Sophie

selvom en formiddag i juli med dig
er som et digt uden titel
som et moderløst savn
og et digt med en titel
er som en slave af sit navn
som et bæger rent og fint
uden noget i
og et digt til din pris
for nuværende umuligt
kan betegnes med ord
har jeg givet ordene navn efter dig
dog selvom jeg er en skriver
bryder jeg mig egentlig ikke om ord
og slet ikke om titler
men i dag studsede jeg over et
nemlig ufornuft

ufornuft er et dejligt ord
for kun mangel på fornuft kan elske
kun mangel på fornuft kan give kærtegn
og modtage kærtegn
ja kun mangel på fornuft
kan give et kys på kinden
for med munden taler man
og med munden giver man kys
og modsiger dermed sig selv
for alt hvad man siger
alt hvad man ikke siger
og alt hvad man tænker
vil aldrig kunne fylde det bæger
der flyder over af tanker
finere end hvad kraniet kan sigte
og ramme rent
bare af et ufornuftigt kys på kinden

ufornuft er et dejligt ord
elskov er yderst ufornuftig
for så vidt livet er ufornuftigt
og elskov skaber liv
der er ufornuftigt
og for øvrigt er elskov altid ufornuftig
for ikke at sige at det er
indbegrebet af ufornuft

ja ufornuft er et dejligt ord
men du er dejligere endnu
for du er kød og blod
det forunderlige skød
der bærer navnet Sophie
og de bryster der dier det
som for digtet uden titel
for det moderløse savn
om jeg så turde sige
er mere end blot et navn
men er som alle moderløse savns moder
i hvert fald denne formiddag i juli
der som alle skærsommerdage
gennem kærlighedens historie
som den skrives af Gud
uformulerbar i ord
aldrig bare nogenlunde passende
på tilpas ufornuftig vis
som talløse gange før
gennem kærlighedens historie
kunne navngives smukkere
end med dit navn

kærlig hilsen mig.

Yderst korttidsholdbart digt

i dette øjeblik er jeg væsken i den
langtidsholdbare Coca-Cola du drikker
du drikker mig altså
og jeg bliver drukket
jeg er cola
med vand, kuldoixid, farvestof
sundhedsregulerende midler, aromaer
og det hele
det er ikke noget jeg har drømt
og jeg ser ingen grund til
at lede efter symboler
eller forvandlinger i det skrevne
det er heller ikke noget jeg drømmer
ellers ville jeg jo ikke skrive det
ikke fordi jeg ser nogen grund
til at skrive det
ikke engang den grund
at det er sådan
for det er ikke sådan
det er jo bare noget jeg skriver
men det er lærerigt
at blive drukket
eller rettere
det var lærerigt
for nu har du sunket
din langtidsholdbare Coca-Cola
og jeg blander mig med diverse kropsvæsker
for om ganske kort tid
med digt og det hele
at blive pisset ud.

Vor tids propaganda

racismens pestbacille spreder sig
i sproget hurtigere end
jeg kan skrive og overhaler mig
indenom og omkring
og inden i mig
alene forskellen mellem
et a og et a
der bliver større og større
mens jeg skriver
en usynlig uhørlig forskel
der gør forskellen
og gør enhver lighed kroget
at være lige
er at være identiske
som en masse af et enkelt forbenet a
at være forskellige
er at være fjender
og at skelne mellem et a og et a
lede efter den usynlige uhørlige forskel
der gør forskellen
ad usynlige uhørlige veje
er at være
og ikke kunne være
andet end stum
til nød være til
og som digtet
være en selvmordsbombe
i den borgerkrig mellem bogstaver
som er sammensat til et nyt sprog
sætninger reduceret til
lyde i mindst mulige kvanta
et sprog som vi alle som minimum taler
for sproget er vor tids propaganda.

Når intet er til

nok kan natten være et martyrium
og morgenerne være en endeløs række
som kors på en krigskirkegård
men denne aften
netop i aften
føles tiden så kort
ingen nat eller morgen
har nogensinde før
været så kort
som i aften
hvor jeg i skrivende stund
i mine tanker intet finder
hvor intet således
ganske kort findes
så fredeligt som var det livet selv

ikke at jeg dermed rammer
en særlig tanke eller følelse
eller i hvert fald
ikke uden at jeg ord for ord
nøje har sigtet derpå
og således intet har ramt
eller rettere
netop har ramt intet
lige på pletten.

Eftermiddagen hvor den habituelle stilstand begyndte

- Sygeplejerske!
er der en der skriger
mens hun snakker i telefon
- noget beroligende!
skriger hun videre
sikkert taget fra en lægeroman
eller fra Bispebjerg Hospital
en forsommers eftermiddag i 2008
jeg ved det ikke
og det gør hun sikkert heller ikke
og mens jeg skriver videre
orker jeg ikke længere at forsøge at skelne

for der er intet der rimer på denne stilstand
en forsommers eftermiddag i 2008
intet ønsker at rime
på andet end sig selv
som er noget andet end sig selv
og i øvrigt heller ikke rimer
fordi det er sig selv
og ikke ønsker at passe
ind i et digt
ikke ønsker at rime
og så heller ikke gør det
men lader det være det
afstår fra alt
selv fra at lade det være det
fordi det ikke lader sig gøre
men gør noget andet
som det ikke ved hvad er

gab så store som var
kedsomheden endelig opfundet
noget så latterligt at der
intet mere er at le af

og jeg er ikke engang begyndt
før det hele holder op
eller begynder igen

jeg ved det som sagt ikke
jeg bliver ikke fortalt så meget
for jeg ved noget andet
som jeg ikke ved hvad er
jeg ved det bare.