem kikkertens øje ligner de slet ikke fugle, men sorte Rorschach-pletter klistret op mod blå.


Det er uforståeligt men sandt og svinger han armene højt nok, kan han gribe dem med fingrene og gemme dem i brystlommen, til han når hjem. Der vil han tyde dem efter forgodtbefindende og tegne et udråbstegn på blokken.
Sådan!

.

Sådan kender hun verden og sådan har hun mærket den: som en fjern plet bag øjet, så langt fra alt hun ser og alt, hun er.


Hun indrammer øjnene med kohlsort bly og tegner en skarphed i rød langs kindbenet. Hun hærder sig med lak i håret, knapper skjorten men ikke til hals – en diskret blød bue lader sig antyde ved brystet. Hun maler negle, farver hår og træder med præcise trin i høje støvler. Efterlader sig intet udover fyndige smæld fra hæle.
Sådan vil hun træde ud i mylderet og følge lyskurvenes skiften fra rød til grøn. Hun vil spankulere gennem byen med ret ryg og poser i stift karton med rebsnøre og logo. Hun vil knuge dem i hånden, poserne, som man holder om en elskets hånd.


Og hun vil købe delikate oste i små portioner, rugkiks og en sursød garniture. Hun vil lade sig overtale til en halv flaske dessertvin: ”Til at rense ganen”, som ekspedienten kækt vil tilføje i håb om et svar. Men hun vil ikke svare, blot betale og forlade butikken med delikatesser, designerposer og hælenes kontante smæld.


Når hun kommer hjem vil hun pakke varerne ud – osten på køl og garnituren i en ornamenteret porcelænsskål. Hun vil hænge tøjet på bøjler, knappe vinen op og lune et flute i ovnen for til slut at anrette det hele på en serveringsbakke.

Så vil hun sætte sig yderst på sofaen, rank og tænksom, folde hænderne i skødet og se ud ad vinduet.


Og hun vil se, ikke mylderet på gaden eller lyskurvens skiften, men alene en insisterende plet bag øjet.

Stjålne blikke

De går bag om hendes blik og stjæler hendes øjne.

Hun står ved cafebordet, taler med afvisende ryg: ”Kom endelig nærmere, så jeg kan vise, hvem jeg ikke er”.
Hun kalder på mindre end mindst, for at vinde noget tilbage, hun aldrig har mistet.

Noget. Noget som i ”en duft af nakke”, ”en perle af latter”.
Noget, som i en sekundkort interesse.

”Undskyld, er du færdig med avisen?”. Et blik der fæstnes, og en hånd der rækkes frem. Mod avisen.
Man lærer at være nøjsom, ved hun. Man lærer at være nænsom, håber hun. Mod fremstrakte hænder og glidende blikke. Lidt har også ret.
Noget har også ret.

Man lærer at spinde, når man er nøgen:
”Ja, jeg er færdig med avisen. Der står ikke noget, jeg ikke kunne have været foruden. Vil du låne den?”
Man lærer at håbe på et ja.

Så står hun der. Ved bordet i cafeen. Med sin avis. Mindre end mindst.
Så nipper hun til kaffen, retter på frisuren, ranker ryggen og går .

Forsvinder bagom de andres blikke.
Hun tager sine øjne med sig ud.

Frostånde

Hun elsker frosten. Vintermorgenerne hvor hun går udenfor, møder dagen og kan gribe sin egen ånde mellem hænderne. Iskolde morgener, hvor hun ser sin puls som hvide dampskyer i luften og kan mærke kroppens kontur aftegnet som jag i vinden.

Disse morgener er hun hverken mere eller mindre alene end ellers. Hun mærker sig som altid afstanden mellem sig selv og Dem, mellem kroppen og verden. Men ensomheden synes mere venlig i det frostebidt trav - mere skærmende. Disse morgener bliver afstandene hendes, en distance hun lægger og ikke som ellers en distance lagt. Af andre.

Hun går ud i vintermorgenernes skarpe frost. For at nærme sig det, der fjerner sig. Men mest af alt for at fjerne sig fra det, hun ikke ønsker. Skal nærme sig.

Hun går og hendes ånde tegner sig som en uhåndgribelighed hun
kender som skarptskåret frost. Et kort øjeblik hænger vejrtrækningen i luften.
Så opløses den hvide damp og hun kan gå hjem.

På anden hånd

Hun sidder ved et bord midt i dagens mylder. Bestiller en italiensk vand med brus og nipper forsigtigt af flasken, sætter den så tilbage på bordet. Læner sig frem og piller lidt ved den fint designede etiket. Hun ser ikke noget, hører i stedet samtalen som tager form ved bordet bagved, og finder liv i de ord der forlader deres mund:

Ved bordet planlægges ferie, der bliver leet ved tanken om skidragthelvede og umage forsøg på grønne pister. Der tegnes billeder imellem dem, så hjertelige at de kan gribes og mærkes som hænder der flettes.

De flettede fingre, øjnenes genspejling og de mange fælles planer gør hende tør i halsen: hun må tage endnu en slurk af vandet for at sluge savnet og skammen ved at stjæle af de andres ord - ved for et kort øjeblik at have gjort dem til sine egne.

Så rejser hun sig, og går ud på toilettet for at se sig i spejlet. Hvisler et indædt ”hvad fanden glor du på”, og skyller så ud i toilettet af bare vane. Går tilbage til bordet og den italienske vand, drikker endnu en tår og ser ud af vinduet.

Udenfor går mødre forbi, afslappet slingrende. De skubber livets mening foran sig på fire hjul akkompagneret af træranglers spil og svag pludren. Lidt væk cykler en blond pige forbi med rank ryg: gemt bag store mørke solbriller haster hun gennem efterårets grå på vej mod planer, aftaler og hektiske nætter. To ensklædte børn løber omkring på må og få, indtil den ene falder og bryder ud i gråd. En ældre mand hjælper barnet på benene og puster på hendes knæ. Moren iler til, griber barnet i armen og haster væk. Manden står lidt fortabt tilbage. Så går også han videre.

Hun sidder ved bordet lidt endnu. Piller ved etiketten. Hun mærker sig blikke, lyde og puls.
Tager så en sidste slurk af den prikkende vand og lægger en femkrone på bordet som tak.

SigNatur

Hun er helt sin egen

Altid på farten, på podiet, på vej.
I tilbagelænet hast gribes et gøremål, mens hun svinger med døren - ”derudaf og væk”.
Hun er hverken til dates eller dosmerliv, poesi eller nærværsprostitution. Nej, fanden stå i rim, remser og blikfjerne betroelser; her danses på gloende kul og inkvisitionens øjeblikke nydes, mens tid er.
Hun kaster med bolde på tværs af baner og høster flere sæsoners point på en enkelt halvleg. Lever af off- og insides, rene tacklinger og et stærkt forsvar.
Hun ejer navne som von og De la, men holder sig til skødesløst nedfældede initialer -”just like that”.
Hun befinder sig i overhalingsbanen, i slipstrømmen, på forreste række.
Underspiller med enhver tænkelig bagtanke rollen
som
heeeeelt sin egen

efternat

det er efternat, han sover og har forlængst forladt dagenes manglende berøring og sofaens umagehed, som de tidligere på aftenen delte. nu er han undervejs i søvnen, på vej mod flere dage, flere vågne timer med fjernblik og tavse appeller, for en stund fredet i og af søvnen.
med kroppen formet som et omvendt S, synes han at tegne et spørgsmålstegn mod det hvide lagen.

hun står i døren og betragter ham, hans sitrende øjenlag og den lette savl der har lavet en mørk plet på puden. hun kan svagt høre køleskabets mekaniske vejrtrækning fra køkkenet og møblerne der giver sig en smule, som vånder de sig under nattens åg. hun er helt, helt tæt på skumringsgråheden, hun er opløst og fri af tanker og kan mærke hans krops dufte som en tyngde i rummet. en tyngde der får hende til at skutte sig en smule i den tynde bluse, som fornemmer hun pludselig, at der ikke er rum til hende, derinde bag søvnens dør.

hun mærker trætheden men vil ikke sove, nej hun vil stå her til han vågner.
så vil hun sige ”godmorgen”, mens han vil knibe øjnene sammen for at skærme mod lyset bag gardinerne. han vil strække sig, og hun vil vide at han et kort øjeblik føler sig fremmed, afsløret, nøgen. han vil se på hende med en slags frygt, som læser hun hans tanker og drømme, der handler om alt andet end dem og deres. så vil han skubbe dynen til side og med den også frygten, han vil kærtegne hendes skulder, gå mod badeværelset og svagt mumle et ”godmorgen” til svar.

hun vil vende sig om og forgæves søge hans blik, men han er længe væk, han er trådt ind i dagen og vasker nu nattens længsler af under bruseren.

så vil hun lægge sig på lagnet og søge at fange det spørgsmål hans krop tegnede i nat - hun vil snuse og mærke fordybningen, hvor hans krop har ligget.
og hun ved, at hun vil søge forgæves. at hun må kvæle et savn før det opstår, og søge mod søvnen for at finde.

Uforsigtig omgang

Han optrådte velmenende, og skrev digte, der var ligesådan. Han var kommet direkte hjemmefra med en stak nye skriblerier i tasken og en pæn flok stærke øl. Han havde læst cirka 25 digte op, og jeg var blevet mere og mere irriteret og –tabel. Jeg kunne ikke ha’ det! Det var noget umodent pis, for at sige det rent ud, men jeg handler altså nogle gange, før jeg taler, og jeg blev nødt til at klappe ham hårdt på kinden. Han kaldte det for et slag. ”Må jeg be’?”, sagde jeg, idet jeg véd med mig selv, at jeg ikke er voldelig, men nogen eller noget, hvilket i mit tilfælde kan være det samme, måtte få ham rystet så meget, at han ville skifte synsvinkel og indstilling. Jeg havde jo kun tjattet til ham for hans eget bedste. Det var, og det kan jeg ikke betone kraftigt nok, ikke et slag. Hvis jeg havde slået ham, ville han ikke længere have været at tælle blandt de levende, og jeg havde ikke til hensigt at myrde ham mere end tilstrækkeligt. Men det nytter ikke med det dér velmenende, altfavnende, filosofiske, middelmådige, lommeplatte pjat! Han tog sig til underkæben, og jo, det var måske mere en kajetrækker, en gedigen uppercut, end en lussing, han havde taget imod fra min velmenende (en positiv betegnelse i denne forbindelse) hånd, der knap nok havde strejfet ham, og det siger noget om hans almene konstitution. Man må gøre sit for at få folk på ret køl og få dem til at bevæge sig i den rigtige retning, få dem på rette kurs, for nu at blive i det maritime, så de ikke kuldsejler i banalt vås, som er lige så farligt et farvand som Sargassohavet og Bermuda-trianglen. Da han havde læst nok af digte om i sit køkken pludseligt opdukkende påfugle, der jo egentlig blot var en lettere abstraktion over de høns, der altid havde bevæget sit rundt i hans hus, om kold kaffe med mælkeskind, om hvor dybt banaliteterne stikker etc., var der jo nogen, mig, der måtte få disse overfladiske ligegyldigheder rystet løs fra hans oversensitive hjernes vindinger. Måske var det lettere prætentiøst af en klamphugger som mig selv, at gøre sig til domsmand og eksekutor, men helt grundlæggende, drejede det sig først og fremmest om, at jeg ville slippe for kvalmen. Han blødte lidt, og jeg gav ham en nogenlunde ren klud at tørre sig med, og når jeg siger nogenlunde, er det fordi, jeg opdagede, at jo mere han tørrede sig, jo mere forsvandt hans ansigtstræk. Jeg kiggede efter, hvorfra jeg havde taget kluden. Det havde jeg nemlig forsømt i første omgang. Det viste sig, at den kom fra en kasse med klude og væsker, jeg bruger til at opløse irriterende ting og sager – og uvelkomne dyr. Jeg dækkede i skyndingen et par næsten opløste påfuglehalefjer til. Jeg ville jo ikke føje spot til skade. Jeg sagde ingenting, men det, der fandt sted foran mig, havde fanget min interesse. Det var jo et ganske fortrinligt terror- og overraskelsesvåben. Jeg mener nok, at han sagde en hel del, mens han således ømmede sig og viskede mere og mere af sit ansigt ud, men jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad det var. Måske var det noget af det dér: ”Av, for helvede, marn! Hvorfor fanden gjorde du det? Idiot, mæfikke” … og sådan noget. Jeg lod ham tale. Han kunne alligevel ikke sige noget, jeg ville finde interessant. Det viste hans skriverier mig. Jeg lod ham tale, mens jeg så, at hans næse blev væk, men i stedet for at efterlade et hul, der skulle fyldes som Tycho Brahes, blev ansigtet blot fladt og så lyserødt som en barnerumpe. Det blev ved, og til sidst var alle hans ansigtstræk væk. Hvordan han stadig kunne se og tale og høre, for der, hvor ørerne skulle være, var der ligeledes bart og glat, kan jeg ikke sige, men det var med til at gøre det mere interessant end et almindeligt syreangreb. På et tidspunkt gik han på toilettet, men kom hurtigt skrigende og råbende tilbage til stuen – eller værkstedet – hvor vi havde siddet. Igen sagde han en hel masse, og igen hørte jeg ikke efter. Kald mig bare kold, men jeg har jo forklaret sagens sammenhæng én gang. Jeg knappede endnu en 47’er op til ham og skænkede ham også et tandglas whisky, men han spildte det ned ad sig, da han ikke kunne få det indenbords. Munden manglede ligesom, og det er ikke noget, der ligefrem gør det lettere at drikke. Jeg fandt et gammelt dropstativ frem, hvorpå der stadig hang en tom flaske, der engang havde være formaldehyd i. Den fyldte jeg nu med en blanding af førnævnte varer. Jeg fandt også en gammel og stump kanyle, som jeg bruger til at fylde blæk og tusch i diverse små beholdere med, og jog den i armen på ham, og allerede efter et par minutter blev han roligere. Der måtte dog have været nogle rester af kemikalie i slangen, for efter at være gået omkuld med et par krampeagtige spjæt, fik han den dér underlige farve og overflade, som f.eks. balsamerede får. Nå, men han faldt dog på en måde til ro, og jeg kunne fortsætte med det, jeg have været i gang med, før han kom for at læse sine umanerlige digte op. Jeg fik opløst resten af påfuglen, katten og hans enlige ged, og gik i seng til en god nats søvn. Der er intet, der er så godt, som at hvile efter veludført gerning. Dog lagde jeg mig på sinde, at jeg for eftertiden måtte mere omhyggelig med, hvor jeg lagde mine kemiske klude. Jeg besluttede mig for, at han, hvis han vågnede, kunne få bygget et nyt sæt ansigtstræk af de optøede kyllinger (5 for 200 kr.), som alligevel lå og rådnede i køkkenet. Sådan noget er jeg god til. Jeg kan nævne adskillige kendte personer ved navn, som har været turen igennem, men af helt andre årsager.

Mikado

Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen - gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Det er så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om hyldeblomster og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen

Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevede og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og det godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.

Havde det bare været en flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel altid tilstede. Hendes vrede er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hvorfor hun i stedet har valgt tristheden. De nedslåede øjne synes langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Åh jo, hun bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Og får således sin tyste appalus af uudtalt medfølelse. Hun opnår krigsveteranens fredning, og hun ved det.

Og vreden? Den lægger sig som giftig spy bag hendes malede øjenlåg og udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller de stadigt flere spydigheder i hjørnerne. På det seneste er hun også blevet stadig mere fraværende fra jobbet. Migræne, forstås.

”Vi er mange, der har det som jeg.”

Han forestiller sig, at han en dag, af sig selv, opnår netop den tilstand af færdighed, modenhed eller hvad det nu hedder, der automatisk resulterer i, at alt han derefter giver sig i kast med lykkes. Han sætter sig ned og venter ved et vindue, der vender ud mod gaden. Hans mor og skiftende kærester, som han egentlig synes er for grimme, og som han får kontakt med på nettet, sørger for at holde ham i live. Der skal mere og mere til. En dag møder 3 stærke mænd op, og 2 af dem løfter ham, mens den 3. placerer et stærkt sugende flytoilet under ham. En gang om måneden kommer en mand iklædt et fluekostume og sprøjter mod kryb. Skiftende regeringer kender ikke til hans eksistens, men han har lavet en hjemmeside, der hedder: ”Vi er mange, der har det som jeg.”